Garth Nix

Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information, 2007.
Main image
Nix, Garth
Foto: Rosenkilde & Bahnhof

Indledning

Død, skæbne og en fascinerende jongleren med tid og rum – Garth Nix’ fantasy-bøger er ikke for sarte sjæle. Med en gennemført blanding af fantasi og virkelighed fører han ubesværet læseren rundt i forskellige dimensioner. Som i “Hr. Mandag”, hvor mænd med hundehoveder og bowlerhatte møder en lille, adopteret dreng med astma. Forfatterens flittige brug af action og drama, uden at forfalde til klicheer, skaber ikke kun en spændende handling, men også en samling troværdige, identificerbare personer. Garth Nix’ bøger appellerer både til større børn og til voksne med sine komplicerede universer, tunge, skræmmende emner og sit filosofiske islæt. 

 

51197003

Blå bog

  • Født: 1963 i Melbourne, Australien.
  • Uddannelse: Bachelor of Arts i Professional Writing ved Canberra Universitet.
  • Debut: The Ragwitch, 1990.
  • Litteraturpriser: Australian Science Fiction Prize, Best Fantasy Novel, 1995. Aurealis Awards for Excellence in Australian Speculative Fiction - Best Young Adult Novel and Best Fantasy Novel, 1995. ALA Best Book for Young Adults, 1997. American Library Association, 1998. Golden Duck Award for Excellence in Children's Science Fiction, 1999. Pacific Northwest Reader’s Choice Award, 2000. Best Australian Novel, Australian Science Fiction Achievement Awards, 2002. National Children's Award Category of the South Australian Festival Awards for Literature, 2002. ALA Best Book for Young Adults, 2002. Aurealis Awards in the Fantasy Division, 2003. Parents’ Choice Gold Award, 2003. Amazon.com Customers’ Favorite, 2003.
  • Seneste udgivelse: Kaoskvillingerne : Monsteret. Rosenkilde & Bahnhof, 2014. (The monster). Oversat af Lisbeth Valentin Madsen. 2. bog.

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Hun kunne føle døden nu som et koldt pres hen over hendes ansigt. Hun skubbede sig imod den, mærkede dens kulde synke ind i hendes kindben og læber, gennemtrænge hendes udstrakte hænder. Det var mærkeligt med solen, der stadig føltes varm mod hendes bare nakke.”
“Lirael”, s. 339.

Garth Nix blev født i 1963 i Melbourne, Australien, og han voksede op i hovedstaden Canberra. Skrivningen har altid ligget hans hjerte nær: “Jeg har altid godt kunnet lide at finde på historier. Jeg skrev en hel del historier i min skoletid og bidrog med artikler til skolebladet.” (I interviewartiklen: “A Conversation with Garth Nix”).

Efter gymnasieårene studerede Garth Nix på Canberra Universitet, mens han var deltidssoldat i fire år hos Australian Army Reserve. I 1986 fik Nix en grad i Bachelor of Arts i Professional Writing, og efter sin eksamen arbejdede han i en boghandel, hvorefter han flyttede til Sydney og varetog forskellige jobs i forlagsindustrien, fra salg til store multinationale publikationer. I 1993 rejste Nix rundt i Østeuropa og Asien i godt et år og vendte derefter tilbage til Sydney, hvor han begyndte at arbejde som PR-konsulent.

Nix debuterede i 1990 med ungdomsfantasy-romanen “The Ragwitch”, men hans egentlige gennembrud kom først i 1995 med “Sabriel”, som blev særdeles godt modtaget af anmeldere såvel som læsere.

I 1996 startede Nix sammen med to partnere PR-firmaet Gotley Nix Evans Pty Ltd, hvor han stoppede som aktiv i 1998. Herefter skrev Nix som fuldtidsforfatter i et års tid, hvorefter han tilsluttede sig Curtis Brown, Australiens største litteraturagentur, som deltidsagent. Arbejdet bestod i at spotte nye forfattertalenter.

Siden 2002 har Nix skrevet på fuld tid, og hans bøger er oversat til mere end 28 sprog verden over. Udover fantasy-bøgerne har Nix skrevet teaterrestaurantshows, noveller og “Very Clever Baby Books”, som er tre 12 sider lange bøger på størrelse med et lykønskningskort, som Nix skrev som en gave til nogle venner, der ventede børn, med det i baghovedet, at alle forældre synes, deres babyer er små genier.

Garth Nix bor i dag nær Coogee Beach i Sydney med sin kone Anna, der er forlagsudgiver, og deres to sønner, Thomas og Edward.

At finde sig selv i livet – og i døden

“Kulden ramte hende, og også den ubarmhjertige strøm, men hun blev stående, hvor hun var, og mærkede stadig varmen fra Livet mod ryggen. Dette var selve grænsefladen mellem de to riger, hvor hun almindeligvis fortsatte hastigt videre.”
“Sabriel”, s. 132.

Første del i Abhorsen-trilogien “Sabriel” fra 1995 (“Sabriel”, 2005) følger den 18-årige kvinde, hvis mor døde ved hendes fødsel. Sabriels far er Abhorsen, en speciel slags åndemaner, hvis opgave det er at holde de døde i døden og ikke lade dem overtage nogle eller noget i livet. På grund af faderens status har han store opgaver i Det Gamle Rige, hvor Den Fri Magi og de døde, som ikke vil forblive døde, opholder sig. På grund af faderens travlhed og familiens magiske evner, har Sabriel gået på kostskole i Ancelstierre, siden hun var 5 år. Her har hun foruden undervisning i almene fag fået lektioner i magi.

25351878

En dag ankommer en budbringer til kostskolen under stor tumult og overbringer Sabriel Abhorsens sværd og klokker. Sabriel frygter, hendes far er i fare og drager over forsvarsværket mod den ukontrollerede fri magi, Muren, til Det Gamle Rige. Her venter der Sabriel mange farer i mødet med døden og forskellige former for åndevæsner og døde, men også gode oplevelser som mødet med den talende kat Mogget og kærligheden. Sabriels skæbne bliver mere og mere tydelig, efterhånden som handlingen skrider frem, og det problematiseres, hvorvidt Sabriel har en reel mulighed for at ændre noget ved en fremtid, der synes at være givet.

 

 

 

 

Ensomhed og skæbneflugt

“Hun behøvede ikke at vide, hvad der var sket i fortiden. Men selv om hun altid havde været alene blandt Clayr på grund af sin blindhed over for fremtiden, så var hun nu alene på en anden måde også.”
“Lirael”, s. 285.

Anden bog i Abhorsen-trilogien – “Lirael” fra 2001 (“Lirael”, 2005) – handler om den 14-årige Lirael, der er Datter af slægten Clayr og bor i Det Gamle Rige sammen med de andre Clayr. Lirael er forældreløs, indelukket og anderledes med sin kridhvide hud, sorte hår og mørke øjne, hvor de andre Clayr har brun hud, lyst hår og blå øjne. Lirael er ked af, at hun, i modsætning til sine jævnaldrende og endog yngre familiemedlemmer, endnu ikke har fået Synet; evnen til at se ind i fremtiden. Hun er så deprimeret, at hun flere gange er ved at begå selvmord. Lirael får imidlertid job på biblioteket, og det redder hendes selvfølelse en smule. Her behøver hun ikke snakke med nogen og har fundet noget, hun er god til.

25831063

Da fjenden af alt liv, Ondskabens skygge, fire år senere breder sig over Det Gamle Rige, må Lirael og hendes trofaste ven, den mystiske, talende hund kaldet Den Æreløse Hund, drage ud for at hjælpe, og Lirael opdager, at der måske er en god grund til, at hun ikke har fået Synet endnu.

Foruden Liraels perspektiv følges handlingen også fra prins Sameths (Sam) perspektiv. Sam er søn af Sabriel og Kong Touchstone og går på kostskole i Ancelstierre, men må tage hjem til sine forældres slot i Det Gamle Rige, da det er for farligt for ham at være på skolen efter Ondskabens udbrud. Sabriel har svært ved som den eneste Abhorsen at klare alle problemer i det Gamle Rige, og presset ligger tonstungt på Sam, som skal være hendes efterfølger. Sam har ikke lyst til at følge i sin mors fodspor og drager ud for at møde sin ven fra skolen, Nicholas Sayre (Nick), som er på vej for at besøge Sam. Det bliver begyndelsen på en farefuld færd, hvor Sam, såvel som Lirael, ser en anden side af den skæbne, de troede var fastlåst og uforanderlig.

Jagten på det onde

“Lirael sendte sin pil af sted, samtidig med at hun tumlede bagud, og Sam jog sin hånd fremad og råbte de aktiverende tegn, der sendte en brølende, knitrende fontæne af ild mod den ting af mudder og blod og mørke, der steg op. Ild mødte sølvtunge, og gnister eksploderede i alle retninger og satte ild til græsset.”
Garth Nix: “Abhorsen”, side 73.

Tredje og sidste del i trilogien, “Abhorsen” fra 2003 (“Abhorsen”, 2006), fortsætter, hvor “Lirael” slap. Lirael er udset til at overtage tronen som Abhorsen og forsøger sammen med Sam, Mogget og Den Æreløse Hund at stoppe Ondskaben, som nu ikke længere er begravet under højen.

Åndemaneren Hæk har fuldkommen kontrol over Nick, og de to er ved at udgrave en ældgammel ondskab i Det Gamle Rige, kulminationen på en plan, der har rødder meget langt tilbage i tiden, og som ikke bekymrer sig om de grænser, der adskiller det magiske rige og den almindelige verden. De døde vandrer igen, og Lirael, Sam og deres følgesvende Mogget og Den Æreløse Hund kæmper for overlevelse, mens der i Ancelstierre udkæmpes et lige så dødbringende politisk spil, som bringer store grupper af flygtninge mod Muren. Altings skæbne synes at afhænge af Lirael, som må søge både i livet og i døden efter en måde at bekæmpe Ondskaben på, før det er for sent.

26079691

“Abhorsen” har, ligesom “Lirael”, flere perspektiver, og læseren får indblik i følelseslivet hos personerne i de forskellige handlinger, hvilket giver læseren en fin forståelse af, hvad der sker, og hvorfor det sker. Alle personerne er spidsfindigt sammenvævede, og man fornemmer, at alting får en mening, så snart det bliver sat ind i en større sammenhæng.

To verdener og dog den samme

Abhorsen-trilogien er en gennemført og overbevisende blanding af forskellige verdener. Grænserne er forrykkede eller helt ophævede, og livet og døden griber ukompliceret ind i hinanden, for eksempel er det muligt at opholde sig i døden med sjælen, mens ens fysiske krop stadig lever i livet, blot som stivnet form.

På samme måde, som livet og døden griber ind i hinanden, vikler den realistiske verden, Ancelstierre, og den fantastiske, Det Gamle Rige, sig ind i hinanden. Der er ingen tidsangivelse i romanerne, men beskrivelsen af Ancelstierre minder om et vesteuropæisk land i første halvdel af 1900-tallet, at dømme efter forekomsten og almindeligheden af biler, busser, telefoner og anden teknologi. Ancelstierre og Det Gamle Rige er adskilt af Muren, men griber alligevel ind i hinanden og påvirker hinanden, eksempelvis kan teknologien i Ancelstierre ikke virke, når magien fra Det Gamle Rige er for tæt på, f.eks. går det elektriske lys ud og telefonerne virker ikke inden for en bestemt afstand til Muren.

Sammenblandingen af de to verdener gør det lettere for læseren at identificere sig med personerne, fordi de har forbindelse til en ‘almindelig’ verden som den, læseren kender. Derudover gør den konsekvente indblanding af realistiske elementer behandlingen af trilogiens temaer – især skæbne og død – mere forståelig og ‘direkte anvendelig’ for læseren, fordi de ikke kun sættes i relation til den fantastiske verden, men også til den realistiske.

Skæbnebegrebet er et gennemgående tema i trilogien, der behandles i flere sammenhænge. Hovedpersonerne deler alle den opfattelse, at en forudbestemt livsvej er lagt ud for dem i en retning, de ikke kan ændre. Som handlingen skrider frem, finder de ud af, at det, de troede, var deres skæbne, ikke er den vej, de ender med at følge. Derimod har de fra starten af deres liv været styret mod den skæbne, de ender med at fuldende. Bøgerne repræsenterer på den måde det deterministiske synspunkt, at alt, der hænder, har en årsag. Man fødes ind i en skæbne, som man ender med at fuldende – selv om man ikke altid er bevidst om, hvor man er på vej hen.

I trilogien er flere udviklingshistorier forenet i en samlet historie, der følger Sabriels, Liraels og Sameths forandring fra barn til voksen på tætteste hold. Hovedpersonerne i alle tre bøger er teenagere, og man følger de typiske ungdomsproblemstillinger såsom kærlighed, identitetsforvirring og ønsket om at passe ind. Fælles for de tre personers udvikling er, at de når frem til en form for forståelse og accept af sig selv i takt med, at historien skrider frem.

Hovedpersonerne i alle tre dele af trilogien passer på den ene eller den anden måde ikke ind i deres omgivelser, og det er noget, der går dem på, men som de ender med at acceptere og endog værdsætte. De går fra at være utilfredse og utilpassede pubertetsunge til at være voksne, selvstændige individer, som står ved, hvem de er, om andre bifalder og forstår det eller ej. Beskrivelsen af personernes udvikling er tæt forbundet med skæbnebegrebet – det handler om at acceptere den, man er, for det står alligevel ikke til at ændre, og der er en ganske bestemt mening med det.

Et monster på fri fod

“Han kunne stadig ikke se andet end skabningens øjne. De bevægede sig igen, meget hurtigt, idet væsenet rejste sig og krydsede rummet. Den ignorerede Nick, selvom han kæmpede voldsomt med sine bånd, da den gik forbi.”
Garth Nix: “Uhyret i Glasmontren”, side 39.

Den korte bog “Nicholas Sayre and the Creature in the Case” fra 2005 (“Uhyret i glasmontren”, 2006) følger prins Sameths ven Nicholas Sayre, som også er med i Abhorsen-bøgerne. Handlingen foregår i samme univers, men tidsmæssigt efter handlingen i Abhorsen-bøgerne. Nicholas’ onkel, Ancelstierres førsteminister Edward Sayre, beder Nicholas om at tage til Det Gamle Rige for at besvare nogle spørgsmål om sine oplevelser i Det Gamle Rige til Afdeling 13, som er en slags spioner, der overvåger Det Gamle Rige.

26149029

Nicholas vil meget gerne tilbage til Det Gamle Rige og drager af sted over Muren, hvor der venter ham en ubehagelig overraskelse. Nicholas bliver taget til fange af Afdeling 13’s leder, Dorrance Hall, som tapper blod fra ham og drypper det i munden på et monster, der opbevares i en glasmontre – den sjældne Fri Magi skabning Hrul. Nicholas’ blod vækker monstret til live, og det stikker af for at opsøge andre, som det kan få blod fra. Da Nicholas slipper fri, følger han efter på en dristig rejse gennem land og by for at stoppe det farlige væsen.

Bogen omhandler blandt andet svig, bedrag og fanatisme. Den usympatiske Dorrance Hall bedrager og gør skade på folk, der stoler på ham, for at få sin videnskabelige drøm om at genopleve monstret til at gå i opfyldelse. Hall er portrætteret som arketypen på den gale videnskabsmand, der i sin fanatisme går langt over en moralsk og etisk grænse i sit videnskabelige arbejde.

“Uhyret i glasmontren” er en hæsblæsende actionpræget og stedvis gyseragtig bog, der konstant har læserens opmærksomhed i sin hule hånd. Der er en del henvisninger til Abhorsen-trilogiens personer og begivenheder, men bogen kan dog godt læses selvstændigt.

Kamp mod en uhelbredelig sygdom

“Skjul Nøglen fra nysgerrige øjne. Arthur tænkte over det. Det lød som et godt råd, og der var noget ved Vicevogteren af Hoveddøren, som han instinktivt kunne lide og stolede på. Men hvordan kunne han skjule Nøglen, hvis han var nødt til at holde fast i den for at kunne trække vejret normalt?”
Garth Nix: “Hr. Mandag”, side122.

Første del i serien Rigets Nøgler er “Mr. Monday” fra 2003 (“Hr. Mandag”, 2007), der handler om den adopterede og stærkt astmaplagede dreng Arthur Penhaligon. I sin første idrætstime på en ny skole får Arthur et voldsomt astmaanfald i en skov og møder nogle meget mærkelige væsner. Arthur er tæt på at dø, men en mystisk nøgle redder hans liv. Selvom Arthurs liv er reddet, er resten af verden ikke i sikkerhed, for den frygtelige sygdom, sovepesten, er pludselig brudt ud, og det lader til, at det har noget at gøre med den særlige nøgle. En uhyggelig fremmed kaldet Hr. Mandag, hans mystiske budbringer Nyser og en hær af sære væsner med hundeansigter og bowlerhatte vil nemlig gøre alt for at få nøglen tilbage. Arthur søger desperat til et nyligt opstået, mystisk hus i byen, som kun han kan se, for at finde svar på mysteriet om nøglen. I Husets univers kommer Arthur på en farefuld og spændende rejse, hvor han præsenteres for sin virkelige skæbne. Han opdager også, at verden er langt mere, end den ser ud til; den er blot en af mange dimensioner, der alle hviler på en pagt – Arven – og hvis Arven bliver brudt, er alle verdener i fare.

Der bliver i den grad leget med tid, rum og dimensioner i denne første del af Rigets Nøgler-serien, og der stilles store krav til læserens åbenhed og opmærksomhed.

26737745

På grund af det moderne univers er det let for nutidens læser at identificere sig med Arthur, en identifikation der yderligere forstærkes af, at Arthur ikke er særlig helteagtig, men nærmere kalder på læserens sympati, end beundring. Arthur er realistisk og troværdig og tager ikke som Abhorsen-trilogiens hovedpersoner forholdsvist hurtigt sin skæbne på sig. Arthur kæmper tværtimod en stædig kamp for at vende tilbage til sit normale liv, han ønsker ikke at være en helt.

Problemstillingen, at en dødsensfarlig, ukendt sygdom pludselig bryder ud, er en original og aktuel måde at blande fantasy og virkelighed på. Tidens snak om miltbrand og spredning af livstruende, kemisk fremstillede sygdomme for eksempel til brug i terror, gør emnet højaktuelt – og skræmmende. Bogen viser, hvilke gennemgribende konsekvenser et sådant udbrud har, i den lille og i den store sammenhæng, og giver et indblik i personernes bekyminger både for deres pårørende og for hele verden.

Økonomisk krise i flere dimensioner

“Han havde ingen måde at komme ud på og ingen måde at kommunikere med sine venner. Ingen vidste, at han var her, bortset fra Vicevogteren – som ikke kunne fortælle nogen om det, med mindre de spurgte først.”
“Grumme Tirsdag”, s. 86.

Andel del i Rigets Nøgler, “Grim Tuesday” fra 2004 (“Grumme Tirsdag”, 2007), er en direkte fortsættelse af “Mr. Monday”. Arthur er tilbage i sin egen verden, men ikke i særlig lang tid. Allerede næste dag, tirsdag, rammes Arthurs familie pludselig af gæld, og i hele verden går en økonomisk krise i gang. Arthur bliver kontaktet og får at vide, at Grumme Tirsdag og hans Groteske er på spil, fordi Hr. Mandag har en betydelig gæld til Grumme Tirsdag. Arthur må derfor drage tilbage til Huset for at få fat i Den Anden Nøgle fra Grumme Tirsdag for at redde alt. I Huset venter der Arthur en slem overraskelse, da han finder ud af, at han må drage ned i selve Den Grummes Grav, hvor det farlige Intet er begyndt at lække. Bogen følger Arthurs færd på en farefuld rejse, hvor han blandt andet overlever en meget underlig arbejdslejr, bliver ven med et bjørnelignende væsen og kæmper mod de skrækkelige Nidlinger.

26737796

På samme måde som “Mr. Monday” behandler “Grim Tuesday” også et virkelighedsnært og aktuelt emne, nemlig økonomiens funktion som en vigtig sammenhængskraft i verden. Det tydeliggøres over for læseren, hvor meget økonomien egentlig påvirker ikke kun de enkelte menneskers hverdag, men også verdens tilstand, og hvor meget og hvor mange, der bliver påvirket, når der ‘går kuk’ i økonomien.

Arthur har i anden del af serien i langt højere grad vænnet sig til at skulle spille en central rolle i tingenes tilstand. Han er blevet mere moden og selvsikker og er for eksempel i stand til at udstede ordrer og træffe beslutninger i en grad, som han end ikke overvejede i første del af serien.

“Grim Tuesday” kan ikke læses med et tilfredsstillende udbytte uden først at have læst “Mr. Monday”, da der er mange henvisninger til personer og begivenheder i “Mr. Monday”, og da det vil være svært at forstå Huset og dets komplicerede univers, uden at have læst første del i serien.

Andre fantasy-sværvægtere

Garth Nix’ bøger – med deres komplicerede fantasy-universer sat i spil mod den almindeligt kendte verden – bærer alle præg af en forkærlighed for store, universelle temaer som skæbne, identitet, død og ondskab. Nix’ bøger appellerer med sine tunge temaer og abstrakte universer spækket med oplysninger og komplekse systemer til større børn såvel som til voksne.

Hvis Garth Nix’ bøger har vækket sulten efter lignende fortællinger, er et godt bud Philip Pullmans fantasy-bøger, for eksempel “Det gyldne kompas” (1995) og “Ravkikkerten” (2000). Et andet bud er bøger af fantasy- og science fiction-forfatteren Raymond E. Feist, hvis man har mod på at læse dem på engelsk, da Feist endnu ikke er udgivet på dansk. Ellers kan nævnes Marion Zimmer Bradley, David Eddings og Guy Gavriel Kay. Alle sammen fantasy-forfattere, der, ligesom Nix, tager almengyldige og tungere problemstillinger op i deres bøger.

Af danske fantasy-forfattere kan nævnes Jacob Hedegaard Pedersen og hans Tarot-bøger, der en blanding af realisme, gys og fantasy, og Lene Kaaberbøl med for eksempel hendes “Morgenlandet” (1988) samt bøgerne om Skammerens datter, der kan se onde menneskers dårlige samvittighed.

Bibliografi

Bøger af Garth Nix

Nix, Garth:
Very Clever Baby’s First Reader. 1988. Billedbog.
Nix, Garth:
The Ragwitch. 1990. Roman.
Nix, Garth:
Shade’s Children. 1997. Roman.
Nix, Garth:
Serena and the Sea Serpent. 2000. Børnebog.
Nix, Garth:
Uhyret i glasmontren. 2006. (Nicholas Sayre and the Creature in the Case, 2005). Roman.

Kaostvillinger - serie

Nix, Garth:
Kaoskvillingerne. Rosenkilde & Bahnhof, 2012 (Troubletwisters). Oversat af Lisbeth Valentin Madsen. 1. bog.
Nix, Garth:
Kaoskvillingerne : Monsteret. Rosenkilde & Bahnhof, 2014. (The monster). Oversat af Lisbeth Valentin Madsen. 2. bog.

Abhorsen-trilogien (The Old Kingdom)

Nix, Garth:
Sabriel. 2005. (Sabriel, 1995). Roman.
Nix, Garth:
Lirael. 2005. (Lirael, 2001). Roman.
Nix, Garth:
Abhorsen. 2006. (Abhorsen, 2003). Roman.

Rigets Nøgler-serien (The Keys to the Kingdom series)

Nix, Garth:
Hr. Mandag. 2007. (Mr. Monday, 2003). Roman. (1).
Nix, Garth:
Grumme Tirsdag. 2007. (Grim Tuesday, 2004). Roman. (2).
Nix, Garth:
Druknede Onsdag. 2007. (Drowned Wednesday. 2005). Roman. (3).
Nix, Garth:
Sir Thursday. 2006. Roman. (4).
Nix, Garth:
Lady Friday. 2007. Roman. (5).
Nix, Garth:
Høje Lørdag. Bahnhof, 2009. (Superior Saturday, 2008). Oversat af Lisbeth Valentin Madsen. (6)
Nix, Garth:
Fyrst søndag. Bahnhof, 2010. (Lord Sunday). Oversætter: Lisbeth Valentin Madsen. (7).

The Seventh Tower series

Nix, Garth:
The Fall. 2000. Roman.
Nix, Garth:
Castle. 2000. Roman.
Nix, Garth:
Aenir. 2001 Roman.
Nix, Garth:
Across the Wall. 2001. Roman.
Nix, Garth:
Into Battle. 2001. Roman.
Nix, Garth:
The Violet Keystone. 2001. Roman.

Totemdyrenes saga (Spirit animals) - serie

Nix, Garth: Spirit animals - jaget. Alvilda, 2014. (Spirit animals - hunted). Oversætter: Kim Langer. (2).
Nix, Garth:
Spirit animals - Blodbånd. Alvilda, 2014. (Spirit animals - blod ties). Oversætter: Kim Langer. (3).

Om Garth Nix

White, Claire E.:
“A conversation with Garth Nix”. På www.writerswrite.com. 2000-07.

Om forfatterskabet

Links

Garth Nix’ danske forlag.
Garth Nix’ officielle hjemmeside.
Garth Nix’ private hjemmeside.
Artikel om forfatteren.