Kirsten Myers’ debutroman ”Sommerbarn” (2013) er fortællingen om
pigen Anne, der bor med sin familie, bestående af hendes far, mor, storebror og
farfar, på en proprietærgård i Østjylland. Årtiet er 1960’erne.
Udadtil gør moderen, hvad
hun kan for at bevare en poleret facade. Hun skruer op for charmen og påtager
sig en ”Ghita Nørby” attitude, når der er gæster på gården, eller når hun
bevæger sig ud. Det skal ikke hedde sig, at familien på proprietærgården ikke
er fine folk. Men bag facaden gemmer sig en dysfunktionel familie, der alle
sammen lider på grund af tabet på datteren Vibeke, der døde i en ulykke, før
Anne blev født. Overlevelsesstrategien er at
tie problemerne ihjel.
Farfaren er en gammel
tyran, begge forældre er alkoholiserede, og deres gode humør afhænger af, om der
er gæster i huset og tilstrækkelige mængder alkohol. Storebroren Troels er mors
dreng, men han føler sig overset af sin far. Han lader sine frustrationer få
afløb ved at gennemtæske sin lillesøster, når chancen byder sig. Anne ønsker så
inderligt at få sin mors anerkendelse og kærlighed, men hun bliver gang på gang
afvist. Alle familiemedlemmer har skyld i, at et barn gøres fortræd. Og helt
alene må Anne navigere sig igennem en hverdag med druk, vold og psykisk terror.
Et helvede, der definerer den lille piges syn på sig selv.
29897395
Byens borgere har
gennemskuet, hvad der foregår bag de lukkede døre, og familiens gode ry kan
ikke længere holdes i live. Annes far er ligeglad, han skelner ikke længere
mellem rig og fattig, når der skal drikkes øl nede ved den lokale købmand, POlakken. Men Annes mor holder stædigt fast
i, at familien er hævet over dem, der er knap så velstillede. En holdning som
Anne tager med sig.
Derfor har Anne også svært
ved at gennemskue det sociale kodeks i forhold til sine klassekammerater. For
selvom lokalsamfundets hierarki er herskende på skolen, så er der også
undtagelser. Klassens populære pige Marianne kommer ikke fra en velstillet
familie, men lærerne kan bedre lide hende, og alle eleverne kæmper for at få
lov til at lege med hende, inklusiv Anne selv. Men den eneste, der vil lege med
Anne, er OrneMargit, men det går ikke, for hendes far er ornemand, og hendes
mor er nødt til at arbejde i forsamlingshuset, fordi familien ingen penge har.