Baggrund

Citat
”Det føles, som om jeg ikke er alene længere. Som om der er nogen, der lytter. Mine dage er ikke forsvundet i glemslen. De findes. Mine dage findes i min bunke af papir, de er ikke blevet slettet i løbet af natten, papiret husker, og jeg kan se, at der står dag nummer dit og dag nummer dat og den attende november og aldrig den nittende.”
”Om udregning af rumfang I”, s. 87.

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl” og har i forfatterskabets første del udgivet de to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) samt ”Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket” (1993). Hun har en bachelorgrad i filosofi og har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden det litterære tidsskrift Den Blå Port sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt.

Efter forfatterskabets første skønlitterære værker udgav hun efter nogle års pause den kunstteoretiske bog ”Det umuliges kunst” i 2005 og det politiske erindringsessay ”Frydendal og andre gidsler” i 2008. I 2013 udkom de to symmetriske kortprosaudgivelser ”Hvis” og ”Så” samtidigt. Så blev der meget stille fra Balle.

Det var derfor noget af en overraskelse, da hun i 2020 bebudede ikke bare et nyt værk, men hele syv af slagsen i septologien ”Om udregning af rumfang”, der handler om Tara Selter, der sidder fast i den attende november. Først alene og siden sammen med et hav af andre tidsfanger, som i fællesskab undersøger muligheder og vilkår, når man er fanget i den samme dag. Septologien er det, hun kalder højfiktion, og det tager tid at skrive, fortalte hun i forbindelse med udgivelsen af første bind: ”For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.” (Peter Nielsen: Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage. Information, 2020-02-21). Den dybt originale og komplekse serie har fået anerkendelse og berømmelse verden over og er indtil videre oversat til mere end 30 sprog. I 2022 modtog Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind i serien, og i 2025 blev serien nomineret til The International Booker Prize.

Solvej Balle bor i Marstal på Ærø, hvorfra hun driver sit forlag Pelagraf, der siden 2013 har udgivet hendes bøger.