Baggrund

Citat
”Når verden er så stor, kan vi umuligt have kontrol over den. Så vi er med andre ord ikke så store, som vi går og bilder os ind. Vi er små. Ubegribeligt små. Underligt nok er der noget i den tanke, der får mig til at føle mig næsten … fri.”
”Fornyeren”, s. 166.

Veronica Roth er født i 1988 i Illinois. Hun er opvokset i en forstad til Chicago, hvor hendes trilogi ”Divergent” også finder sted. Hun tog en uddannelse i creative writing på Northwestern University i Illinois, men i stedet for at lave sine lektier skrev hun den første bog i Divergent-serien.

Hun havde egentlig tænkt sig at tage en master i teologi, men da bogen fik stor succes, droppede hun den idé. Det teologisk aspekt er dog at spore i trilogien, og hun lægger ikke skjul på sin kristne tro, samtidig med at hun er meget bevidst om ikke at moralisere i sine romaner: ”Jeg tror det, der smitter af på det jeg skriver, mest er en bevidsthed om, at religiøse spørgsmål er essentielle for vores udvikling. Selvom du stiller dig selv de spørgsmål og kommer til den slutning, at du ikke er troende, så er de spørgsmål stadig vigtige.” (Cotton Codinha: The new Roth. Elle, 2013-08-20. Egen oversættelse).

Roth har udtalt om sin hovedperson Tris Prior, at hun er antitesen til hende selv, men at arbejdet med romanerne netop af den grund har haft en form for terapeutisk virkning for hende. Roth har måttet kæmpe med angst i sine egne ungdomsår, og hun sammenligner sin kamp mod sygdommen med den kamp, Tris må kæmpe: ”Tris vokser op i et undertrykkende miljø og vælger en modig udvej. Jeg tror, angst skaber undertrykkelse i ens indre. Den gør dig ude af stand til at gøre de ting, du gerne vil. At følge hende gennem disse modige beslutninger var en stor hjælp for mig”. (James Kidd: 'I don't want smut on the page': Divergent author Veronica Roth on sex and teen fiction. Independent, 2014-01-05. Egen oversættelse).

I det hele taget er det psykologiske af stor interesse for Roth i hendes arbejde. Selvom hendes sci-fi-univers peger i en samfundskritisk retning i kraft af emner som magtmisbrug, genmanipulation og vold og våben, hævder hun selv, at hendes interesse særligt er rettet mod den individuelle psykologi. Hun er i hvert fald meget beskeden omkring sine romaners samfundsmæssige perspektiver: ”Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig vis eller gammel nok til at pege fingre af samfundet. Jeg har bestemt tænkt over, hvad det er for et land jeg lever i, men jeg var mere interesseret i det personlige". (James Kidd: 'I don't want smut on the page': Divergent author Veronica Roth on sex and teen fiction. Independent, 2014-01-05. Egen oversættelse).