Johan Theorin

Forfatteren Johan Theorin er født i Gøteborg og har siden barndommen tilbragt alle sine somre på Øland, hvor hans mor er fra. Han kender derfor øen ganske godt, så det var naturligt, at netop det geografiske sted er blevet omdrejningspunkt for hans romanserie. Ølandskvartetten, hvis fjerde og afsluttende bind ”Rörgast” udkom på dansk i 2014 med titlen ”Gravgæst”, er udkommet i mere end 20 lande, og første bind ”Skumringstimen” er blevet filmatiseret og biografaktuel i efteråret 2013.

På Øland var skumringstimen traditionelt det tidspunkt på dagen, hvor der blev fortalt historier og gerne de uhyggelige af slagsen. Interessen for gys har Theorin haft siden han var lille, og allerede som 5-årig fortalte han lange og vilde spøgelseshistorier for sin mor, som skrev dem ned og gemte. Som 21-årig fik han antaget sin første novelle på et stort svensk forlag, og han har efterfølgende fået udgivet en del noveller, uddannet sig til journalist – og endelig i 2007 debuterede han som romanforfatter.

Ideen til ”Skumringstimen” fik Theorin efter at have hørt en sandfærdig historie om en morder, der forsøgte at undslippe sin straf ved at flygte udenlands og foregive sin egen død. Det blev til fortællingen om den aldrende sømand Gerlof, der forsøger at opklare sit barnebarns forsvinden. Gerlof forbliver den marginale hovedperson i samtlige bøger i kvartetten, der fortsættes af ”Natstorm”, ”Blodlag” og afsluttes med ”Gravgæst”. Der er tale om selvstændige romaner, der alle har Ølands barske natur og gamle Gerlof som fælles omdrejningspunkt.

Theorin gør ikke brug af traditionelle suspensesøgende effekter, men blander gys med hverdagsrealisme og psykologisk drama. Sidstnævnte er især til stede i den psykologiske thriller ”Sankt Psyko”, som primært udspiller sig i gangene på en retspsykiatrisk institution, hvor pædagogen Jan Hauger med skjulte hensigter søger arbejde. I denne bog udspiller spændingen sig i høj grad på det indre plan – i et plaget menneskesinds mørke afkroge. 

I Johan Theorins første roman ”Skumtimmen” fra 2007 (”Skumringstimen”, 2008) bliver læseren fra første side introduceret til det ølandske landskab. Det er sensommer og gråt af tåge, og den lille Jens er alene ude på heden, hvor han møder en mand ved navn Nils Kant. Mere får læseren ikke at vide i første omgang.

Prologen er dateret til 1972, og herefter springer fortællingen til 1990’erne, hvor Julia i Gøteborg får en opringning fra sin gamle far Gerlof, der fortæller, at man har fundet hendes forsvundne søn Jens’ ene sandal. Herefter tager Julia til Stenvik på Øland, sygemeldt og halvalkoholisk efter mange års sorg. Blot et par dage vil hun blive på øen, men ender med at blive der længere, alt imens hendes far forsøger at opklare, hvem der kender til sønnens forsvinden 20 år forinden.

27210406

Bogens hovedpersoner er Gerlof og Julia, men manden ved navn Nils Kant spiller en væsentlig rolle. Fra begyndelsen af fortællingen køres han i stilling som Jens’ morder. Nils Kant er kendt på Øland som en voldelig fyr, der engang i 1930’erne lod sin bror drukne med vilje. I jævnlige spring i tid og geografi bliver Kants historie fortalt – fra han slår en tysker ihjel under Anden Verdenskrig til han til sidst er så upopulær på hjemegnen, at han flygter til Sydamerika – for mange år senere at blive smuglet tilbage under ny identitet.

Gerlof tror længe, at det er Nils Kant, der gjorde noget ved barnebarnet, og læseren ved jo fra prologen, at de mødtes. Men forklaringen er en anden. Læseren bliver langsomt klogere, i takt med at Gerlof og Julia opsøger aldrende øboere med hemmeligheder. Sandheden er, at Jens døde ved et uheld – under et opgør om bl.a. naziguld og griskhed.

Stemningen i ”Skumringstimen” er urolig, og læseren følger samme tempo som den nysgerrige, langsomtgående Gerlof. Der er enkelte episoder, hvor fantasi og virkelighed væves sammen, hvilket er et af Theorins særkender som forfatter. Linda er indledningsvis så plaget af sorg, at hun fører samtaler med sit forsvundne barn og ser syner, som læseren kommer i tvivl om er sande eller ej. Heldigvis får hun en form for fred til sidst i romanen, når de finder ud af, hvordan Jens døde den dag i 1972.