signe schlichtkrull
Foto: Lærke Posselt

Signe Schlichtkrull

Artikel type
voksne
journalist Nana Bugge Rasmussen iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
signe schlichtkrull
Foto: Lærke Posselt
Main image
Schlichtkrull, Signe
Foto: Forlaget Samleren

Indledning

"Fogeden" fra 2009 er Signe Schlichtkrulls debutroman, men man må håbe, der kommer flere, for romanen er ualmindelig rørende i sin beskrivelse af livet på begge sider af en fogeds skrivebord. Hvis man har kontakt til samfundets bund, vil man sandsyligvis nikke genkendende til beskrivelserne af skæve eksistensers kamp for overlevelse, og hvis man ikke har, vil man pludselig få sig et nyt perspektiv på de hjemløse, som de fleste kender fra udvalgte bænke i større byer.

Skildringerne af menneskene i Schlichtkrulls roman er øm og fin, og efter endt læsning er man taknemmelig over at have fået muligheden for at lytte til denne stemme fra en gruppe mennesker, der normalt er ganske tavse.

 

29185778

Blå bog

Født: 1969 i Sønderjylland.

Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, 1996 og forfatter fra Forfatterskolen i København, 1998.

Litteraturpriser: Årets Skovhuslyriker, 1995.

Debut: Fogeden. Samleren, 2009.

Seneste udgivelse: Krak. Samleren, 2012. Roman.

Baggrund

"- Kom, nu ringer vi til din socialrådgiver, siger fogeden. Hvad hedder hun? - Jeg har ikke nogen, siger pigen, og jeg skal heller ikke have nogen. Hun tager barnet og går hen og henter en jakke. - Det er mit barn."
"Fogeden", s. 6.

Signe Schlichtkrull er født i 1969. Som femårig rykkede familien teltpælene op og flyttede til Thurø syd for Svendborg. Her gik hun i gymnasiet, hvorefter hun læste et enkelt semester på sociologi på Hamburg Universitet, inden hun blev optaget på Journalisthøjskolen i Århus i 1992.

Allerede under journalistuddannelsen vidste Schlichtkrull, at hun ville være forfatter, men forsøgene formede sig ikke rigtig, som hun forestillede sig. Dog optog Poul Borum i 1994 fire af Schlichtkrulls digte i tidsskriftet Hvedekorn, hvilket naturligvis var en stor opmuntring. Også prisen som Årets skovhuslyriker året efter varmede forfatterspirens hjerte.

Signe Schlichtkrull blev optaget på Forfatterskolen i første hug og begyndte studierne efter endt journalistuddannelse i september 1996. Årene her blev en øjenåbner for litteraturens mange facetter og muligheder, og hun sugede så meget til sig som overhovedet muligt.

I år 2000 flyttede hun til Berlin, hvor hun stiftede familie og boede i fire år og blandt andet benyttede sig af byen til at beskæftige sig med Stasi. Det var også i år 2000, at hun første gang forsøgte at få udgivet et manuskript, men der skulle gå yderligere ni år, før det lykkedes. “Fogeden” lå klar allerede i 2006 og er således en vellagret roman!

I de mellemliggende år har Signe Schlichtkrull arbejdet som freelancejournalist og skrevet blandt andet for Information og Weekendavisen. Hun har også lavet radio, og det var via en radioopgave, hun kom i kontakt med en foged og de mennesker, der mistede deres hjem i fogedsager. Hun fulgte fogeden gennem en periode og blev inspireret af de skæbner, de mødte på deres vej.

Hovedtemaet i romanen “Fogeden” virker overvældende aktuelt i en tid, hvor mange mennesker pludselig må gennemleve netop et besøg af fogeden og hvad deraf følger. Om denne timing siger Schlichtkrull: “Det er klart, at når bogen udkommer nu, hvor den økonomiske krise gør, at der er flere, der må gå fra hus og hjem, er der mere fokus på fænomenet. Men da jeg skrev den for over tre år siden, var det største problem i Danmark dræbersnegle, og da synes jeg sådan set, at det var interessant at fokusere på denne lille oversete gruppe mennesker” (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).

Schlichtkrull lever i dag på Sydfyn med sin mand og tre børn.

Fogeden

“– Knud Pedersen, siger han. Min lejlighed er ikke længere tilgængelig for mig, fortsætter han. Og ifølge viceværten er mine ting i Deres opbevaring. – Hvad var dit navn igen? siger fogeden og beder en af pigerne finde sagen frem. Det er den tidligere lejer i Adventsgade 38, 5. sal. – Den 26. september indsatte vi ejeren i lejemålet. Du havde ikke betalt husleje. Dine ting opbevares af politiet. – Det er uden for al lov og ret, siger han. [.....] Jeg er blevet frataget mit hjem.”
Signe Schlichtkrull: “Fogeden”, side 46.

Signe Schlichtkrulls debutroman “Fogeden” fra 2009 er unægtelig, hvad man kan kalde en tekst til tiden. I bogen følger man Merete, som både i arbejdslivet og i privaten kaldes fogeden. Arbejdslivet bringer hende i kontakt med mange skæve eksistenser, nemlig alle de mennesker hun dagligt sætter ud af deres lejligheder rundt omkring i en eller anden større provinsby.

Blandt disse farverige personligheder får vi lov at stifte nærmere bekendtskab med et par stykker: Den unge mor Ida Pia og hendes lille datter Edith, der bare ikke kan få det til at hænge sammen. Susanne og Lars, der har drukket huslejen op. Og en gammel mand, som indledningsvis ser ud til at være pist forsvundet.

Parallelt med små glimt af disse i mere end én forstand udsatte mennesker, skildres Meretes rodede privatliv. Hendes mand, Sebastian, er temmelig upålidelig og smådeprim, og ad forskellige veje bliver hun ledt i armene på en antikvitetshandler og siden sin chef. Alle tre er egentlig mænd med gode intentioner, men disse bliver aldrig virkeliggjort, når Merete endelig kunne have brug for det.

I forbindelse med at den forsvundne gamle mand sættes ud af sin lejlighed, er det nok ikke fogeden, der har begået en fejl. Men en fejl er dog med sikkerhed begået, og den minimale risiko for, at det alligevel kunne være hende, der var den ansvarlige, forfølger hende, indtil hun får udredt sagen – så godt det nu er muligt.

27660428

Umiddelbart handler “Fogeden” om, hvad der sker med den del af befolkningen, der ikke ‘har styr på’ udgifter og indtægter, alkohol, hash og sociale relationer, når de bliver sat fra hus og hjem. Og om hvordan et samvittighedsfuldt menneske kan forvalte et svært job, som de fleste nok ville finde direkte ubehageligt. Bogen beskriver efterhånden flere af bipersonernes baggrund, som for eksempel hos Lars, der langsomt får brudt sit indre værn mod fortiden ned og bliver mindet om sin skrækkelige barndom.

Denne baggrundsviden nuancerer personerne og deres handlinger på en meget fin måde og medvirker til læserens fornemmelse af stor indlevelse og forståelse hos forfatteren for, at mennesker kan have det svært, uden nødvendigvis at kunne anklages for selvforskyldt manglende forvaltning af deres ‘ressourcer’.

Tekstens socialrealistiske temaer understreges af det neddæmpede og dog varierede sprog, som umærkeligt men alligevel knivskarpt tegner de forskellige personer. Romanen er inddelt i mange små afsnit på fire-fem sider, og mellem hvert afsnit sker der et spring i rum, fra den ene person til den anden, fra det ene sted til det andet i en by, der virker kold det meste af året.

Glimtene af de mere eller, for det meste, mindre lykkelige situationer i karakterernes liv spejler sig i hinanden, og Meretes liv, der nok er temmelig bøvlet meget af tiden, står alligevel som en privilegeret tilværelse, alene i kraft af, at hun kan træde ind i henholdsvis sin fogedrolle og sit hjem, uden dagligt at skulle frygte for at miste det hele i et uheldsvangert splitsekund.