afhængighed
Tema om afhængighed på DR1.
Foto: Koncern TV © Type 2 /dr.dk

Afhængighed

Redaktionen
Top image group
afhængighed
Tema om afhængighed på DR1.
Foto: Koncern TV © Type 2 /dr.dk

Er det tanken om kaffe, der får dig ud af sengen om morgenen? Bliver et enkelt glas rødvin altid til en hel flaske? Skal du lige spille lidt onlinepoker inden sengetid?

Knap 150.000 danskere er afhængige af alkohol, 100.000 af at spille. Afhængighed har mange ansigter og sværhedsgrader og i værste fald kan det splitte familier ad og sende folk på gaden eller på sygehuset.

DR1 har i oktober fokus på afhængighed, og vi har i den forbindelse lavet et lille tema med skønlitterære værker, der forholder sig til afhængighed af den ene eller den anden art.

Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte, 2017

Jeg-fortælleren Billie giver i denne roman et nuanceret indblik i, hvordan det er at være datter af en alkoholiker. Hvordan hun hele tiden frygter lammende telefonopkald, og hvordan hun skamfuldt lyver om sin fars sygdom. Det er ikke nemt at blive voksen, når man skal være ansvarlig for sin far.

David Foster Wallace: Infinite Jest, 1996

I dette omfangsrige hovedværk foregår en del af handlingen på et rehabiliteringshjem for stofbrugere, og alskens former for afhængighed spiller en central rolle. Indtagelsen af narko fylder meget både hos karaktererne og i romanen, der næsten profetisk har forudset den afhængighed af distraktion, der udfordrer mange mennesker i dag.

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden, 2015

”Hvis jeg ikke har postet det på sociale medier, så er det ikke sket”. Det er reglen for flere af de syv kunstnere og videnskabsmænd, der er taget på et måned langt arbejdsophold på en øde ø uden internet eller mobildækning. På mystisk vis forsvinder de en for en, og den manglende kontakt til omverdenen bliver en reel udfordring. Agatha Christie og internetafhængighed mødes i denne kriminalistiske roman.

Sissel Bergfjord: Sortedam, 2012

Den højgravide Sigrid låser sig ind i sin nyligt afdøde mors lejlighed for at rydde op i hendes ting. Det sætter en lavine i gang af minder om opvæksten med en alkoholiseret mor, om skammen over hende og frygten for at give sit kommende barn ar på sjælen. Med sin egen historie som datter af en alkoholiker giver Sissel Bergfjord et personligt indblik i de tabubelagte følelser og ubehagelige oplevelser, der følger med en barndom i et alkoholikerhjem.

Edward St Aubyn: Glem det. Dårligt Nyt. En smule håb, 1992-94

Den femårige Patrick Melrose vokser op med en tyrannisk far og en alkoholafhængig mor. Gennem opvæksten forgriber faderen sig på ham seksuelt, moderen ser den anden vej. Som voksen bliver Patrick selv afhængig af stoffer og lever kun for det næste fix heroin. Romantrilogi om svigt, afhængighed og om at tage sin skæbne på sig.

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren, 1866

Det er almindelig kendt, at Dostojevskij var en inkarneret spillefugl og i evig gæld. I den lille roman ”Spilleren” følger vi Aleksej Ivanovitj i den tyske kur- og spilleby Roullettenburg, hvor han håber på held i både kærlighed og spil. Livet ved rouletten bliver snart det eneste vigtige, og romanen er et indsigtsfuldt indblik i livet som ludoman.

Tom Kristensen: Hærværk, 1930

I sit inderste væsen er "Hærværk" en indlevet skildring af en intellektuel alkoholikers kamp med sine dæmoner. Mens faldet begynder for hovedpersonen Jastrau, drikker han hver nat sine anfægtelser væk på Bar des Artistes, især i selskab med den uudgrundelige og uhelbredeligt alkoholiserede Kjær, der som en beskadiget buddha sidder og ser til, mens tilværelsen går sin skæve gang udenfor.

Børnebog

Renee Toft Simonsen: Karlas kabale, 2003

Karlas forældre er skilt, og hun forsøger nu at finde sin plads i den nye, sammenbragte familie. Hendes egen far er alkoholiker, og da han en dag igen ikke overholder en aftale, bliver Karla så ked af det, at hun går hjemmefra. En bog om skilsmisse, nye familier og alkoholisme – og om at få livets store kabale til at gå op. Også når man er barn.

Faktalink

Se også tema om afhængighed på Faktalink.

 

 

Artikel type
News Item