Christina Hagen kom til verden i 1980 i Herning med en mor, der var sundhedsplejerske og en far, der var advokat. Da forældrene tidligt blev skilt, pendlede Christina Hagen mellem deres hjem i henholdsvis Gjellerup og Tørring: “Når jeg var hos min far boede jeg på et idyllisk landsted, der lå lige ned til Gudenåen. Huset var hvidkalket, havde sprossede ruder, og der var Victoriablommer i haven. Når jeg var hos min mor, boede jeg i de gule blokke, hvor folk var duknakkede af undertrykkelse og underskud. Der råbte man: “Rend mig i røven!” efter hinanden, reparerede knallerter og klippede halerne af kvarterets katte. Det var også der, jeg gik i skole. Historierne der ligger mellem de udadtil perfekte glansbilleder og den kyniske råhed, der hersker i de gule blokke, er nok dem, jeg skriver nu.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).
Christina Hagen flyttede hjemmefra som syttenårig og startede på HF i Aarhus, men havde svært ved at samle sig om undervisningen og drømte sig i stedet væk til varme lande og skrev artikler til On!Magazine. Senere rykkede hun til København og ind på sociologistudiet, som hun dog hverken havde koncentration til eller interesse for. I 2004 opdagede hun Forfatterskolen, som appellerede til hende med sine frie rammer, interesse for teksten for tekstens egen skyld og avantgardistiske præg. Hun søgte ind med en samling tekster skrevet i kærestesorg. Christina Hagen regnede med, at nu ville Forfatterskolen få sig et billigt grin af de tårevædede tekster, men en dag i toget på vej mod Herning ringede rektor Hans Otto Jørgensen med beskeden om, at hun kunne starte efter sommerferien: “Forfatterskolen var en chokerende oplevelse. Jeg var vant til at høre George Michael og tage på charterrejser. Her hørte man Nick Cave og Leonard Cohen og drak øl på hverdage. Alle havde et voldsomt temperament og et voldsomt talent. Jeg kunne ikke identificere mig med rollen som kunstner og følte mig aldrig helt hjemme. Der, hvor jeg kom fra, læste vi ugeblade, og så skulle jeg pludselig læse Joyce og Dostojevskij og Virginia Woolf. Mine tekster havde jeg ingen komplekser over, men i forhold til at diskutere den læste litteratur, følte jeg mig altid dum. Det var for langt fra der, hvor jeg kom fra. Til gengæld er Forfatterskolen det undervisningssted, der har lært mig mest.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, november 2008).
Christina Hagen blev færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2006, og i 2008 debuterede hun med tekst- og novellesamlingen “Sexdronning”. I 2010 udkom ”71 breve til M”, som er en række breve til indsatte i danske fængsler. I 2012 udkom digtsamlingen ”White Girl”, og i 2014 ”Boyfrind” med både tekst og fotografi. ”White Girl 2” og ”Jungle”, begge fra 2017, arbejder videre med koncept og udtryk fra ”White Girl” og ”Boyfrind”.
Hagens forfatterskab består udover de fysiske værker i lige så høj grad af den iscenesættelse af forfatteren og dennes rolle, som hun aktivt påvirker. I 2014 ansatte hun for eksempel en body double, fordi hun ville gøre op med den ensidige fokusering på den flotte kvindelige forfatter, og denne stod i en periode for oplæsninger og interviews i Christina Hagens navn.
Efter ”Korrekthedsbibelen” i 2019 holdt Hagen en længere udgivelsespause, inden hun vendte tilbage med såkaldte pistoldigte i ”POW POW POW” fra 2024.