Uro i det lille hjem
Jacqueline Wilson begyndte at digte historier allerede som lille. Hun var enebarn med en livlig fantasi og opfandt ofte lege med imaginære venner. Der var sjældent fællesmåltider i Jacquelines barndomshjem, og forældrene skændtes ofte. Faren kunne til tider have nogle frygtelige raserianfald, men til gengæld forstod han Jacqueline bedre end hendes mor, som blev pinligt berørt over datterens vilde fantasi. Når faren var i godt humør, lyttede han interesseret til de historier, hun fortalte. Det var også ham, der stod for højtlæsningen om aftenen og introducerede Jacqueline til litterære klassikere. Moren havde skiftende jobs såsom kontorarbejde, bagerjomfru og kassemedarbejder, mens faren arbejdede for kommunen. Der var ikke så mange penge tilovers, og familien delte bolig med bedsteforældrene i Kingston, indtil Jacqueline begyndte i skole.
Skolen og forfatterdrømme
Jacqueline vidste tidligt, at hun ville være forfatter. Alle lommepenge gik til notesbøger, og hun klippede modeller ud fra blade som inspiration til hovedpersonerne: “Som teenager brugte jeg alle mine kræfter på at skrive, i stedet for at lave lektier. Jeg skrev en novelle som 15-årig og håbede på at få en bog udgivet en dag. Men jeg var fra en baggrund, hvor det at blive forfatter ikke var noget, man talte om. Mine ambitioner virkede som en glansfuld drøm, der aldrig ville gå i opfyldelse.” (Vic Parker: “All about Jacqueline Wilson”, 2003, side 15).
Jacqueline kunne lide at skrive stile og husker særligt læreren Townsend, som viste sine malerier til eleverne og fik dem til at skrive og illustrere egne historier. I Jacquelines bogserie om den 13-årige skolepige Ellie er der også en sød og lækker formningslærer ved samme navn.
Jacqueline var 16 år, da hun forlod skolen og begyndte på et sekretærkursus. Så opdagede hun en annonce om et blad, der ledte efter teenageskribenter og fik en freelancestilling for D.C. Thompson, der også udgav tegneserier og dameblade. Som 17-årig flyttede hun til Skotland for at arbejde fuld tid for selskabet. Her skulle hun både skrive noveller, svare på brevkasser og finde på horoskoper. Hendes chefer, Hr. Cuthbert og Tate, startede også et nyt blad for teenagepiger, som hun havde opgaver for. Bladet “Jackie” blev opkaldt efter Jacqueline.
Ægteskab og forfatterdebut
Til et bal mødte Jacqueline den flotte Millar Wilson, som var ved at uddanne sig til politimand. De blev kærester og gift i 1965, da hun var 19 og han 21. Sammen flyttede de tilbage til England, hvor Jacqueline tog sig et deltidsjob i en boghandler og brugte al sin fritid på at skrive. Det var ikke længere nok med de små historier, hun afsatte til blade.
I 1967 fik Millar og Jacqueline datteren Emma, og to år efter barslede hun med sin første børnebog “Ricky’s Birthday”. Desværre blev opfølgeren afvist. I stedet brugte hun sin mands kontakter i politiet og skrev en krimi om to kidnappede piger. Det blev til flere bøger i krimi-genren, som i dag er gået i glemmebogen.
I 70’erne var der en amerikansk bølge af socialrealistiske fortællinger om og til teenagere, hvilket inspirerede Jacqueline til ungdomsbøger som “Nobody’s Perfect” . Redaktøren fra Transworld og Doubleday foreslog imidlertid, at hun begyndte at skrive bøger for en yngre målgruppe. Hun indvilligede med Nick Sharratt som illustrator. Med serierne om Tracy og Ellie blev hun en populær forfatter i hjemlandet.
Ægteskabet med Millar holdt ikke, og Jacqueline bor nu alene i Kingston.
