nikoline werdelin
Foto: Stine Heilmann

Nikoline Werdelin

journalist og cand.mag. Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2009.
Top image group
nikoline werdelin
Foto: Stine Heilmann
Main image
Werdelin, Nikoline
Foto: nikolinewerdelin.dk

Nikoline Werdelin var både kendt og elsket for sine tegneseriestriber (primært ”Café” og ”Homo Metropolis” i Politiken), før hun blev kendt for sin dramatik. Med lige dele satire, ironi og komik opstiller Werdelin i sine striber et helt persongalleri, som læseren følger afsnit for afsnit. Som tegneserieforfatter er hun blevet rost for sine samtidsportrætter, der skarpt beskriver og rammende karikerer moderne mennesker og tendenser i tiden. Læseren griner af og med Werdelins karakterer, der svinger fra mani til tristesse, fra fællesskab til ensomhed: Man griner af typerne, fordi man kender dem så godt.

Om Werdelins dramatik gør samme greb sig gældende: Som publikum sidder man trygt i teatersædet og griner ad komedien, indtil man finder ud af, at det er en selv, man ser på scenen. De skarpe fremstillinger af moderne mennesker spiller på publikums stereotype forestillinger om ’de andre’. Gennem Werdelins humoristiske skildring ler man sig fra sin sikre, bedrevidende afstand tættere og tættere på karaktererne, indtil man kommer til at holde af dem. Og holde med dem: ”Jo, jo, haha, det kender man da godt fra sig selv …” Når Werdelin siden hen foretager et elegant overraskelsesangreb og lader lykken vende, rammer tragikken derfor ikke blot de dramatiske figurer. Det er med livet som med teatret – ej blot til lyst.

48628702

Blå bog

Født: 15. september, 1960, København.

Uddannelse: Studerede ved Skolen for Brugskunst i årene 1981-84 på linjen for tegning og grafik.

Debut som dramatiker: Musicalen ”Under de gule måner”, Bellevue Teatret 1987.

Litteraturpriser: Publicistprisen, 1997. Modersmål-Prisen, 2007.

Seneste udgivelse: Hvordan man redder en lemming. Gyldendal, 2020. Roman.

Artikel type
voksenillustratorer

Baggrund

”HELENE: I sin tid … jeg vidste bare, jeg skulle have Peter. Inden jeg overhovedet fik ham! Og inden jeg havde Peter, havde jeg jo Christian, og inden Christian boede jeg hjemme. Det kom bare helt af sig selv.”

”Liebhaverne” s. 15.

Nikoline Werdelin er født i København og voksede op i Charlottenlund med en far, der var læge, og en mor, der var akademiker. Selv gik Werdelin sine egne veje og uddannede sig på Skolen for Brugskunst fra 1981-84 på linjen for tegning og grafik.

I 1984 vandt hun en tegneseriekonkurrence i Politiken med sin stribe ”Café”, som blev startskuddet på en karriere som tegner. Som titlen antyder foregik striben på en cafe, hvor Werdelin skildrede de tidstypiske bymenneskers gøren og laden. Siden fulgte serier som ”Homo Metropolis”, ”Laura og Nugga” og ”Her på bjerget”.

De fleste havde derfor stiftet bekendtskab med Werdelins tegneseriestriber lang tid før, hun slog igennem som dramatiker.

Allerede med tegneseriestriberne ”Café” (Politiken, 1984) og ”Homo Metropolis” (Politiken, 1994) demonstrerede Nikoline Werdelin sit gudbenådede talent for både at iagttage og gengive nutidens mennesker i forenklede men præcise karikaturer. Som dramatiker har hun taget den skarpe og ofte tragikomiske stil fra sine striber og sat den op på teaterscenen, der som ramme har det fællestræk med tegneseriestriben, at den skal kunne ramme og rumme en dramatisk situation, som skal formidles visuelt og direkte.

Werdelin fik sit store teatergennembrud med stykket ”Liebhaverne” på Husets Teater i 1997. Det blev begyndelsen på et markant scenisk forfatterskab, der har ført Werdelin rundt på københavnske scener som førnævnte Husets Teater, det tidligere Aveny T, Grønnegårdsteatret og Det Kongelige Teater.

I 1997 modtog Nikoline Werdelin Publicistprisen og i 2007 Modersmål-Prisen for sit arbejde som tegneserieforfatter og som dramatiker. I forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Modersmål-Selskabets formand, Bent Pedersbæk Hansen: ”Nikoline Werdelin spænder over hele registret fra det rørende poetiske over det ubehjælpsomme til de fæleste skældsord. Satiren kan være besk, men over det alt sammen hviler forfatterens forsonende humor. Læseren griner ikke af personerne, men ler eller smiler med dem og forstår derved både dem og sig selv bedre.”

Når tegneserieforfatteren Werdelin folder sig ud som dramatiker, folder hun også sproget ud fra talebobler til replikker, der både rammer og indrammer en historie. I en anmeldelse af ”Martas Tema” skriver Dagbladet Informations anmelder, Anne Middelboe Christensen: “Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i Martas Tema. Og jeg kan ikke komme på andre dramatiske handlingsforløb, hvis plot jeg næsten er blevet ligeglad med undervejs – alene fordi hver replik blev en nydelse i sig selv.”

Liebhaverne

”OTTO: Jeg troede, man skulle være ærlig.
KAREN: Jeg blev nødt til at finde en måde at overleve på … det er nok begrænset, hvor utilstrækkelig et menneske kan holde ud at føle sig.
(De sidder lidt. Karen rækker en hånd op og efter en stund sidder de i et akavet, hjælpeløst knus.)
KAREN: Jeg elskede sådan at elske dig.”
Nikoline Werdelin: ”Liebhaverne” side 96.

I livsstilskomedien ”Liebhaverne” fra 1997 møder vi 1990’ernes øvre middelklasse, de veluddannede, velstillede og vel afsatte bymennesker i trediverne. Her spidder Werdelin en samfundsgruppe, hvis største problemer er overvejelser om det rigtige huskøb, indretning og avancerede parmiddage. Shakespeares ord om at ’the world´s a stage’ finder aktualitet og genklang i ”Liebhaverne”, hvor karaktererne iscenesætter deres liv, køber sig til livsindhold, personlighed og identitet. Selvopfattelsen hviler på de succeskriterier, der er opstillet af livsstilsmagasiner og coachingforløb: Samleveren skal passe til livsstilen, som skal passe til jobbet, der skal matche image og en indkomst, der gør det muligt at købe ’indholdet’: Den bedårende have, det rigtige Wedgewoodstel, AGA-komfur og Lady Chatterley-roser.

Vi følger en vennekreds bestående af to par og en single: juristen Helene og arkitekten Peter, Karen og Otto, og singlen Kiki. Midt i det tilsyneladende nære venskab mellem de fem antydes en eksistentiel ensomhed, som hverken kobberpotter eller rokokoservietter kan udfylde. Hovedhandlingen udspiller sig fra Helene og Peters næsten gennemførte huskøb til skilsmissens realitet. Årsagen er den, at Peter har forelsket sig i ’en anden ’, der, som stykket skrider frem, viser sig at være Kiki, den evige single, som ikke vil binde sig. Vennernes reaktioner afspejler lignende parforholdsproblematikker: Otto er sexfikseret, understimuleret og barnlig, han fortæller ’ærligt’, som han siger, om sine fantasier om andre kvinder. Karen ignorerer ham på næsten moderlig vis, men ender dog til sidst med at afsløre, at hun gennem flere år har haft et seksuelt forhold til deres logerende. Det slår benene væk under Otto. Trods sin åbenmundethed, har han aldrig formået at gøre noget ved fantasierne.

Historien i ”Liebhaverne” foregår over en længere periode, og den fremstilles i et kausalt, lineært fremadskridende forløb, men Werdelin klipper og springer frem i fortællingen, så der både gives plads til at beskrive en situation (f.eks. grunden til at Peter vil skilles) gennem flere personer. På den måde kan en dramatisk situation beskrives uden at den behøver vises: Det store opgør mellem Helene og Peter vises ikke direkte, men af fortælleformen, forstår man, at det er sket – Werdelin klipper direkte over i reaktionerne, der i ”Liebhaverne”s optik er vigtigere end begivenheden: Det er ikke situationen, men måden hvorpå man forholder sig til den, der betyder noget.

På den måde illustrerer fortællingens dramaturgi et af stykkets store temaer: iscenesættelsen, italesættelsen af livet. Det er ikke så meget, hvad der sker, men måden, man som individ vælger at forholde sig til det på. Således har Helene en lang monolog, hvor hun som en forvokset teenagepige dagdrømmer sig til, hvordan hun kan sætte sig ud over den ulykkelige situation, hun står i: Hvordan vender man det at blive forladt til en vinderhistorie?

”HELENE: ”(…) Kort efter møder Peter hende igen. Han bli´r fuldkommen slået af den der … udstråling. De årgamle bindinger VÆLTER op! Helene er jo hans livskammerat … den eneste kvinde han ønsker at … og ved tanken om den lille … bimbo … med puf-brysterne bli´r han nærmest flov! (…)”, (”Liebhaverne” side 63). 

Men ikke engang i sin vildeste hævnfantasi formår Helene at sætte sig ud over de konventionelle rammer – rammer, hun selv opfatter som ukonventionelle og ’rigtige’. Selv i denne fantasi ender hun tilbage sammen med Peter, der i Helenes dagdrøm har bedt om tilgivelse. I tankerne løfter Helene bruddet til en prøve, der, som i et andet eventyr, gør helten og heltinden stærkere. De skal så grueligt meget igennem for at få hinanden. Helene bliver nødt til at holde fast i ægteskabet som form, fordi formen er indholdet. Intimitet og nærhed er afløst af interiør og havemøbler. I begyndelsen af stykket siger Helene ligeud, at sex er ’skønt som bekræftelse på kærligheden’ og tilføjer, ’men altså … i sig selv siger det mig IKKE en fis!’ 

Når hun ikke kan gøre sig fri af formen, hænger det i høj grad sammen med, at Helene er form, hendes identitet ligger i at opfylde de roller, hun identificerer sig med: Karrierekvinder, de kultiverede, de velhavende og smarte. Da skaden er sket og skilsmissen venter, kommer erkendelsen væltende, idet Helene skriger: ”JEG har ingen PERSONLIG værdi!” 

En lignende erkendelse kommer Otto til efter, at Karen har afsløret sin affære. I sin higen efter sex og optagethed af at indlæse det i enhver situation med enhver kvinde, har hans egen kvinde mistet interessen og fundet tilfredsstillelse hos en anden. Otto har gjort sig usexet i sin higen efter sex. Han er som Helene, form uden indhold, sex uden nærvær.

Ottos kone, Karen, fremstår som stykkets mest handlekraftige karakter. Det virker som om, hun er tilhænger af den romantiske ide, men præget af en kynisk realisme, en tidstypisk logik: Livet er hvad man gør det til, man må tage, det man vil have. Hun elskede at elske Otto, men det holdt ikke ved. Måske fordi det er svært at blive ved med at elske ideen om en person, hvis ikke man elsker personen. Peter bliver stykkets romantiske helt, der opgiver alt (ægteskab, status og pænhed) for at kæmpe for den, han elsker, mens Kiki repræsenterer passionen, begæret, hun er den evige vandrer, den farlige sirene. Kiki er den uopnåelige kvinde, som ikke vil bindes af jordnære projekter som opvask og indkøb. Hvor seksualitet og kærlighed hos Kiki bliver noget farligt og næsten overjordisk, blive den hos Otto en plump, verdslig drift. Han italesætter sin libido i en sådan grad, at han slukker den sidste gnist i Karen. Otto er en baby, der vil have og have og have.

I slutningen af stykket er formen sprængt, maskerne er faldet og de gode miner er tørret af i rokokoservietterne. Hver karakter er alene med byrden af et tab. Selvom det ikke siges direkte, fornemmer man, at det er et dybere tab end en ulykkelig kærlighed: Det er et tab af tro, troen på kærligheden.

Imellem livet og døden stilles mennesket overfor kærligheden og identitet, det enkelte menneskes overgivelse til det liv og den kærlighed, man ikke kan kontrollere, ligegyldig, hvor mange papirer, man underskriver og hvor mange AGA-komfurer, man har i køkkenet. ’At være eller ikke at være’ sammen i kærligheden, synes derfor at være det store spørgsmål i ”Liebhaverne”.