København i litteraturen
Foto: Maleri af Martinus Rørbye, 1831. Arrestbygningen ved råd- og domhuset. SMK Open

København i litteraturen

Intro

Vi har samlet en række litterære værker, der omhandler eller foregår i København, historisk og aktuelt. Hvor nogle af værkerne har hele byen som omdrejningspunkt er andre helt lokale i byens kvarterer og forstæder.

Søren Ulrik Thomsen

Søren Ulrik Thomsens digte finder sted i København, i ”Gothersgades beskidte trafik”, ”Sølvgadekrydsets styrtende lys” og i ”Nørrebros blå korridor”, stemningen er ”trist som Peter Bangs Vej i pisregn” eller ”Stockholmsgade i støvregn”. Hvor debuten ”City slang” (1981) primært foregår i et unavngivet storbyrum, optræder der senere konkrete gader og steder. Byen har skiftet udtryk fra flash over flash og flakkende blåt til et mageligt spadserende tempo og en erkendelse af, at ”København er bedst sidst i juli”.

Stuk

De københavnske gader kommer til live i Herman Bangs sanselige skildring af byen i 1880'erne, hvor industrialiseringens optimisme sitrer og byggerierne boomer. Omdrejningspunktet er det just opførte Victoriateater, som i løbet af romanen kommer ud i økonomiske problemer, i takt med at den økonomiske udvikling i samfundet vender. Derouten afslører tomheden i det fashionable storbyliv, som viser sig kun at være et krystalbyggeri på et vaklende fundament af udhulede værdier.

Hærværk

Alkohol, jazzmusik, sene nattetimer og dekadence præger Tom Kristensens København i romanen ”Hærværk”, hvor litteraturkritikeren Ole Jastraus selvvalgte deroute ind i alkoholtågernes favn bindes sammen med storbyens kaotiske puls. Tidens københavnerliv og stemning reflekteres i Jastraus indre kaos, hvis sjælesøgende og grænseløse adfærd virker tilbage på de gader og stræder, han betræder. De evindelige ture til og fra avisen Dagbladet over Rådhuspladsen og ned ad Vesterbros hovedåre Istedgades ”uendelighed” er på en og samme gang et ydre og indre landkort.

København

Med sine punktuelle nedslag fra Nørreport og Rådhuspladsen til Utterslev Mose skildrer Katrine Marie Guldager i novellesamlingen ”København” det moderne storbyliv med alle dens løse sammenhænge og vage forbindelser på tværs af de knudepunkter, der udgør byens univers. Novellerne handler om mødet og ikke-mødet, at forsvinde i massens anonymitet, og om hvordan to ens røde tørklæder kan berøre hinanden i et splitsekund i den travle myldretid, for så aldrig at komme i forbindelse med hinanden igen.

Brønshøj

Busters verden

Brønshøj har en helt særlig plads i Bjarne Reuters forfatterskab. Ikke blot trådte han sine egne barnesko i københavnerforstaden, Brønshøjs veltrimmede ligusterhække er også bagtæppe for en hel del af Bjarne Reuters romaner om ungdommens formative år. Det er i Brønshøj, at Buster Oregon Mortensen fra ”Busters verden” (1979) utallige gange dufter til den samme busk og tonser af sted på cykel for at bringe købmandsvarer ud til damen med den bidske hund, og det er ved Utterslev Mose, at stakkels Mulle fra ”Zappa” (1977) tvinges til at spise en skovsnegl for at vise sit værd.

Nørrebro

Mor og Busser

Kristina Nya Glaffeys trilogi Mor og Busser, (2014-2019) handler om Mor og Busser, et lesbisk par, der bor på Nørrebro og har tvillinger i skolealderen. Den ene af børnene er bogens fortæller, der hjemmevant beretter om familielivet ”nede på Stefansgade”, på den anden side af Jagtvej og langs den lange gule kirkegårdsmur. Det er grundlokalt, helt ind i sproget, hvor talesproglige vendinger funderet i den talendes geografiske placering sætter den kreative klasses rituelle kaffedrikning på Statens Kunstfonds regning i spil. Toptroværdigt Nørrebroportræt anno 2010’erne.

digt

I Ravnsborggade ligger bistandskonto

ret gult som et vinteræble. Jeg har min 

army-cap på og føler mig i fin 

form i dag, nybarberet og helt ro

 

lig i øjeblikket. Der er ingen problemer.

Efter en ti minutters samtale 

om Hölderlin, Novalis og Rilke

med socialrådgiveren bevilger

 

han rutinemæssigt det sædvanlige

beløb plus otte hundrede kroner

til en ny seng. Det er en glimrende

 

institution, vedstår jeg åbent. Men

Gud ved hvordan det egentlig går ham, der

ikke kender tyske digtere?

Fra digtsamlingen "Canzone" af Klaus Høeck

Vesterbro

Læretid

En ung mand bor på Vesterbro, hvor han drikker øl med sine venner på Cafe Blomsten på Istedgade og i øvrigt ikke laver alverden. Han bliver ramt af en indre nødvendighed af at blive bådebygger, og kører i sin lille røde Golf til Røsnæs, hvor han tager svendebrev. Skildringerne af Vesterbro er få i Peder Frederik Jensens "Læretid" fra 2012, men de får kontrast af livet på værkstedet med Mesteren og Svenden og kortfattede samtaler funderet i konkreter. I Jensens debut ”Her står du” defilerer den unge mand Adam rundt i Københavns gader i forsøget på at finde et sted at stå.

Mord-serien

For Dan Turèll var København den eneste rigtige kulisse. Særligt den mørke vrangside af byen, som man i 1980'erne blandt andet fandt på det socialt belastede Vesterbro. København er baggrund for hans klummer i Politiken, hvor han under navnet Onkel Danny for eksempel anmeldte kvaliteten på hashen fra Christiania. Og Vesterbro er udgangspunktet for mordgåderne i hans hårdkogte noir-krimier, en serie på tolv bøger, der startede med ”Mord i mørket” i 1981.

Amager