Biografi

Benny Allan Andersen blev født i Søborg 1929 i et arbejderhjem. Da han var tolv år, begyndte han at tage klaverlektioner hos sin fars kusine. Han gik ud af skolen allerede efter 7. klasse. Efter et par løse småjobs kom han i slutningen af 1940´rne i lære på et reklamebureau. Et halvt år før han havde udstået sin læretid sprang han fra og begyndte at ernære sig som hyggepianist.

Først fik han engagement i den danske provins, men snart gik turen til Norge og Sverige. Mens han turnerede sendte han digte til Heretica, tidens toneangivende tidsskrift, og sit første digt på tryk så han her i 1952. Siden er det blevet til et stort antal udgivelser inden for så forskelligartede genrer som modernistisk lyrik, knækprosa, børnebøger og -remser, noveller, sange, teater og hørespil.