portræt af Puk Qvortrup
Foto: Les Kaner

Puk Qvortrup

cand.mag. Anne Vindum, oktober 2023.
Top image group
portræt af Puk Qvortrup
Foto: Les Kaner

Journalist og forfatter Puk Qvortrup skriver indsigtsfuldt og afvæbnende om smertepunkter og lyspunkter i menneskelivet. I sin debutroman ”Ind i en stjerne” (2019) fortæller hun sin egen historie om at miste sin mand og møde både kulsort sorg og håbefulde øjeblikke af liv. I ”Mand og barn” (2022) går hun ret direkte i kødet på forestillingen om det lykkelige, sammenbragte familieliv med alle de forventninger, der kan skuffes på en uges charterferie i Egypten.

134156325

Blå bog

Født: 28. juli 1986, Frederiksberg.

Uddannelse: Bachelor i lingvistik fra Aarhus Universitet og en kandidatgrad i Analytisk Journalistik (cand. public), AU og DMJX, 2014.

Debut: Ind i en stjerne. Grif forlag, 2019. Roman.

Litteraturpriser: Skulderklaplegatet, 2020.

Seneste danske udgivelse: Mand og barn. Politikens Forlag, 2022. Roman.

Inspiration: Trude Marstein, Linn Ullmann, Helle Helle, Monica Isakstuen.

 

 

Videoklip

10x10 – Puk Qvortrup. Silkeborg Bibliotekerne, 2021-04-19.

Artikel type
voksne

Baggrund

”… jeg lagde blomster på gravstedet og duppede klædelige tårer fra øjenkrogene, min graviditet var smuk, min sorg var sund, jeg gik regelmæssigt til psykolog og talte åbent om det, og jeg bevægede mig gennem de forskellige sorgfaser lidt hurtigere end forventet.
Jeg spillede rollen som stærk enke perfekt. Hvis der fandtes en konkurrence om sorg, gik jeg efter guldet.”
”Ind i en stjerne”, s. 112.

Puk Qvortrup er født i 1986 og er vokset op som den næstældste i en søskendeflok på fem. Begge forældre var folkeskolelærere, og Puk Qvortrup husker sin barndom som kærlig og kaotisk, fuld af musik, dans og historiefortælling: ”Min mor fortalte os eventyret om Den Forkælede Prinsesse med Den Numsefarvede Kjole, som var sådan en slags gakket føljeton, hun fandt på i årevis. Min storesøster og jeg kunne også sidde i timevis og digte historier, mens vi tegnede til. Så på den måde har jeg skrevet, før jeg kunne skrive.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023). Puk Qvortrup har boet det meste af sin barndom i Jyderup, inden familien flyttede til Vojens, da hun var 15. Som 19-årig flyttede hun til Aarhus for at begynde på universitetet, hvor hun tog en bachelor i lingvistik. På Journalisthøjskolen, hvorfra hun blev cand.public. i 2014, genfandt hun sin glæde ved sprog, og som journalist har hun skrevet om litteratur, familieforhold, krop og seksualitet og været optaget af portrættet som genre.

Puk Qvortrup mødte sin mand Lasse i gymnasiet, og de giftede sig, da hun var 23. Da hun var gravid med deres andet barn, blev familiens liv vendt på hovedet i september 2012, hvor Lasse døde af hjertestop, og Puk Qvortrup blev enke og enlig mor. I sin debutroman ”Ind i en stjerne” fra 2019 fortæller hun historien om deres fælles liv, dødsfaldet og tiden efter. Om arbejdet med at gøre et traume til en roman fortæller hun: ”Jeg oplevede det at skrive i romanform som en stor følelse af frihed. Her kunne jeg digte videre, når hukommelsen mødte blindgyder. Jeg var ikke forpligtet på en såkaldt objektiv sandhed. Den var heller ikke interessant i forhold til det traume, der havde spredt sig som sorte tråde inde i mig. Min skrift blev næsten en krigserklæring til min egen historie: Den skulle ikke bestemme over mig mere, jeg ville bestemme over den. (…) Ved at gøre min lidelse til et værk, var det for første gang muligt at skabe afstand til den.” (Anne Vindum: Skriften som krigserklæring. Bogmagasinet, maj 2019).

I 2014 mødte hun sin nuværende mand Piermatteo Bianchi, som hun har to børn med, og som endvidere har adopteret hendes to ældste børn.

Ind i en stjerne

”Der gik en stiplet linje af blomsterkranse i lyserødt, hvidt og efterårsfarver fra kirkedøren op til alteret. Hvide silkebånd med guldskrift, unge mennesker i sort, hæle mod stengulv, lynlåse i jakker, en skarp lugt af blomsterstilke. Jeg holdt vejret og parkerede klapvognen, løftede Elmer op i mine arme.”
”Ind i en stjerne”, s. 67.

Puk Qvortrup debuterede i 2019 med den selvbiografiske roman ”Ind i en stjerne”, der i en skånselsløs jegfortælling udfolder de voldsomme år, kvinden Puk gennemlever midt i sine tyvere. Hun er uddannet journalist og i praktik på Aarhus Stiftstidende, gift med arkitekten Lasse, som hun har toårige Elmer med. Hun er gravid i 7. måned og ved at bage fødselsdagskage til Elmer, da hun bliver ringet op af Skejby Sygehus, der har Lasse liggende i koma, efter at han er faldet livløs om under et halvmaraton. Med en besværlig mave må hun lægge sig hos ham en sidste gang i hospitalssengen og kærtegne den krop, hun kender så godt, men som ikke længere tilhører Lasse.

46442849

Med plukveer, en velmenende familie og en uforstående søn planlægger hun begravelse og indstiller sig modvilligt og rasende på en tilværelse som enke og enlig mor. Hun er i bundløs sorg og må tage sit liv til revision, da alt det, hun troede på og drømte om, er sunket i grus på en eftermiddag. Da hun føder lille Kaj, er hendes veninder med på fødestuen, og hun skiftevis hader og savner Lasse, hvis øjne går igen i det lille, nye menneske. Langsomt vender lyset tilbage i hendes liv, en spirende sexlyst er først forbundet med utroskab, men senere frihed og længsel, og med tiden installerer en tro på fremtiden sig i Puk.

Romanen er skrevet ganske usentimentalt med øjne på de ofte modsatrettede følelser, kvinden gennemlever. Hun ved godt, at omverdenens omsorg er velment og tvingende nødvendig for hende, men hun vil klare sig selv og gøre tingene på sin egen måde. Samtidig er der en skarp kontrast mellem hendes ønske om at være den stærke enke, der klarer det hele ”så flot” og så hendes tanker om at skade sig selv og børnene, om at hade familiemedlemmer og ikke mindst Lasse, der efterlod hende med lorten.

Det er en roman om at overgive sig til kærligheden og slippe den igen, om at være mor og datter og søster og om sorg og hvordan den hele tiden forandrer sig og aldrig ser ud, som andre forventer. For den er grim og grum og ubønhørlig, den har sit eget liv og kan ikke styres. I de mange detaljer og dialoger viser Qvortrup den uendelige kompleksitet i relationer, sorg og kærlighed, og ja, livet.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ind i en stjerne"