Zombie jæger-serien

Citat
”De zombier, der ikke har været heldige nok til at få fat i en knogle, går rundt og slikker gulvet rent for blod med deres sorte tunger. En af dem står med kraniet. Den stikker sin lange tunge ind gennem en af øjenhulerne som en myresluger på jagt efter mad.”
”Friske lig” (Zombie jæger nr. 3), s. 28-29.

Nicole Boyle Rødtnes’ serie om zombie-jæger består af otte bind: ”Sort blod” (2013), ”Knuste kranier” (2013), ”Friske lig” (2014), ”Kæmpens kød” (2014), ”Campens fald” (2015), ”Døde venner” (2015), ”Kemikerens løgne” (2015) og ”Verdens ende”. Alle bind er illustreret af Bodil Bang Heinemeier.

I en ikke så fjern fremtid sker noget forfærdeligt. Da et krydstogtskib synker, tror man først, at besætningen og passagerne er omkommet. Det er de på en måde også, for et par dage senere stiger de op af havet som frådende, hjernehungrende zombier.

Zombierne trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig. De angriber alt levende og forvandler de mennesker, de bider, til zombier. Snart fordrives menneskene til særligt sikrede områder, de såkaldte camps. Herfra forsøger de overlevende at bekæmpe zombieplagen og finde en kur mod zombiesmitten.

Tvillingerne Alo og Ava er 13 år gamle, og de har boet tre år i et nedlagt tivoli, der fungerer som camp. De har mistet begge deres forældre til zombierne og prøver på hver deres måde at bekæmpe monstrene. Alo er en del af campens jægergruppe, der patruljerer i nærområdet, slår zombier ihjel og forsøger at skaffe friske forsyninger til campen, mens Ava arbejder sammen med forskeren Laila på at finde en vaccine eller modgift mod zombiesmitten.

Da Ava og Alo begiver sig ud på en farlig og forbudt mission for at få fat i en prøve fra en af de første inficerede zombiehjerner, går det galt. Ava bliver bidt. Hun skjuler smitten for Alo og de andre i campen. Det er et forræderi, der ikke kan tilgives og Ava må flygte.

50955966

På flugt opdager Ava, at nogen fodrer zombierne med friske lig og at zombiesmitten ikke er en tilfældighed, men en menneskeskabt katastrofe. Et kapløb mod tiden, zombierne og ikke mindst smittens opfindere sættes ind.

Bøgerne om zombie-jæger er en såkaldt dystopi. En dystopi er en fortælling, der udspiller sig i et dystert og forfærdeligt samfund, hvor den orden vi kender er forvrænget eller i værste fald brudt sammen. Ofte er der et tydeligt ”før” og ”efter”, i dette tilfælde før og efter skibet med zombiesmitten sank. Hovedpersonerne forsøger at genoprette den orden, de kendte fra før, det forfærdelige skete.  

Serien om Zombie-jæger er letlæsningsbøger inden for gyser- og spændingsgenren. Kapitlerne er korte, og teksten er ledsaget af illustrationer. Historien fortælles skiftevis af Alo og Ava, hvilket medvirker til at opbygge spændingen. Når et kapitel slutter med en såkaldt cliff hanger, altså et spændingsmæssigt højdepunkt, må læseren vente et helt kapitel med at få udløst spændingen. Dette er med til at drive læsningen frem. Som læser vil man have mere.