For nylig fik Peter Mouritzen brev fra en 5. klasse, der bl.a. spurgte ham om, hvorfor det ofte er outsidere, han skriver om. Hans svar var: "Jeg skriver mest om outsidere, fordi jeg kender typen. Jeg ser sådan en i spejlet, hver gang jeg børster tænder og vasker hænder. Og en forfatter skriver bedst, når han skriver om noget og nogen kan kender."
Peter Mouritzen, født 1946, er uddannet som lærer og underviste indtil 1979. Han skriver også bøger for voksne, men har skrevet flere til børn, mange flere end dem, der er nævnt her.
Han har skrevet billedbøger for mindre børn, et par vilde, vrøvlede højtlæsningsbøger for lidt større børn og korte letlæste bøger for dem, der lige har lært at læse. Han har også skrevet mange artikler for voksne om børnelitteratur. Det er derfra citaterne i denne tekst er hentet. Og ved ofte at tage på klassebesøg som gæstelærer eller ved at svare på breve fra skolebørn får han også sine børnelæsere i tale.
Et lille uddrag fra et brev til en 5. klasse, giver i koncentreret form et omrids af forfatterskabet: "Jeg kan lide at skrive en gyser, der virker. Jeg tror at alle, også større børn, har godt af at blive "gyst godt igennem", når det sker i en bog. Hvis man bliver bange, gør man sig tanker. Man bliver klogere på sig selv, når man er bange. Og man har først hjerte for andre mennesker, når man selv har prøvet at være "svag" og "lille". Vi forstår først musen, når vi selv har prøvet at krybe i et musehul!"