Busters verden

Citat
”Han smiler til regnelæreren, da han går forbi ham. – Hvordan skal det dog gå med dig, Buster Mortensen, sukker Martinsen og ser på sit ur. – Jeg skal nok klare mig, smiler Buster, - kloakjodlere er nemlig udødelige.”
”Busters verden 1-3”, s. 129.

I 1979 udgav Bjarne Reuter ”Busters verden”, den første af tre romaner om drengen Buster. I 1980 udkom ”Kys stjernerne” og i 1982 udkom ”Hvor regnbuen ender”
Buster Oregon Mortensen bor sammen med sin lillesøster Ingeborg, sin far og sin mor på Håbets Allé i Brønshøj. Familien har ikke særlig mange penge, særligt fordi Busters far har det med at drikke de penge op, som moren tjener. 

Buster har lært at trylle af sin far, og det er på mange måder trylleriet, der hjælper Buster med at håndtere de nederlag, som han møder i livet. Og dem er der en hel del af. Buster er en enspænder, og han har det svært i skolen både fagligt og socialt. Lærerne er bekymrede for, hvad der skal blive af ham, og hans klassekammerater mobber ham med hans slidte tøj og hans manglende evne til at passe ind i fællesskabet. 

Buster står af og til og snuser til syrenduften på Bækkeskovvej og får en dag øje på pigen Joanna, som han bliver forelsket i. De kommer fra to forskellige verdner, Buster fra fattige kår og Joanna fra et overklassehjem. Buster går til sin forelskelse, som til alt andet, med en ukuelig optimisme. Og til en fest i præstegårdshaven får han endelig mulighed for at invitere Joanna på kakao og flødeskumskage. Men lykken varer kort, for Joanna er væk inden Buster når at få talt ordentligt med hende.

Tematisk kredser ”Busters verden” om ikke at passe ind og om at finde sin egen plads i verden. Buster er en skæv eksistens, en drømmer og en tryllekunstner. Han passer ikke ind i de kasser, som samfundet har sat op. Det betyder også, at han sjældent mødes med positive forventninger. Buster er et barn, der burde have al mulig grund til at være trist, men det er han sjældent. Buster har nemlig en evne til at fortrylle sit eget liv og vende nederlag til noget positivt. Som da hans lærer i frustration siger, at Buster ikke kan blive til noget. Ikke engang gadefejer. Først bliver Buster nedslået, men siden trøster han sig med, at han da i det mindste ikke skal være gadefejer.