Autofiktion
Intro
I 2022 fik Annie Ernaux Nobelprisen i litteratur. Hun er en af autofiktionens store, nulevende mestre, og prisen var på mange måder en cementering af den prominente plads, som denne genre i gråzonen mellem virkelighed og litteratur i de senere år har fået. Det er på ingen måde en ny genre. Fra Marcel Prousts "På sporet af den tabte tid" til Tove Ditlevsens "Barndommens gade" er der talløse eksempler på autofiktion i litteraturhistorien. Ikke at forglemme Leonora Christina Ulfeldt, som i 1600-tallets København sad spærret inde i Blåtårn i 22 år og derfra skrev om sit liv. Alligevel kan man med norske Karl Ove Knausgårds seksbindsværk "min Kamp" - som udkom i årene 2009-2011- tale om en international renæssance for denne genre i nyere tid, i en grad, så man får lyst til at spørge sig, hvem der ikke skriver autofiktivt i en eller anden grad. Forfattere, der skriver fiktion tæt sammenvævet med deres egen virkelighed, bruger eget liv og navn og sår tvivl hos læseren om forholdet mellem fantasi og realitet, skriver sig ind i den genre, der går under navnene autofiktion, performativ biografisme, bekendelseslitteratur, fiktionsfri fiktion, virkelighedslitteratur mm. I dag er autofiktion allestedsnærværende, fra Thomas Korsgaards trilogi om Tue til Katinka Bjerregaards romandebut "Klump".
Danske eksempler
Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” var et vendepunkt inden for dansk autofiktion. Han skrev om sin opvækst og familie i en fiktiv ramme, men der herskede ingen tvivl om det faktiske og selvoplevede udgangspunkt for romanen. Samme år fik han De Gyldne Laurbær for romanen.
Med eksplosiv kraft mødte den unge Yahya Hassan de danske læsere, da han udgav sin selvbetitlede debut. Rytmiske digte i versaler skildrer en opvækst med svigt og vold, en kriminel hverdag, ophold på institutioner og viser ikke mindst en enestående lyrisk overlegenhed. Den statsløse palæstinenser giver en vigtig stemme til de unge fra ghettoen og et indblik i en rodløs og barsk opvækst.
Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virkeligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv. Det gælder både i debuten ”Hannah” fra 2011, i den selvstændige opfølger ”Mado” og i ”Helhedsplanen”, der begge er fra 2015, og i den tredje bog i sagaen om Hannah, ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019. I alle tre bøgerhele forfatterskabet spejler sproget det retningsløse i hovedpersonenslivet. Stilen er derfor fragmenteret, styret af indskud og associationer, og mellem linjerne i Viemoses ligefremme sprog sniger det fortrængte og usagte sig ud til læseren.
Daniel Dencik lægger ikke skjul på, at hans egen livshistorie er baggrund for romanen ”Anden person ental”, hvor karakteren Alexander kæmper en stædig kamp mod det svenske retssystem for at få lov at se sine børn. Efter uretmæssige anklager om vold mod børnene har moderen fået frataget ham forældremyndigheden og samværsretten.
I Sara Omars debutroman er fortællingen delt i to: et spor i 1980’ernes Kurdistan og et i nutiden på Skejby Sygehus, hvor den voksne Frmesk er indlagt. Skildringen af kvindehad og undertrykkelse er centralt i den religionskritiske roman, der ifølge Omar selv ligger tæt på hendes eget liv som kurdisk flygtning.
Peter Høegs ”De måske egnede” rykkede ved opfattelsen af forholdet mellem forfatter og fortæller. De virkelige institutioner, Høeg nævner i bogen, og anklagerne om ulovlig, systematisk afstraffelse af elever i Danmarks kostskolesystem, førte til at skolepolitik blev debatteret i ugevis, mens Høeg selv ufrivillig løb med den største virak: Fortælleren i bogen hedder Peter Høeg – et fiffigt trick, der førte til spekulationer om selvbiografi. Det har Høeg siden afvist, men samtidig fastholdt, at dele af bogen bygger på virkelige begivenheder.
Kærlighedens og erotikkens frontkæmper kunne man kalde den danske forfatter Suzanne Brøgger, der siden sin debut ”Fri os fra kærligheden” i 1973 har udfordret de moderne samlivsformer igennem litteraturen og deltagelse i den offentlige debat. Et helt centralt tema i forfatterskabet er eros forstået som begæret efter kærlighed og viden. I sit seneste værk ”På væggen” (2024) slår hun et slag for litteraturens evne til at danne os – og litteraturen som et værn mod samtidens narcissistiske dyrkelse af identitet.
I den selvbiografiske romantrilogi ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den opvækst, han oplevede som et socialt og kulturelt sumpland, fattig på penge og kærlige ord, men rig på lussinger og løse hunde. Som 17-årig flyttede han fra Skive til København, væk fra lugten af brændte dyr og ind i hovedstadens litterære cirkler. Korsgaard giver i sine skånselsløse romaner og noveller stemme til en del af Danmark, man sjældent hører fra i litteraturen.
Thomas Korsgaards fortælling om Tue fortsætter i opfølgeren til ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. ”En dag vil vi grine af det” (2018) tager fat, et års tid efter forrige roman sluttede. I ...
Som tredje og afsluttende del af sin romantrilogi om Tue udgav Thomas Korsgaard i 2021 ”Man skulle nok have været der”, der handler om nogle måneder i den 17 årige Tues liv, hvor han er boligløs i ...
Lone vokser op i 1940’ernes Østjylland, kommer i huset og bliver gift, i det hun selv oplever som et husmoderligt fængsel. Tove Pilgaard skriver tæt op ad sit eget liv i denne fortælling og fortsætter i romanen ”Dukkenat” (1992), hvor en kvinde er fanget mellem et kedeligt ægteskab og sit eget indre, sanselige liv.
I Tove Pilgaards roman ”Dukkenat” fra 1992 rejser Mona til Sydspanien for at nyde roen i en lille landsby, mens hun lægger sidste hånd på sin afhandling om den svenske lyriker Edith Södergran. Midt...
Erling Jepsen voksede op i den lille sønderjyske by Gram, og den egn kommer mange af hans romankarakterer også fra. Jepsen bruger løs af sin egen historie i de fleste af sine bøger, der til sammen danner et ekstraordinært katalog over særlige sønderjyder – inklusiv en far, der forgriber sig på sin datter. Den gennemgående karakter Allan vokser op i et miljø, hvor vold, misbrug, afhængighed og fortielser fylder i en ikke altid lige munter hverdag.
I den første bog i Morten Papes Amagertrilogi møder vi drengen Morten, der ligesom forfatteren vokser op i det hårde ghettomiljø i Urbanplanen og går på Dyvekeskolen, hvor han senere selv bliver lærer. Den hårdtslående og detaljenære autofiktion var en af de første i en bølge, der satte fokus på den absolut eksisterende håbløse underklasse i dagens danske velfærdssamfund.
Se også genreafsnittet
Autofiktion
Et par internationale eksempler
Den selvbiografiske forfatter Annie Ernaux betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Med afsæt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden. Hun skriver om pige- og kvindeliv, begær og skam, kønsroller og klassesamfund, tid og hukommelse og løfter sin egen historie til en fælles, europæisk fortælling. I sit hjemland har Ernaux længe høstet stor anerkendelse og priser for sine bøger, og de senere år har hun også nydt et internationalt gennembrud med ”Årene”, der anses for at være et hovedværk i hendes forfatterskab.
Med sin baggrund i Caeușescus rumænske diktatur og som senere eksileret forfatter i Tyskland siger Herta Müller, at hun ikke selv har valgt de emner, hun skriver om. De har valgt hende og hun kan ikke gøre andet: ”Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema,” som hun siger. Müllers autofiktive forfatterskab kan give et enestående indblik i de rædsler, hun og hendes landsfæller har gennemlevet.
Édouards Louis’ opvækst i et både økonomisk og kulturelt fattigt område af Frankrig var præget af fysisk og institutionaliseret vold og en langvarig undertrykkelse af egen seksualitet. Louis skriver om sin barndom og ungdom i en roman, der gerne vil have ”sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen,” som han siger.
Den etablerede forfatter Vigdis Hjort satte det litterære Norge på den anden ende, da hun udgav romanen ”Arv og miljø”, der kommer uhyre tæt på forfatterens eget liv i skildringen af et bittert arveopgør med fortællerens søskende efter deres fars død. Hendes søster tog efterfølgende til genmæle – også i romanform – for på den måde uimodsagt at kunne fortælle sin version af historien. Diskussionen af det, de i Norge kalder virkelighedslitteratur, fik med Hjorts roman hidtil uset kraft og liv.