Danmarks caribiske kolonieventyr

Den tidligere MMA-kæmper Jonas Eriksson debuterede som 49-årig med den veloplagte historiske roman ”Vejen hjem” (2023) om den unge teologistuderende Thomas Espersen, der bliver sendt til Guldkysten for at være regnskabsassistent, men ender med at handle med slaver med den lokale konge. Med sprudlende fortælleglæde, historisk overblik og psykologisk indsigt skildrer romanen detaljeret et rædselsvækkende kapitel i danmarkshistorien, vi ikke er færdige med at tale om.

Den ærgerrige danske slavehandler Frederik Bargum er centrum for fortællingen i Sofie Malmborgs prisvindende debut ”Bargums synder”, der udkom i 2020. Med sanselige og nærværende detaljer fra 1700-tallets København, Åbenrå og Europa gør Malmborg historien levende og relevant for nutidige læsere og tilbyder et fascinerende indblik i en slavehandlers økonomiske logik.

Fra Birkerød St. til Togo i Vestafrika og de Dansk Vestindiske Øer til det allestedsnærværende New York, som virkelighedens forfatterinde og hendes digterjeg er emigreret til. Naja Marie Aidts digtsamling ”Alting blinker” (2009) blinker bogstavelig talt af steder i et væk og handler om at flytte og finde hjem på tværs af grænser, sprog og kulturer. I digtet ”som dreng var jeg altid frejdig og glad” drømmer digterjeget sig tilbage til den kolonitid og de plantager, som forgyldte den danske stat, og med en slet skjult kritik afromantiseres det tidligere danske øhav: ”hvis man går gennem junglen til St John/ kan man få en kokosnød i hovedet / måske har man fortjent det / og så rejser en sukkerplantage sig i det grønne / man kan se slavernes indkvartering /og lukke øjnene så alt kommer til live / man kan se pisken svinge over et barns ryg / den døddrukne plantør i færd med voldtægt […].”

Handlingen i Kim Langers roman ”Flugten fra Vestindien” (2010) er sat i de sidste dramatiske og hektiske uger inden det store slaveoprør i 1948 på øen Sankt Croix. Hovedpersonen, den 14-årige danske Nelly, bor med sin far plantageejeren Andreas Jessen og sin tvillingebror Nicolai, men under den ulmende utilfredshed i slavernes gemakker krakelerer tilværelsen for den unge pige. En nat vågner Nelly af et værre postyr, da en håndfuld slaver er stukket af i nattens mulm og mørke. Vild for at deltage i indfangningen af de bortløbne slaver begiver Nelly sig af sted. Men efter eftersøgningen vil Nellys bedste ven, slaven Nelson, ikke længere kendes ved hende. ”Flugten fra Vestindien” er både fortællingen om tabet af barndommens uskyld og kampen for at finde ret og vrang i en verden præget af slave- og raceideologier.

Sidste bind i Thorkild Hansens kritiske og dokumentariske trilogi om den danske koloni- og slavetid handler om De Dansk Vestindiske Øer. I ”Slavernes øer” krydsklipper Thorkild Hansen fra selvoplevede reportager fra 1960’ernes Vestindien, der efter salget til USA skiftede navn til Jomfruøerne, og dramatiske fortællinger fra slavetiden under Danmark. Gamle danske mindesmærker opsøges og fletter sig ind i skildringen af det første egentlige slaveopgør under generalguvernør Peter von Scholten i 1848, hvor slaverne uofficielt blev erklæret frie. Thorkild Hansen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bøgerne (1967-70), der med deres journalistiske beskrivelser og store historiske kildemateriale er et af de mest omsiggribende litterære værker om de danske kolonieventyr i Vestindien og Guinea.

I 1787 bryder et blodigt mytteri ud på slavefregatten Haabet blandt de sorte slaver i skibets lastrum. Under dæk holdes to kvinder tilfangetaget af den desperate flok, kaptajnens og skibslægens hustruer. Inden det brutale oprør bliver slået ned, ændrer de ombordværendes skæbner sig for altid. Mich Vraas roman ”Haabet” fra 2016 er fortællingen om et kynisk overherredømme, der lukrerede på fattige sorte menneskers arbejdskraft og de menneskeskæbner, der gik i tabt i jagten på det ”hvide guld”, men også om indsigter, medmenneskelighed og overlevelse under de mest utænkelige og umenneskelige vilkår. For som skibets kaptajn Anton Frederiksen slår fast i sin logbog: ”[… ] da jeg i stilheden i nat hørte mine mennesker under dæk, forstod jeg med ét at de lyde jeg plejede at høre om natten i Kalmebæltet - en sagte mumlen fra Haabets mellemdæk, klynken og jamren og gråd – også stammede fra mennesker. Vores last. De var mennesker, dem vi sejlede med.”