Klimafiktion og økokritik

Inger Smærup Sørensens debutroman fra 2024 spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem stille observation af dugvåde edderkoppespind og kras kritik af de statslige institutioner, der ikke formår at handle på klimakrisen, fordi hensynet til magt og ego vejer højere end vores fælles fremtid. Selvom romanen indvarsler katastrofe og undergang, så efterlader den læseren med et håb om, at noget kan blive anderledes, hvis vi finder en ny måde at være i verden på.

I Rasmus Daugbjergs roman fra 2022 møder vi trolden, der bor i skoven. Hendes skæbne er bundet til naturen, den natur som menneskene inde i menneskebyen gør vold på ved at fælde træerne, opdyrke jorden og slagte og spise dyrene. Når menneskene gør det, er trolden nødt til at straffe dem, også selvom hun ikke har lyst.

I Kristina Stoltz' "For evigt" (2022) møder vi blandt andet klimaaktivisten Olivia, der falder så meget ind i rollen som vandsalamander under en aktion med klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion, at det udvikler sig til en psykose og en indlæggelse. Svigt er et centralt tema i romanen, også det svigt, vi som mennesker udfører over for den umælende natur af egoistiske og kapitalistiske årsager – hvilket også vil få konsekvenser for generationer efter os.

I en poetisk tone forener C.Y.F's ”Træmuseet” (2018) fotos, optegnelser og erindringer til et meditativt studie i træer. Uden at være konkret politisk er værket centralt inden for nyere klimalitteratur i sin nysgerrige og sanselige måde at nærme sig og iagttage naturen på.

Middelhavet og Atlanterhavet skriver breve til hinanden i Siri Ranva Hjelm Jacobsens "Havbrevene, de er søstre. Klima- og flygtningekriserne kradser, og hvad gør dette ved havene – og ved menneskene­? ”Havbrevene” (2018) giver ordet til de største vidder, verdenshavene. Myter, minder og havenes millioner af år på bagen sætter verdens aktuelle tilstand i perspektiv.

Yoko Tawadas dystopiske fremtidsfortælling “Udsendingen” (2021) foregår i Japan, hvor Jorden er blevet uigenkaldeligt forurenet efter en miljøkatastrofe. Mange dyr og planter er døde, og børneoverdødeligheden er meget høj. De børn, der lever, har typisk en række sygdomme i deres fordøjelsessystem. De kan ikke optage calcium, og deres tænder falder ud.

Camilla Hübbe & Rasmus Meislers "Nord" er en gennemillustreret fortælling til unge om såvel nordisk mytologi som klimaforandringer. Den 14-årige pige Nord rejser ud for at finde sin forsvundne mor og på vejen møder hun tre norner, der spinder skæbnetråde, og egerndrengen Ratatorsk, der viser hende ned i underverdenen Niflheim. Langsomt går det op for hende, at noget er helt galt.

Klimalitteratur er ikke betinget af at have et decideret politisk sigte. Den er også motiveret af at undersøge forholdet mellem det menneskelige, det menneskeskabte og naturen. Dette gør sig gældende i Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling ”Fælleden”(2015), hvor blikket på verden forskyder sig fra menneskets til fuglens, og hvor jeg og omverden smelter sammen.

Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen kommer i sine romaner grundigt rundt i samtidens udfordringer på både makro- og mikroniveau. Det enkelte menneskes selvfremstilling i sociale medier kontrasteres af californisk tørke og klimaforandringer.

Margaret Atwoods dystopiske trilogi om en fremtidig verden, hvor klimaforandringer grundlæggende har forandret menneskets levevilkår og muligheder. Bioterrorister, religiøse økoaktivister og højtudviklet genmodificering er den nye virkelighed.

Klimaforandringer har varmet jorden op, så der kun er en lille rest is tilbage, som aktivister hæger om. I Charlotte Weitzes roman "Den afskyelige" møder sygeplejersken Heidi Kenneth, der sveder helt abnormt og lever sit liv efter et nøje klimaregnskab. Deres kærlighed udfordres i mødet mellem hendes pragmatisme og hans fanatisme.

”Vi sidder her og skriver om klima, men hvad med de kroppe, som seriøst er udsat på grund af klimaproblematikken? Dem interesserer jeg mig for. Jeg interesserer mig ikke for, om jorden går under eller ej, for det gør den. Det er ikke noget nyt. For mig handler det om, hvad vi gør ved de mennesker, der er her nu.” Sådan siger Caspar Eric om tankerne bag sin digtsamling ”Nike” (2015).

”Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen”. Sådan skriver Theis Ørntoft i en digtsamling, hvor undergangen er nær, hvor samfund og klima er kørt af sporet, og hvor vi længes efter en nærhed med naturen på den planet, som vi har misbrugt. Theis Ørntoft er ofte blevet betegnet som økodigter. I et interview giver han selv et bud på, hvordan man kan genrebestemme økopoesi: ”Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer - i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske (…) Så det er altså bare en litteratur, der er bevidst om, at der findes noget andet og større end det menneskelige. Ganske enkelt. (…) Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.”

Også i romanen "Jordisk" (2023) er der fokus på menneskets rolle i verden og forholdet til den jord, vi skulle passe på.

Theis Ørntofts autofiktive ”Habitat” fra 2025 er en på mange måder stor roman: den er 574 sider lang, den handler om eksistensens mindste bestanddele og om civilisationers endeligt, den går i kødet...

Efter at en flok troldmænd har tilvejebragt en destruktiv og altomsluttende tåge, går det op for beboerne på Bornholm, at naturen slår tilbage, fordi de ikke har passet på øen, der er præget af svineindustri og sommerhusgrunde. Til sidst må menneskene flygte til Sverige for ikke at blive slået ihjel af naturens rasende comeback i Dennis Gade Kofods scifi-roman "Nancy".

Da et hold forskere dør på Grønland under undersøgelser af indlandsisen og undergrunden, begynder en intens efterforskning, hvor både en dansk geolog samt PET og flere amerikanske organisationer og firmaer er aktører i en dramatisk sag med flere lag, i Robert Zola Christensens spændingsroman "Is i blodet".

Året er 2033 i Hanne Rickard Becks "7 Sydøst", og Danmark er blevet til region Nord. Klimaforandringerne har sat sit præg og samfundet er præget af kynisme, ensretning og selvjustits - for de arbejdsdygtige. My er ung og en af dem, der arbejder for systemet, Samuel er et ældre medlem af parlamentet og selv flygtning, men med en tro på et mere menneskeligt samfund. Begge får stillet deres overbevisninger på prøve.

Mark har i 9 år været den eneste overlevende efter en hændelse, der fik alle væsner på jorden til at gå i loop og gentage deres gøremål. Naturen overtager byen, og betingelserne for Marks overlevelse forværres indtil en helikopter flyver over ham. Det er udgangspunktet i Peter Adolphsens smalle og originale værk "År 9 efter Loopet".

En vældig flodbølge i en stor nordsvensk elv udrydder alt på sin vej. Vi følger folks kamp for livet, mens bølgen nærmer sig en større by i Mikael Niemis "Faldvand".

Cormac McCarthys "Vejen" er en uhyggelig troværdig vision af vores mulige fremtid. Her kæmper en far og hans søn for at overleve i et USA, som ligger totalt øde hen efter "den store katastrofe". [...] Der er intet tilbage af civilisationen, og de to vandrer planløst afsted, kun holdt oppe af omsorgen og hengivenheden for hinanden.

Fra overklassens selvfede fernis til klimaaktivisternes måske lidt urealistiske forventninger til deres aktioner skriver Jens Liljestrand i "Selv hvis alt forsvinder" (2021) ud fra et samtidigt, svensk velfærdsperspektiv. Et grundtema i romanen er den velfærdsfortælling, at der altid kommer en instans og redder os. Men når klimakrisen for alvor rammer, går ingen fri, og det, der interesserer Liljestrand er, hvad sker der mellem mennesker i krisesituationer. Inden for genren klimalitteratur kan man kalde ”Selv hvis alt forsvinder” for en dystopisk klimafiktion, hvor Liljestrand fremskriver allerede eksisterende scenarier og flytter dem fra de hårdest ramte lande til verdens rigeste fællesskab i Skandinavien.

T.S. Eliots ”Ødemarken” er blevet læst ind i mange sammenhænge, lige fra et digt om tiden mellem de to verdenskrige til en nutidig form for klimadigtning. For litteraturforskeren Mikkel Krause Frantzen giver det god mening at læse ”Ødemarken” ind i en økokritisk tænkning. Digtets beskrivelse af ørken og det golde og stenede landskab vækker mindelser om nutidens klima med tørke og hedebølger. I et interview uddyber han: ”Den forurenede Themsen, floden i London, løber som et motiv gennem hele digtet. Der står på et tidspunkt: »The river sweats oil and tar« (floden sveder olie og tjære), som bliver en uhyggelig forudanelse om en natur fuld af materialer, der ikke kan komposteres.”