Anaïs Nins ”A Spy in the House of Love” fra 1954 (”Spion i kærlighedens hus”, 1976) er en af fem små romaner, der udgør serien ”Cities of Interior” (1959). Efter Nins eget udsagn handler hele romanserien om kvinders kamp for at forstå deres sande natur og for at kende deres sande selv uden mandens blik. Hovedpersonen i ”Spion i kærlighedens hus” er den forførende Sabina, som netop er på jagt efter at forstå sig selv. Hun føler sig splittet imellem sin kærlighed til ægtemanden Alan og den passionerede kærlighed til andre mænd.
Sabina lever et dobbeltliv, hvor hun bilder sin mand ind, at hun er på turné som skuespiller, mens hun i virkeligheden indlogerer sig med sine elskere på et hotel i nærheden. Hun længes imidlertid efter stabilitet og kontinuitet både i forhold til sig selv og i sit kærlighedsliv. Løgnen og splittelsen plager hende, og hun forfølges af en allestedsnærværende skyld. Skylden møder vi allerede i romanens begyndelse personificeret i en løgneafslører. Han er en slags overjeg eller en faderskikkelse, der fortæller hende, at ”Skyld er den eneste byrde mennesker ikke kan bære alene.” (”Spion i kærlighedens hus”, s. 6). Herefter følger han efter hende alle steder, og det tvinger hende til selvransagelse for at forstå sine følelser på et dybere plan. Hun bliver med andre ord spion i kærlighedens hus.
Månen har stor betydning for Sabina. Som ung tager hun månebad, ikke solbad, og det pirrer hende, at månebade siges at være farlige. Ved at betragte månen får hun indsigt i en anden verden, hvor tidens og følelsens udstrækning er mangfoldig.
Romanen udspiller sig i New York, men uden at præsentere en fremadskridende fortælling. Indholdet fremstår fragmentarisk og spejler sindets natur. Derfor er skellet mellem drøm og virkelighed, fantasi og realitet utydeligt. ”Spion i kærlighedens hus” er en poetisk roman om kvindelig erotik og trang til frihed set fra et kvindeligt perspektiv.