Fredrik T. Olsson
Foto: Hr. Ferdinand

Fredrik T. Olsson

stud.mag. Lisa Ashley McCulloch, 2015. Blå bog og bibliografi opdateret 2017.
Top image group
Fredrik T. Olsson
Foto: Hr. Ferdinand

Fredrik T. Olssons baggrund som manuskriptforfatter inden for film og TV mærkes tydeligt i debutromanen ”Kædens sidste led”. Både form og indhold virker dramatisk på en næsten filmisk facon, når det komplicerede plot fortælles gennem parallelle fortællinger og hurtige krydsklipninger. Romanen har hele Europa som sin scene og tager udgangspunkt i et dystopisk verdensbillede, hvor to forskere bliver bortført for at løse og besvare en gåde bestående af en indviklet talkode og svær kileskrift hentet fra menneskers dna.

 

53592961

Blå bog

Født: 1. november 1969 i Göteborg, Sverige.

Uddannelse: Calle Flygare Teaterskola, 1994 og IHTV (The Swedish School of Television), 2002.

Debut: Slutet på kedjan. 2014.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Et vågent øje. (Ett vakande öga, 2017 ). Hr. Ferdinand, 2017. Oversat af Lilian Kingo.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Så hvad er fidusen med at leve i nuet? Fremtiden kommer sgu, hvad enten vi kan lide det eller ej, så hvorfor ikke være forberedt? Så en dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville leve længere. Og det eneste, jeg ønskede var, at fremtiden skulle indtræffe så hurtigt som muligt.”
”Kædens sidste led”, s. 183.

Fredrik T. Olsson blev født den 1. november 1969 lige udenfor Göteborg på den svenske vestkyst. På sin hjemmeside beskriver han sig selv som en mand, der kan lide at tale. Det har han været i lang tid: ”Til min 10-års fødselsdag ønskede jeg mig en skrivemaskine. Den gjorde nok mere for at cementere mit liv som nørd end min fremtid som forfatter. Men stadig – jeg fik startet skriveriet, og det er ikke stoppet siden.” (Fredrik T. Olsson: 'Fredrik T. Olsson'. Partners in Stories, 2014. Egen oversættelse).

Den store skrive- og fortællelyst førte blandt andet til, at han i skolen både skrev og optrådte i samtlige skolekomedier. Han har siden fortalt historier i mange former – tegneserier, manuskripter, stand-up – og senest har han også med ”Kædens sidste led” været forbi romangenren.

Da han forlod skolen, var han fast besluttet på at formidle historierne igennem skuespillet. Så på trods af at hans forældre ønskede, at han skulle uddanne sig til læge, flyttede han til Stockholm for at uddanne sig som skuespiller ved Calle Flygare Teaterskola.

Det var også igennem skuespillet, at forfatteren fik tilføjet en fiktiv reference til et mellemnavn, der ikke eksisterer. Han tog det for at adskille Fredrik Olsson fra skuespilleren Fredrik Ohlsson, da de optrådte i samme opsætning af ”Torvet på Saltkråkan” i 1995.

Efterfølgende har han adskilt sig endnu mere fra skuespilleren ved at uddanne sig som instruktør ved IHTV (The Swedish School of Television). Han er i dag en etableret manuskriptforfatter i Sverige, hvor han har beskæftiget sig med flere forskellige genrer inden for både film og TV – fra bred komedie til thriller.

Selvom han stadig påstår, at han nok skal blive skuespiller en dag, så har skrivearbejdet efterhånden overtaget skuespillerkarrieren. Men han står dog stadig på scenen en gang i mellem, når han optræder som stand-up komiker.

Kædens sidste led

”'Nej, fordi hun var min datter. Jeg så det ikke komme. Jeg tydede ikke tegnene, selvom det var min opgave. For hvis ikke jeg gør det, hvem gør så? Hvis jeg har alle oplysninger foran mig til at kunne ændre på fremtiden, men ikke ser dem, hvem skal så ændre den?'”
”Kædens sidste led”, s. 470.

Fredrik T. Olsson gik fra manuskriptforfatter til romanforfatter med debutromanen ”Slutet på kedjan” fra 2014 ("Kædens sidste led", 2014).

Romanen skildrer et dommedagsscenarie i Europa, hvor den svært deprimerede svenske kryptolog William Sandberg bortføres af en tophemmelig organisation, der vil have ham til at finde frem til den kode, der kan redde verden fra udslettelse. Samtidig dukker den amerikanske sprogforsker Janine Haynes ikke op til en middag med sin kæreste i Amsterdam, og en hjemløs mand dør i Berlin og køres væk af en ambulance. Det hele viser sig at hænge sammen – Janine Haynes er blevet bortført af samme organisation, og den hjemløse mand er ligeledes involveret i sagen om det mystiske virus, der florerer i Europa. Gåden om hvilken trussel der er i sigte, afsløres lidt efter lidt for både læseren og de to forskere, William og Janine.

51263103

Parallelt med, at William og Janine forsøger skiftevis at flygte fra fangenskabet og tyde kileskriften og den indviklede talkode, har Williams ekskone, journalisten Christina Sandberg, og Janines kæreste, litteraturprofessoren Albert van Dijk, fundet hinanden gennem deres fælles sorg og frustration over de forsvundne. De forsøger, sammen med Christinas assistent Leo Björk også at løse en gåde – den om hvad der er sket med William og Janine.

Romanen rummer et dystopisk element, idet den tager udgangspunkt i et naturvidenskabeligt dommedagsscenarie, der er gået galt. Den viser, hvad der kunne ske, hvis vores fremtid kunne læses gennem vores dna. Samtidig sætter romanen spørgsmålstegn ved, hvor vidt den enorme interesse i verdens fremtid virkelig er så god for netop fremtiden og verdens overlevelse.

Det dramatiske plot fremhæves af formen og virker næsten filmisk. Oprindeligt var historien også skrevet som en film, men da Fredrik T. Olsson havde skrevet mere end 100 sider måtte, han indse, at det var for omfattende til film: ”Jeg havde ideen og tænkte den var alt for dyr at lave som en film. Så jeg tænkte at jeg ville prøve den som en bog.” (Joakim Magnå: Fredrik blev väkt av filmbolag mitt i natten. Expressen, 2014-09-29. Egen oversættelse). Derfor blev det en roman på over 500 sider i stedet, hvilket også gav ham friheden til de mange forskellige geografiske placeringer. Sidenhen er romanen solgt til Warner Brothers, der har intentioner om at filmatisere den.