Roslund Börge og Anders Hellström

De voksede begge to op i små provinsflækker i Sverige. Anders Roslund arbejdede sig op til celeber studievært og chef for forskellige redaktioner på svensk tv. Börge Hellström gav den som omvandrende troubadour og sanger i forskellige dansebands. De har begge personlige erfaringer med samfundets skyggesider. Hellström var misbruger, slagsbror og tremmerusker fra han var teenager. Roslund arbejdede i årevis med det kriminelle miljø som reporter.

Den kronragede, kraftige Hellström blev clean og startede i 1998 KRIS – en kriminalitetsforebyggende organisation, som arbejder med misbrugere og forbrydere. Den feterede reporter Roslund med det flotte hår og designerbrillerne dokumenterede KRIS’ tilblivelse i filmen “Lås in dem”. Her opdagede de, at de arbejdede godt sammen og kunne lide hinanden. De besluttede sig for at begynde at skrive sammen.

Hellström har haft et spøgelse med sig fra fortiden. Et spøgelse som kun forsvandt, når han var påvirket, et spøgelse, han ikke har snakket med nogen om, før han blev syvogtredive. Han er blevet misbrugt som barn. Og det blev grundtemaet i deres første bøger: mænd der misbruger.

Roslund har en gang været del af en gruppe borgere, som bevæbnede med baseballbats jagtede en voldtægtsforbryder gennem en lille by. Det blev et andet grundtema: selvtægten.

Begge er socialt indigneret, og med afsæt i fortællinger om den knarvorne kriminalkommissær Ewert Grens giver de indignationen udtryk i en kras realisme med nærbilleder af vold, vanvid, død og elendighed.

I Roslund & Hellströms debutroman “Odjuret” fra 2004 (“Udyret”, 2005) bliver vi introduceret til den gennemgående hovedperson i romanerne, kriminalkommissær Ewert Grens, der har hang til evergreens af Siw Malmquist. Ewert Grens er lige præcis som en kriminalkommissær skal være, mærket på krop af sjæl af halvtreds, tres år i livet og vel en tredive år i korpset. Han er kontrær, i opposition til sine overordnede, isoleret fra de fleste af sine kolleger, men en satans god efterforsker.

Volden, vanviddet og døden leveres af titelpersonen Udyret, som voldtager og dræber små piger, samt af nogle indsatte i et fængsel, som straffer ’voldbollere’, deres navn for sexforbrydere.

25627946

Udyret undslipper og dræber endnu en pige. Pigens far kommer Grens i forkøbet, skyder udyret med en jagtriffel, bliver fængslet og ved en fejl taget for en sexforbryder og sprættet op af en medfange. Der bliver dvælet ved volden og overgrebene, og hadet suser i de indre monologer og dialoger både blandt politifolk og forbrydere. “Kan det ondeste onde – som for eksempel voldtægt, tortur og mord på små børn – nogensinde forstås til bunds, endsige tilgives med tolerance?

Dette er kernen i ret mange krimier. Dog bedst behandlet, når temaet artikuleres af forfattere som Graham Greene, Friedrich Dürrenmatt og Thomas Harris, skribenter, som forsøger dialektisk at forstå ondskab som andet og mere end metafysikkens mørkemand fra det ydre rum, der umotiveret bruger jorden som base. Altså ikke blot leverer en sort masse om det grusomme mellem himmel og jord, tilsat en ode til gode mænd, som ser rødt og tager døden i egen hånd. En sådan diskuterende refleksion er der meget lidt af i Anders Roslund og Börge Hellströms “Udyret””, skrev Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse i Politiken (Bo Tao Michaëlis: Det ondeste onde. Anmeldelse i Politiken, 2005-01-29).

Michaëlis var i den danske jury, da Glasnøglen, prisen for årets krimi i Norden, skulle uddeles. Den gik til Roslund & Hellström for “Udyret”, men selvsagt ikke med Michaëlis samtykke.

“Vi bryder os ikke om kollektiv skam, og alligevel, med dem som prøveknepper, og dem som truer, og dem som får den op, selv om kvinden er blevet tvunget til at klæde sig af for dem, som mænd, vi skammer os”. Sådan skriver forfatterne i efterordet til “Box 21” fra 2005 (“Box 21”, 2006) og fortsætter, hvor de slap i “Udyret” med at beskrive og udrydde skampletterne.

Det er et nærmest James Ellroy’sk renselsesritual med bibelske overtoner. Ewert Grens gode ven og kollega Bengt Nordwall har udnyttet sin stilling til at hente intetanende baltiske piger til Stockholms bordeller.

En af dem er Lydia Grajauskas. Benovet, fuld af forventning og med et falsk pas går hun ombord på Stockholmsfærgen. Hun og en anden baltisk pige bliver installeret i en kahyt af Bengt og hans makker Dimitri. Foran dem venter et nyt liv. De går op til Bengt og Dimitris kahyt og banker på, så de alle fire kan følges op til spisesalonen, akkurat som de har aftalt. Bengt smiler og viser dem indenfor: “De ser på hinanden, de smiler lidt forlegne, at træde ind i de to mænds kahyt, det føles lidt underligt. Så går alting i stykker. En enkelt vejrtrækning. Længere behøver det ikke at tage. De to mænd løfter deres hænder og slår dem hårdt i ansigtet. De slår til de ligger på gulvet. De flår deres fine kjoler af, river dem i stykker, stopper stoffet ind i munden på dem. De tvinger deres lår fra hinanden, trænger ind i deres køn. Lydia vil altid huske lyden af hans vejrtrækning mod hendes ansigt.” (side 387).

26110467

Volden rendyrkes med indryk, så hver sætning toner nøgen frem i al sin ulidelighed. De næste tre år betjener Lydia tolv mænd om dagen i en lejlighed i Stockholm og genererer 150-200.000 om måneden til Dimitri. Så ser hun et billede af Bengt i avisen og forstår, at han er politimand og beslutter sig for at tage hævn.

Hun lægger sig ud med Dimitri og bliver pisket og tævet og kommer på hospitalet. Hendes veninde henter noget plastisk sprængstof og en Markarov-pistol, som Lydia har gemt af vejen i box 21 på Hovedbanegården. Hun smugler det ind til hende, og Lydia forskanser sig i hospitalets kapel med en håndfuld gidsler.

Bengt har genkendt hende og er godt klar over, at den er gal, da hun nægter at forhandle med andre end ham, men han kan jo ikke så godt forklare sine kolleger, at han desværre ikke kan tale med hende, fordi han tæskede, voldtog og solgte hende til prostitution nogle år tidligere. Han går ind til hende, og det hjælper ikke meget, han placerer hænderne foran skridtet. Hun skyder lige igennem det hele. Bag sig efterlader Lydia et videobånd. Grens får fat i det, men hvad skal han gøre. Det er vigtigt bevismateriale, men kollegaen Bengt har efterladt sig en sørgende enke – skal hun kende sandheden om sin afdøde mand?

Anmeldelserne i den danske presse var blandede. Mette Højbjerg i Information kaldte det en formidabel krimi (Mette Højbjerg: “Svenske dage i helvede”. Anmeldelse i Information, 2006-01-30).  Politikens Bo Tao Michaëlis var stadig ikke overbevist. Han kvitterede for plottet, men noterede at “sagen leveres luntende langsomt som skrevet i en gangbesværet stil med en rollator som stativ.” (Bo Tao Michaëlis: “Fy fan for en traffik”. Anmeldelse i Politiken, 2006-01-28)

Roslund & Hellströms tredje Ewert Grens-roman, “Edward Finnigans upprättelse” (“Finnigans ære”, 2007) fra 2006, er et indlæg mod dødsstraf. Men da dødsstraffen for længst er afskaffet i Sverige, er det jo sådan set at løbe åbne døre ind, med mindre man da lige flytter forbrydelsen til USA, hvor dødsstraf er tilladt, og så flytter forbryderen til Sverige og så igen får ham udleveret til det land, hvor dødsstraf er tilladt. Således er et indlæg mod dødsstraf jo relevant i Sverige. Eller hvad? Nuvel. Det kræver i hvert fald lidt plotmæssige fiksfakserier at få det til at gå op i en højere enhed og måske lykkes det ikke helt i denne krimi.

26715032

Roslund & Hellström opfinder en dødsstrafmodstander, Vernon Eriksen, som dræber datteren af en højt placeret embedsmand og dødsstraftilhænger (Finnigan) og får hendes kæreste John Frey hængt op på mordet: “Finnigan var en mand som folk lyttede til. En slagkraftig dødsstraftilhænger med stor magt i denne delstat. Alting passede. Han havde en datter, som han ville sørge over. Datteren havde en kæreste som var en ballademager, som det ville være let at give skylden. To liv. Det var det værd, Hines. Jeg ofrede to liv for at få et helt folk til at forstå, hvor forkert dødsstraffen er. Hvis to liv kan sætte spørgsmålstegn ved et system, som vil tage betydeligt flere liv, så det ofre værd.” (side 426).

Men Vernon finder ud af, at John Frey i virkeligheden er en sympatisk fyr og får kolde fødder, og hjælper ham i stedet med at flygte fra fængslet og komme til Sverige. Her skifter Frey navn til Schwarz, starter en ny tilværelse som popsanger, og får det rigtigt godt med kone og barn og canadisk pas, indtil ulykken sker. Temperamentet løber af med ham, og han sparker knolden i stykker på en kvindeskænder på Finlandsbåden. Ewert Grens får sagen og opdager hans virkelige identitet.

John Frey bliver udleveret og henrettet. Dødsstraftilhængeren Finnigan har fået sin hævn og opdager naturligvis, at den ikke er noget værd. Men det bliver værre for ham. Vernon opsøger ham og fortæller, at det i virkeligheden var ham, der slog hans datter ihjel, hvorefter han slår ham bevidstløs og stikker ham en pistol i hånden og laver et snoretræk til pistolens aftrækker, så han kan skyde sig selv på en måde, hvor det ser ud, som om Finnigan har skudt – yderst diabolsk selvmorder. Snoren er selvfølgelig smurt ind i talg, så fuglene æder den, så der ikke er noget spor efter den! Det er utroligt listigt, men hvad det lige skulle til for er ikke helt indlysende. I det hele taget er det lidt svært at forstå, hvordan Vernon til at begynde med kan få den ide, at endnu et dokumenteret justitsmord skulle kunne ændre ved indstillingen til dødsstraf.

Sine steder minder Roslund & Hellström i råhed om den store amerikanske krimiforfatter James Ellroy, men uden at have dennes enestående maskingeværsmusikalitet over sproget, symfoniske grandeur over fortællingen og dybe historisk-politiske, psykologiske og eksistentielle klangbund i karaktererne.

Makkerparret er åndsbeslægtede med et par hjemlige filmdokumentarister som Ib Markwardt, der op gennem firserne zoomede ind på stiknarkomaner, der sad i lort til op over begge ører og hakkede sig i armene med beskidte kanyler, og hans arvtager Lars Engels, som har fulgt Vesterbros ludere og indsatte kvinder i Vestre Fængsel. Genren blev af sine kritikere døbt socialpornografi og var kendetegnet ved en stakåndet ligegyldighed overfor konteksten og tilsvarende ophidselse over afskyligheden i menneskeligt forfald. Nedfældet i politiromanen bliver det til et underskud på andre fronter – ikke mindst intellektuelt og kreativt. Det er det, Roslund & Hellström høster lussinger for hos anmelderne – den manglede dialektiske forståelse af ondskaben, en banal diskussion af dødsstraf og selvtægt, rigtige meninger i stedet for reflekterede meninger og i det hele taget en ikke altid lydefri konstruktion og afvikling af plot. Men de har et publikum og læsere, som ser dem anderledes. Sveriges grand old krimidronning Maj Sjöwall har kaldt dem “noget af det bedste, vi har inden for krimigenren i dag. Med nerve og intensitet skriver de om vor tids vigtigste spørgsmål.” Citatet står på pressemeddelelsen for den fjerde roman med Ewert Grens. Den har fået titlen “Pigen under gaden” (2008) og handler om limsniffende gadebørn i Stockholm og en kollektiv fallit hos forældre, socialmyndigheder og domstole. De tre første bøger har solgt fremragende i hjem- og udland, og det gør den formentlig også. Politiromanen har det generelt godt i de her år. Nogle mere forsonlige bud på genren er vores egen Jens Henrik Jensens superfine romaner om den rapkæftede Esbjerg-strømer Nina Portland. Eller norske Jo Nesbø om den indimellem tørlagte alkoholiker Harry Hole.