Prispokal Den Internationale Bookerpris
Foto: David Parry

Den internationale Booker­pris

Intro

Hvor Bookerprisen hvert år gives til et engelsksproget originalværk, har Den internationale Bookerpris siden 2016 hyldet et værk, der er oversat til engelsk. Der er tale om en dobbelt pris, der gives til forfatteren og oversætteren, for værket.

I listen nedenfor finder du de vindere af Den internationale Bookerpris, der er blevet oversat til dansk. Listen mangler således de værker, der endnu ikke findes på dansk.

Vinderbøgerne

I 2026 fik forfatter Yáng Shuāng-zǐ og oversætter Lin King Den internationale Bookerpris for “Taiwan Travelogue”.

I 2025 fik forfatter Banu Mustaq og oversætter Deepa Bashti Den internationale Bookerpris for “Heart Lamp”.

I 2022 fik forfatter Geetanjali Shree og oversætter Daisy Rockwell Den internationale Bookerpris for “Tomb of Sand”. 

I 2021 fik forfatter David Diop og oversætter Anna Moschovakis Den internationale Bookerpris for “At Night All Blood is Black”.

Aftenens ubehag

Hollandske Lucas Rijneveld slog igennem internationalt med sin første roman ”Aftenens ubehag”. Den foregår i et ruralt Holland, som er udpræget kristent og konservativt. Her vokser den unge pige Jas op med sin familie. Igennem hendes blik ser læseren en verden, der både er fuld af præ-teenagerens liderlighed, af den barnlige fascination af det ulækre og af døde dyr. I 2020 fik Rijneveld Den internationale Bookerpris for denne debutroman, oversat til engelsk af Michele Huchison.

I 2019 fik forfatter Jokha Alharthi og oversætter Marilyn Booth Den internationale Bookerpris for “Celestial Bodies”.

Rejsende

Polske Olga Tokarczuk er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland. Med gribende personskildringer og fortællinger om kærlighed, angst og fortvivlelse over tilværelsen samt filosofiske betragtninger og diskussioner er der i hendes romaner både til hjertet og intellektet. I "Rejsende", oversat til engelsk af Jennifer Croft, bliver jeg'ets rejser i verden samtidig til rejser i menneskets historie og erkendelse, fra anatomiske eksperimenter i 1600-tallets Holland til en overtræt mors ture i Moskvas metro, hvor hun oplever hjemløshed og udsathed i det moderne samfund. 2018 var et godt år for forfatteren, hvor hun ikke kun fik Den internationale Bookerpris, men sågar Nobelprisen i litteratur.

En hest kommer ind på en bar

Den israelske forfatter David Grossman stiller i sit forfatterskab skarpt på menneskelige relationer og stærke følelser. Grossman bruger ofte Israel og sin jødiske baggrund som afsæt for sine historier. Fred er også et gennemgående tema i hans forfatterskab, hvad enten det drejer sig om at slutte fred med sin sorg eller som i ”Duellen” at forhindre en pistolduel mellem to ældre mænd på et plejehjem. I "En hest kommer ind på en bar", oversat til engelsk af Jessica Cohen, som fik Den internationale Bookerpris i 2017, går et stand-up show ravende galt, men det bliver kun værre. Jo flere mennesker der forlader lokalet, des større bliver komikerens tragiske selvudlevering.

Vegetaren

Den første vinder af Den internationale Bookerpris blev den Sydkoreanske forfatter Han Kang med romanen "Vegetaren", oversat til engelsk af Deborah Smith. Det blev hendes internationale gennembrud, og i 2024 blev hun den første koreanske forfatter til at modtage Nobelprisen i litteratur. Hendes bøger handler om at se samfundets vold i øjnene, uanset hvor man finder den. De er alle skrevet med glasklare og usentimentale fortællerstemmer, og hun lader altid synsvinklen gå på omgang imellem flere af sine karakterer. Ofte ligger der en personlig forankring til grund for teksterne, og nogle gange skriver hun også sig selv ind som en fortællerstemme i teksten.