bjarne reuter
Foto: Jan Buus

Bjarne Reuter (børn og unge)

redaktør Mathias F. Clasen. 2004.
Top image group
bjarne reuter
Foto: Jan Buus
Main image
Reuter, Bjarne
Foto: Carsten Lauridsen / POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter. Har skrevet romaner for alle aldersgrupper.
Bjarne Reuter debuterede som forfatter i 1975 med bogen Kidnapning samtidig med at han tog eksamen som lærer - han kedede sig under eksamenslæsningen! Bjarne Reuter er en utrolig produktiv forfatter som læses af helt op mod 5000 danskere hver dag. Reuter er kendt for sine mange dybt underholdende, kærlige, skøre og spændende bøger hvoraf mange er filmatiseret. Hvem husker bl.a. ikke ”Busters Verden” og ”Zappa”? Læs mere om disse og meget mere i dette spændende portræt af Bjarne Reuter.

 

47273552

Blå bog 

Født: Den 29. april 1950 i Brønshøj.

Uddannelse: Læreruddannelse fra Blågårds Seminarium, 1975.

Debut: Kidnapning, 1975. Roman. 

Litteraturpriser: Blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris, 1977. Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris. 1983. Københavns Amts Kulturpris, 1987. De Gyldne Laurbær, 1989. Bog & Idé-prisen, Danmarks Yndlingsforfatter, 1990. Egholtprisen, 1991. Peter Sabroe Prisen, 1993. Søren Gyldendal Prisen, 1997. Læserens Bogpris, 2005. BG Banks Litteraturpris, 2005.

Seneste udgivelse: Historien om Nissen. Gyldendal, 2019. (Julebøger). Illustreret af Ursula Seeberg.

Artikel type
boern

Baggrund

Bjarne Bertram Reuter er nok Danmarks mest populære forfatter – se også voksenportrættet af Bjarne Reuter - han er i hvert fald den mest læste. Siden debuten i 1975 med den morsomme Kidnapning, som er første bog i serien om Bertram og de andre, og som Reuter i øvrigt skrev på en uges tid mens han læste til eksamen, er det blevet til omkring 70 bøger for børn, unge og voksne.

Adskillige af Bjarne Reuters bøger er også filmatiseret, flere med stor kommerciel og kunstnerisk succes. Hvem kan fx glemme Bille Augusts ”Zappa” og ”Tro, håb & kærlighed” – hvem kan glemme Bjørn, Sten, Mulle og de andre? Og hvem kan glemme den mundharmonikaspillende tryllekunstner Buster fra ”Busters verden”?

00800295

Bjarne Reuter har sagt, at han først og fremmest skriver for sin egen skyld; fordi han har lyst. Men han har verden over rigtig mange læsere (Reuter er nemlig oversat til talrige sprog), som med glæde læser de gamle Reuter-bøger og med spænding afventer de nye.

De bærende elementer i Reuters fortællinger er det underholdende og det spændende, men dét at bøgerne læses med fornøjelse, betyder ikke at de ikke har ”dybere meninger” eller budskaber. Forfatteren formår nemlig at kombinere det vedkommende og betydningsfulde med det medrivende og sjove. Og ofte finder han inspiration i sit eget liv, især sin barndom i Brønshøj.

Bjarne Reuter er uddannet folkeskolelærer, men han arbejdede kun som lærer fra 1975 til 1980, hvor han kunne slå sig ned som fuldtidsforfatter, hvilket han har været lige siden. Egentlig havde han ingen drøm om at blive lærer, men da han havde taget sin realeksamen på Blågård Seminarium, kunne han lige så godt blive dér og læse til lærer – for, som han siger, ”På seminariet kom jeg ind ved en fejltagelse, men blev der grundet de glimrende kantineforhold.”

Bjarne Reuter har skrevet historier siden han var 9 år. Dengang stjal han kladdehæfter på skolen! Og faktisk skrev han så meget, at hans debutbog, ”Kidnapning”, måske i virkeligheden ikke er Reuters første, men hans fyrretyvende bog.

En populær forfatter

Professor i børnelitteratur Torben Weinreich, som har skrevet flere gode bøger om Bjarne Reuters forfatterskab, vurderede i 1996 (i bogen ”Reuters verden”), at der hver dag er 5000 danskere, som læser en bog af Bjarne Reuter! Der står mere end en kvart million Reuter-bøger på bibliotekerne (i 2004 var tallet ca. 305.000 bind), og der udlånes hvert år over en million Reuter-bøger. Det er altså ingen overdrivelse at sige, at Bjarne Reuter er en ekstremt populær forfatter.

Til de 5000 danske læsere kommer også mange udenlandske: Bjarne Reuters bøger er oversat til bl.a. hollandsk, norsk, svensk, spansk, tysk, engelsk, finsk, fransk, portugisisk og japansk.

Reuter har for sine bøger modtaget adskillige litterære priser og anerkendelser, bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris (for En dag i Hector Hansens liv ) og Det Danske Akademis Silas-pris (for forfatterskabet). Og efter en afstemning i 1990 kårede boghandlerkæden Bog & Idé Reuter som ”Danskernes Yndlingsforfatter”.

Der er skrevet adskillige bøger om Bjarne Reuter og hans forfatterskab, og især har tre kritikere udmærket sig som Reuter-eksperter: Torben Weinreich, Gunnar Jakobsen og Steffen Larsen. Og som sidstnævnte engang formulerede det: ”Bjarne Reuter har ikke skrevet én dårlig bog. Nogle er mere letbenede end andre. Bevares! Men er det ikke, fordi de er ment sådan – letbenede? Nogle er dejligt platte. Andre eftertænksomme. Nogle er pedantiske med den historiske korrekthed, stemningen, duftene; andre uhyggelige, irriterende, spændende. Men de er alle sammen lige til at filmatisere.”

Skæg & ballade ... og alvor

Bjarne Reuter debuterede som humorist. Det var midt i 70’erne, hvor de fleste bøger for børn og unge handlede om børn og unge som havde det umådeligt hårdt (på en realistisk måde). Det var dengang, at social- eller problemrealismen havde sin storhedstid, og mange så Reuters Kidnapning (1975), Rent guld i posen (1975), Ridder af skraldespanden (1976) og Tre engle og fem løver (1977) som forfriskende pust af humor i den ellers så humorforladte b&u-litteratur.

00990256

Men under overfladen – under de hysterisk morsomme situationer og det vanvittigt skægge sprog – lurede alvoren. For Bertram-bøgerne omhandlede udover komik og morskab også sociale problemer; Bertram og hans søskende – hovedpersonerne i de fire førnævnte bøger (de sidste to i serien, Abdulahs juveler og Den skæggede dame, udkom i hhv. 1981 og 1989) – havde det i virkeligheden også ret hårdt; Reuters forkærlighed for de ”små” i samfundet skinnede tydeligt igennem. Disse børn kom fra små kår og måtte ustandselig rode sig ud af vanskelige situationer, som ofte deres skøre onkel Georg havde fået dem ind i.

Som Bjarne Reuter sagde efter udgivelsen af ”Kidnapning”: ”Jeg håber, at det humoristiske ikke forhindrer læserne i at vende tilbage til det alvorlige i bogen. At humoren bliver en slags boomerang, der vender tilbage i synet og får læseren til at slippe bogen og stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, du sidder og griner af? For jeg fortæller om små mennesker på bunden af samfundstønden. Deres muligheder for at kravle op langs siderne er næsten lig nul.”

Og i et andet interview sagde forfatteren: ”Jeg ved godt, at nogle af mine bøger er rubriceret under ”sjove bøger”. Nu mener jeg egentlig ikke, at der er noget, der er sjovt, uden at det også er alvorligt. Det bliver efter min mening meget hurtigt plat, hvis ikke det også rummer en kerne af alvor.”

At Reuter er en mand med meninger er også kommet til udtryk i adskillige kritiske indlæg i dagspressen. Især i 80’erne var forfatteren aktiv som debattør, og en overgang havde han endda en fast spalte i en stor avis. Reuters valgsprog var nærmest: ”Ud med tv’et og ind med børnene!” Han skriver imidlertid ikke længere så mange af den slags kommentarer – som han sagde i et interview i 2001: ”Generelt er jeg holdt op med at spille klog, det kommer med alderen.”

I Brønshøj er han født

Mange af Bjarne Reuters bøger foregår i og omkring Brønshøj i København. Her er forfatteren født og opvokset. Fx udspiller de populære og uforglemmelige Buster-bøger sig i Brønshøj. Buster-bøgerne består af tre bind: Busters Verden (1979), Kys stjernerne (1980) og Hvor regnbuen ender (1982), og handler om drengen Buster Oregon Mortensen, en uheldig tryllekunstnerspire, som ustandselig roder sig ud i bøvlede situationer. Busters gå-på-mod er imidlertid lige så stort som hans hjerte, og så længe håbet og drømmen holdes i live, skal man nok klare skærene, synes bøgerne at sige. Buster er nemlig ganske ukuelig, trods det at skæbnen ikke altid giver ham de bedste kort at spille med.

22055569

Også Bjørn-bøgerne udspiller sig i Brønshøj. De består af: Zappa (1977), Når snerlen blomstrer (1983) og Vi der valgte Mælkevejen (1989). ”Zappa” foregår – nogenlunde ligesom Buster-bøgerne – i 1961, og den handler om de fire ca. 14-årige drenge Bjørn, Sten, Uffe og Mulle, og især de øvrige drenges opgør med den farlige Sten.

”Når snerlen blomstrer” foregår i 1963-64 og handler bl.a. om Bjørns kærlighed, og i ”Vi der valgte Mælkevejen”, som foregår 1966-1970, er Bjørn så småt ved at blive rigtig voksen.

Endnu en Brønshøj-roman er Månen over Bella Bio (1988), som mange nok kan blive enige om er Reuters mest bevægende historie, og som handler om en drengs opvækst i Brønshøj i slutningen af 50’erne.

Som det fremgår, foregår mange af Reuters bøger i den nære fortid – i Reuters egen fortid, så at sige. Og de foregår altså også ofte i hans eget miljø. Disse bøger er meget personlige; de er Reuters kunstneriske selvbiografi. Og man mærker Reuters længsel efter 50’ernes og 60’ernes måske mere frie barndom, en længsel efter barndommens uskyld, efter noget mere ægte; en længsel efter drømme og hverdagens eventyr.

Eventyr og gys

Selvom mange af Bjarne Reuters bøger er meget realistiske og indeholder et væld af historiske detaljer (fx Bjørn-bøgerne og 2. Verdenskrigs-romanen Drengene fra Sankt Petri (1991), som bygger på en sand historie), kan man også i forfatterskabet finde urealistiske eventyr- og fantasy-historier. Og midt imellem kan man finde eventyret i hverdagen; fortællinger som Buster-bøgerne, om hvilke forfatteren har sagt: ”Jeg har forsøgt i de tre bøger om Buster også at dokumentere, at eventyret ikke nødvendigvis hænger ude i galakserne, eller at man skal tilbage til år 5000 før Kristi fødsel for at finde det. Eventyret er til her og nu. Altså jeg forsøgte at lave en blandingsform af den socialrealistiske bog og eventyret ved at sige, at eventyret er til lige nu. I det liv vi kender.”

29000042

Men blandt Reuters bøger finder man altså også det rendyrkede eventyr; bl.a. har forfatteren genfortalt gamle eventyr, fx Rottefængeren fra Hameln (1976) og Drengen der ikke kunne blive bange (1978). Men det er også blevet til ”selvopfundne” eventyr, fx fantasy-romanen Slusernes kejser , som oprindelig udkom som voksenbog i 1978, men blev genudgivet som let modificeret børnebog i to bind i ’84.

Slusernes kejser handler om en lille gruppe mennesker og deres kamp for overlevelse efter en altødelæggende krig. Og Shamran, et storslået fantasy-værk fra 1985, handler om den dødssyge dreng Philip, som hentes til en anden verden, hvor han skal kæmpe mod den onde fyrste Han. ”Shamran”, som det tog forfatteren 5-6 år at skrive, er nok en af Reuters bedste bøger.

Gys har Bjarne Reuter også skrevet, mest udpræget i 7.a (1992), som beskriver 7.a’s særdeles mystiske og uhyggelige lejrtur – og ”7.a” er bestemt ikke for sarte sjæle! Det Stephen King-agtige gys finder man også i Under kometens hale (1999), som dog ikke er nær så uhyggelig som ”7.a”.

Et mangfoldigt forfatterskab – også for voksne

Se voksenportrættet af Bjarne Reuter.

Bjarne Reuter har skrevet mange og meget forskellige bøger, men fælles er at man sagtens og med fornøjelse kan læse dem uden at analysere og fortolke historierne. Dog, som Torben Weinreich har sagt det: ”Reuters værker tvinger ikke læseren til fordybelse, men de vinder ved det.”

Torben Weinreich har også skrevet om Reuters ”genremæssige mangfoldighed” og ”tematiske monomani”. Hermed mener han, at selvom Bjarne Reuter har skrevet vidt forskellige bøger i diverse genrer, er der visse temaer, som løber igennem forfatterskabet som en rød tråd. Det er temaer som udvikling og barndom, drømme og håb, eksistentialisme og samfundskritik.

Selvom Bjarne Reuter nok er bedst kendt som børne- og ungdomsforfatter, har han også skrevet en del bøger for voksne, bl.a. krimier og thrillere som fx den spændende Langebro med løbende figurer (1995). Men forfatteren bryder sig ikke om at man så skarpt skelner mellem børnebøger og voksenbøger – som han flere gange har sagt, så mener han at en god børnebog er ”en bog, som også kan læses af børn.” Han går ind for at børn og voksne læser de samme bøger, så de kan få nogle fælles oplevelser. Og der er bestemt også meget at hente for den voksne læser i Reuters b&u-bøger!

For det er jo ikke gakket spas alt sammen. Bjarne Reuter har nemlig altid noget på hjerte, og dét er utvivlsomt medvirkende til forfatterskabets utrolige popularitet: at han så dygtigt formår at fortælle gode, spændende historier – med indhold.

Bibliografi

Børne- og ungdomsbøger

Reuter, Bjarne:
En dag i Hector Hansens liv. Branner og Korch, 1976.
Reuter, Bjarne:
Rottefængeren fra Hameln. Branner og Korch, 1976. Illustreret af Verner Münch.
Reuter, Bjarne:
Eventyret om den tapre Hugo. Branner og Korch, 1977.
Reuter, Bjarne:
Skønheden og uhyret. Branner og Korch, 1977.
Reuter, Bjarne:
Det skøre land. Branner og Korch, 1977.
Reuter, Bjarne:
Den største nar i verden. Branner og Korch, 1977.
Reuter, Bjarne:
De seks tjenere. Branner og Korch, 1978. Illustreret af Klaus Albrechtsen.
Reuter, Bjarne:
Den utilfredse prins. Branner og Korch, 1978. Illustreret af Klaus Albrechtsen.
Reuter, Bjarne:
Drengen der ikke kunne blive bange. Branner og Korch, 1978. Illustreret af Klaus Albrechtsen.
Reuter, Bjarne:
Slusernes kejser. Branner og Korch, 1978. 2. reviderede udgave illustreret af Ib Spang Olsen. Gyldendal, 1984.
Reuter, Bjarne
Børnenes julekalender. 1979. Også som ”Brødrene Mortensens jul”.
Reuter, Bjarne
Den dag Osvald blev usynlig. 1979. Illustreret af Klaus Albrechtsen.
Reuter, Bjarne
Rejsen til morgenrødens land. 1979.
Reuter, Bjarne
Støvet på en sommerfugls vinge. 1979.
Reuter, Bjarne
Kolumbine & Harlekin. 1980. Drama for 2 hånddukker i 2 akter.
Reuter, Bjarne
Suzanne & Leonard. 1980.
Reuter, Bjarne
Knud, Otto og Carmen Rosita. 1981.
Reuter, Bjarne
Skibene i skovene. 1981.
Reuter, Bjarne
Det forkerte barn. 1982. Noveller.
Reuter, Bjarne
Østen for solen og vesten for månen. 1982. Illustreret af Klaus Albrechtsen; 2. udg. illustreret af Svend Otto S.
Reuter, Bjarne
Malte-Pøs i Den store Vide Verden. 1984. Illustreret af Jan Mogensen.
Reuter, Bjarne
Tre skuespil. 1984. Skuespil: ”En dag i Hector Hansens liv”, ”Busters Verden”, ”Kom der lys i neonrøret, gutter?”.
Reuter, Bjarne
Bundhu. 1985.
Reuter, Bjarne
Da solen skulle sælges. 1985. Illustreret af Svend Otto S.
Reuter, Bjarne
Shamran - den som kommer. 1985. Også i 2 bind som ”Tronns sorte engel” og ”Den dansende bjørn”.
Reuter, Bjarne
Filmbogen om Zappa. 1985. Med Bille August.
Reuter, Bjarne
De andre historier. 1986. Noveller og artikler.
Reuter, Bjarne
Natten i Safarihulen. 1986. Med Thøger Birkeland.
Reuter, Bjarne
Den dobbelte mand. 1987.
Reuter, Bjarne
Drømmenes bro. 1987. Illustreret af Elisabeth Nyman.
Reuter, Bjarne
Os to Oskar ... for evigt. 1987.
Reuter, Bjarne
Månen over Bella Bio. 1988.
Reuter, Bjarne
Peter Pan. 1989. 2. udg. illustreret af Klaus Albrechtsen, 3. udg. illustreret af Johannes Bojesen.
Reuter, Bjarne
3 til Bermudos. 1990.
Reuter, Bjarne
Mig og Albinoni. 1990.
Reuter, Bjarne
Drengene fra Sankt Petri. 1991.
Reuter, Bjarne
Lola. 1991.
Reuter, Bjarne
7.a. 1992.
Reuter, Bjarne
Den korsikanske biskop. 1993.
Reuter, Bjarne
Johnny and the Hurrycanes. 1993.
Reuter, Bjarne
Anna Havanna. 1994. Med Anette Reuter.
Reuter, Bjarne
Fakiren fra Bilbao. 1997.
Reuter, Bjarne
En som Hodder. 1998.
Reuter, Bjarne
Fie skrev til Feo. 1998. Med Anette Reuter, illustreret af Lillian Brøgger.
Reuter, Bjarne
Mikado. 1998.
Reuter, Bjarne
Under kometens hale. 1999.
Reuter, Bjarne
Willys fars bil. 1999. 1999. Illustreret af Palle Bregnhøi.
Reuter, Bjarne
Prins Faisals ring. 2000. Illustreret af Anette Reuter.
Reuter, Bjarne
Det forkerte barn. 2004. Illustreret af Jarl Egeberg.
Reuter, Bjarne
Skyggernes hus. 2007.
Reuter, Bjarne
[Fem]. 2008. Gys.
Reuter, Bjarne
Karl og julestjernen. Gyldendal, 2015. Illustrator: Lilian Brøgger.
Reuter, Bjarne
Elise og den brugte hund. Gyldendal, 2016.
Reuter, Bjarne: En nat i Betlehem. Bibelselskabet, 2017. (22.6).
Reuter, Bjarne: Noa. Bibelselskabet, 2018. (22.2).
Reuter, Bjarne: Historien om Nissen. Gyldendal, 2019. (Julebøger). Illustreret af Ursula Seeberg.

Bertram-bøgerne

Reuter, Bjarne
Kidnapning. 1975.
Reuter, Bjarne
Rent guld i posen. 1975.
Reuter, Bjarne
Ridder af skraldespanden. 1976.
Reuter, Bjarne
Tre engle og fem løver. 1977.
Reuter, Bjarne
Abdulahs juveler. 1981.
Reuter, Bjarne
Den skæggede dame. 1989.

Bjørn-bøgerne

Reuter, Bjarne
Zappa. 1977.
Reuter, Bjarne
Når snerlen blomstrer. 1983.
Reuter, Bjarne
Vi der valgte Mælkevejen. 1989.

Buster-bøgerne:

Reuter, Bjarne
Busters Verden. 1979.
Reuter, Bjarne
Kys stjernerne. 1980.
Reuter, Bjarne
Hvor regnbuen ender. 1982.

Casanova-bøgerne

Reuter, Bjarne
Casanova. 1983.
Reuter, Bjarne
Tropicana. 1984.
Reuter, Bjarne
Vendetta. 1987.

Kaptajn Bimse-bøgerne (illustreret af Anette Reuter)

Reuter, Bjarne
Kaptajn Bimse og Goggeletten. 1992.
Reuter, Bjarne
Kaptajn Bimse og Kong Kylie. 1998.
Reuter, Bjarne
Kaptajn Bimse i Saltimbocca. 2002.
Reuter, Bjarne
Kaptajn Bimses jul. 2003.
Reuter, Bjarne
Kaptajn Bimse i Ottomanien. 2006. 5. del

Aja Dobbo-bøgerne (med Charlotte Reuter)

Reuter, Bjarne
Aja Dobbo. 1988. (2. udg. illustreret af Dorte Karrebæk).
Reuter, Bjarne
Aja Dobbo og Aliman. 1988.
Reuter, Bjarne
Aja Dobbo & Tempelkatten. 1989.
Reuter, Bjarne
Aja Dobbo og hans familie. 1990.
Reuter, Bjarne
Aja Dobbo i Vinterpaladset. 1991.
Reuter, Bjarne
Aja Dobbo i asfaltjunglen. 2005.

Voksenbøger af Bjarne Reuter

Reuter, Bjarne
En tro kopi. 1986.
Reuter, Bjarne
Den cubanske kabale. 1988.
Reuter, Bjarne
En rem af huden. 1992.
Reuter, Bjarne
Langebro med løbende figurer. 1995.
Reuter, Bjarne
Mordet på Leon Culman 1999.
Reuter, Bjarne
Barolo Kvartetten. 2002.
Reuter, Bjarne
Løgnhalsen fra Umbrien. 2004.
Reuter, Bjarne:
Halvvejen til Rafael: noveller. 2006.
Reuter, Bjarne:
Bogen : Bibelen genfortalt. Bibelselskabet, 2012. (22.09),

Filmatiseringer

Kidnapning. 1982. Instr.: Sven Methling.
Tre engle og fem løver. 1982. Instr.: Sven Methling.
Zappa. 1983. Instr.: Bille August.
Busters verden. 1984. Tv-serie & spillefilm Instr.: Bille August.
Suzanne & Leonard. 1984. Instr.: John Hilbard.
Tro, håb og kærlighed. 1984. Filmatisering af ”Når snerlen blomstrer”. Instr.: Bille August.
Casanova. 1990. Instr.: Morten Lorenzen.
Drengene fra Sankt Petri. 1991. Instr.: Søren Kragh-Jakobsen.
Den korsikanske biskop. 1993. Tv-serie. Instr.: Søren Kragh-Jakobsen.
Skuggornas hus. 1996. Svensk miniserie baseret på ”7.A”. Instr.: Mikael Håfström.
Brødrene Mortensens jul. 1999. Instr.: Hans Kristensen.
Bertram & Co. 2002. Filmatisering af ”Abdulahs juveler”. Instr.: Hans Kristensen.
En som Hodder. 2003. Instr.: Henrik Ruben Genz.
Fakiren fra Bilbao. 2004. Instr.: Peter Flinth.

Udvalgte bøger/kapitler om Bjarne Reuter

Wolstrup, Mogens:
Arbejdsbogen til Når snerlen blomstrer 1-2. 1983.
Kofod-Olsen, Ulla:
Nu skal jeg fortælle dig en historie. 1986. I Kofod-Olsen, Ulla: Drøm, digt og virkelighed (s. 62-75).
Ramussen, Bent:
Bjarne Reuter. 1986. I Rasmussen, Bent: 53 danske børnebogsforfattere (s. 237-244).
Buus-Hansen, Palle:
Kender du Bjarne Reuter? 1989.
Weinreich, Torben:
Turen går til Brønshøj – en guide over Bjarne Reuters bøger: Zappa, Når snerlen blomstrer, Vi der valgte Mælkevejen, Månen over Bella Bio. 1990.
Weinreich, Torben:
Fra Reuters verden. 1992.
Weinreich, Torben:
Arbejdshæfte til Drengene fra Sankt Petri. 1994.
Koldste, Kirsten:
Bjarne Reuter. 1995.
Larsen, Steffen:
Bjarne Reuter. 1995. I Larsen, Steffen: Vilde veje – om 21 danske forfattere der skriver for unge (s. 165-190).
Jakobsen, Gunnar:
Bjarne Reuter. 1996.
Weinreich, Torben:
Reuters verden. 1996.
Rodenkam Rasmussen, Benedikte:
Halvvejs til havet – en læsning af Bjarne Reuters Bjørn-trilogi. 1999.
Weinreich, Torben (idé):
Månen over Brønshøj – 25 år med Bjarne Reuter. 2000.
Weinreich, Torben:
Arbejdsbog til Zappa. 2001.

Udvalgte artikler, portrætter, interviews, analyser m.m.

Vissing, Hanne:
To fremragende bøger af Bjarne Reuter. 1979. I: Børn & Bøger, nr. 8, 1979, s. 401-403.
Jakobsen, Gunnar:
Et mangfoldigt forfatterskab – analyser i Bjarne Reuters produktion. 1981. I: Børn & Bøger, nr. 3, 1981, s. 101-110.
Iversen, Ebbe:
På børnenes parti. 1982. I: Pråsen, nr. 27, 1982, s. 18-23.
Fogtmann, Marianne:
Jeg elsker at fortælle en god historie. 1983. I: Frederiksborg Amts avis, 13/3-1983.
Jakobsen, Gunnar:
Bjarne Reuter stadig i front. 1983. I: Børn & Bøger, nr. 8, 1983, s. 30-33.
Schade, Virtus:
Marco Polo fra Brønshøj. 1983. I: Berlingske Tidende, 22/5-1983.
Poulsen, Anders Mose:
Busters far. 1984. I: Fyens Stiftstidende, 15/10-1984.
Larsen, Steffen:
Bjarne Reuter – Lige nu! 1986. Interview/portræt i 2 dele. I: Børn & Bøger, nr. 3, 1986, s. 33-38, og nr. 4, 1986, s. 36-42.
Nielsen, Lars Birger:
Bjarne Reuter er blevet voksen. 1988. I: Jydske Tidende – Dannevirke-Hejmdal, 21/2-1988.
Poulsen, Anna:
Irrationelle kræfter og skæbnebestemt liv. 1992. I: Plys, nr. 6, 1992, s. 52-55.
Flyvbjerg, Kim:
Reuters rejse. 2000. I: Ud & Se, oktober, 2000, s. 18-22, 24, 26, 28.
Haagensen, Kirsten:
I affald til halsen – Et essay om børnebogens lyksaligheder. 2000. I: Plys, nr. 14, 2000, s. 97-105.
Sørrig, Kirsten:
Født som fabeldyr. 2001. I: Berlingske Tidende, 14/10-2001.
Boas, Kirsten:
Livet er dybt overraskende. 2002. I: Kristeligt dagblad, 26/3-2002.
Nørgård, Susan:
Prins Faisals ring. 2002. I: Dansk, nr. 4, 2002, s. 18-22.
Andersen, Carsten:
Løgnhalsen. 2004. I: Politiken, 20/5-2004.
Olander, Torben:
En som Bjarne. 2004. I: Berlingske Tidende, 9/5-2004.
Monggaard, Christian:
Jeg rækker ud efter det uopnåelige. 2006. I: Information. - 2006-04-29. - S. 24-25.

Om forfatteren

Links

Priser, links, omtale i bøger
Artikel om forfatteren.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Bjarne Reuter