Julia Butschkows første roman “Lunatia”, der udkom i 2004, er opbygget som én lang sætning med kun et enkelt punktum efter bogens sidste sætning. Konstruktionen underbygger dermed bogens fortælling om en nærmest ustoppelig deroute for den kvindelige fortæller. Formen fremhæver desuden, hvorledes alting i et liv hænger sammen – fra farens overgreb på fortælleren, hendes jagt på kærlighed, men manglende evne til at give sig hen, og helt frem til hendes vej tilbage til livet efter et selvmordsforsøg.
Historien handler om en ung kvinde, som skriver om sit liv fra en hospitalsseng efter et forsøg på selvmord. Årsagen til selvmordsforsøget er farens årelange seksuelle overgreb, som moren har kendt til, men ignoreret. I stedet søgte hun seksuel trøst hos de andre mænd i landsbyen. Da fortælleren forlader hjemmet som teenager, tager hun til storbyen, hvor hun indleder et liv med stoffer og prostitution.
Det hele kulminerer i en blanding af overgreb og overdosis på en underjordisk S/M klub, hvor hun bliver reddet af en ven, som hun bor hos, indtil hun kommer på fode igen. Langsomt begynder hun en ny tilværelse og får en kæreste. Alt falder imidlertid til jorden, da faren efter mange års stilhed kontakter hende for at undskylde. Bægeret flyder over, og hun kaster sig ud fra en bro. Hun bliver dog reddet og indlagt, og det er her hendes fortælling afsluttes i et endeligt opgør med forældrene.
29464227
Fortælleren er ude af stand til at bryde ud af sin skal og gentager de følelsesmønstre, som hun har arvet fra sine forældre. Hun husker bl.a. den leg, der indledte mange af overgrebene, hvor faren for sjov begynder at slås med hende for at lade hende vinde. Han gjorde sig svag for derefter at begynde overgrebet og give hende oplevelsen af, at hun havde ansvaret for overgrebene. Hendes forskruede følelsesliv gentages i storbyen ud i det ekstreme, hvor et tvillingepar betaler hende for at dominere dem, mens hun om natten lader sig misbruge af en fotograf.
Romanens titel “Lunatia” kommer af latin og betyder snegl, og historien former sig efter sneglehusets spiral, som man også ser illustreret på bogens forside. Fortællingen går i ring, men forandrer sig alligevel en lille smule som tiden går. I historien vender hovedpersonen igen og igen tilbage til udgangspunktet: forældrene og overgrebene, men spiralen bevæger sig samtidig videre.
Anledningen til historiens dynamik er det ”Du”, som fortælleren skriver brevet til. Han er fortællerens ungdomskærlighed og fremstår som den rene og uopnåelige modsætning til hendes sørgelig tilværelse. Det var ham som har vist hende, at lykke er en mulighed, hvis hun er i stand til at stikke hovedet ud af sneglehuset, og tage imod den.
