København i litteraturen

I Kim Leines stort anlagte "Profeterne i Evighedsfjorden" fra 2012 ankommer den unge Morten Falck til København i slutningen af 1700-tallet, hvor hovedstaden var en lille, skiden by, hvis liv gjaldede inden for voldene, og hvor marker og bondegårde stødte helt op til byen. Skidtet flyder i gaderne, rotterne fører sig frem, og i det hele taget fremstilles byen som uhumsk, ildelugtende og fuld af alt det, der slet ikke tåler dagens lys.

De københavnske gader kommer til live i Herman Bangs sanselige skildring af byen i 1880'erne, hvor industrialiseringens optimisme sitrer og byggerierne boomer. Omdrejningspunktet er det just opførte Victoriateater, som i løbet af romanen kommer ud i økonomiske problemer, i takt med at den økonomiske udvikling i samfundet vender. Derouten afslører tomheden i det fashionable storbyliv, som viser sig kun at være et krystalbyggeri på et vaklende fundament af udhulede værdier.

Københavns koordinater er rammen for Amalie Laulund Trudsøs debut, som på forsiden af bogen betegnes 'Københavnertekster'. De tres kortprosatekster tager udgangspunkt i hver sin specifikke københavnske gade og danner til sammen en kortlægning af hovedpersonens opdagelse og erfaring af byrummet og københavnerlivet. Jeget forelsker sig på Skyttebanegade og får sig en kæreste i Folkets Park.

I Kaspar Colling Nielsens debutroman ændres Københavns skyline, vejrforhold og dyreliv permanent efter et kæmpe bjerg på 3500 meter bygges uden for byen, men den himmelstræbende kolos bringer også optimisme ind i danskernes flade mentalitet. I 17 fortællinger bringes vi ind i en alternativ nutid og præsenteres for en række monstrøse skikkelser, blandt andet manden Flemming, der gradvist forvandles til en metallisk og magnetisk dræbermaskine.

Alkohol, jazzmusik, sene nattetimer og dekadence præger Tom Kristensens København i romanen ”Hærværk”, hvor litteraturkritikeren Ole Jastraus selvvalgte deroute ind i alkoholtågernes favn bindes sammen med storbyens kaotiske puls. Tidens københavnerliv og stemning reflekteres i Jastraus indre kaos, hvis sjælesøgende og grænseløse adfærd virker tilbage på de gader og stræder, han betræder. De evindelige ture til og fra avisen Dagbladet over Rådhuspladsen og ned ad Vesterbros hovedåre Istedgades ”uendelighed” er på en og samme gang et ydre og indre landkort.

Med sine punktuelle nedslag fra Nørreport og Rådhuspladsen til Utterslev Mose skildrer Katrine Marie Guldager i novellesamlingen ”København” det moderne storbyliv med alle dens løse sammenhænge og vage forbindelser på tværs af de knudepunkter, der udgør byens univers. Novellerne handler om mødet og ikke-mødet, at forsvinde i massens anonymitet, og om hvordan to ens røde tørklæder kan berøre hinanden i et splitsekund i den travle myldretid, for så aldrig at komme i forbindelse med hinanden igen.

Brønshøj har en helt særlig plads i Bjarne Reuters forfatterskab. Ikke blot trådte han sine egne barnesko i københavnerforstaden, Brønshøjs veltrimmede ligusterhække er også bagtæppe for en hel del af Bjarne Reuters romaner om ungdommens formative år. Det er i Brønshøj, at Buster Oregon Mortensen fra ”Busters verden” (1979) utallige gange dufter til den samme busk og tonser af sted på cykel for at bringe købmandsvarer ud til damen med den bidske hund, og det er ved Utterslev Mose, at stakkels Mulle fra ”Zappa” (1977) tvinges til at spise en skovsnegl for at vise sit værd.

I 1977 udkom Bjarne Reuters ”Zappa”, den første ud af tre romaner med drengen og senere manden Bjørn som hovedperson. De to andre romaner er ”Når snerlen blomstrer” (1983) og ”Vi der valgte mælkeve...

Kristina Nya Glaffeys trilogi Mor og Busser, (2014-2019) handler om Mor og Busser, et lesbisk par, der bor på Nørrebro og har tvillinger i skolealderen. Den ene af børnene er bogens fortæller, der hjemmevant beretter om familielivet ”nede på Stefansgade”, på den anden side af Jagtvej og langs den lange gule kirkegårdsmur. Det er grundlokalt, helt ind i sproget, hvor talesproglige vendinger funderet i den talendes geografiske placering sætter den kreative klasses rituelle kaffedrikning på Statens Kunstfonds regning i spil. Toptroværdigt Nørrebroportræt anno 2010’erne.

Der er et spænd mellem form og indhold i Klaus Høecks digtsamling "Canzone" fra 1981. I sonetkransens klassisk strenge formel skriver han om Nørrebro omkring 1980, dengang bydelen var stenbro med bistandskontor og skumle sidegader.

Ryesgade på Nørrebro er central i Henriette E. Møllers fortælling om den gamle Albert Kaiser, der ligger for døden, omgivet af sin kone, datter og barnebarn. I tilbageblik til tiden under Anden Verdenskrig gøres gaden og kvarteret historisk levende, lige som det nutidige Nørrebro skildres.

Romanen ”Kaiser” er en selvstændig efterfølger til ”Jelne”, der har en billedrig åbning på Nørrebrogade, hvor Jelne kaster billeder og efterladenskaber efter sin kæreste ud i et flor af minder, svævende ud over Nørrebrogade tæt ved søerne.

En ung mand bor på Vesterbro, hvor han drikker øl med sine venner på Cafe Blomsten på Istedgade og i øvrigt ikke laver alverden. Han bliver ramt af en indre nødvendighed af at blive bådebygger, og kører i sin lille røde Golf til Røsnæs, hvor han tager svendebrev. Skildringerne af Vesterbro er få i Peder Frederik Jensens "Læretid" fra 2012, men de får kontrast af livet på værkstedet med Mesteren og Svenden og kortfattede samtaler funderet i konkreter. I Jensens debut ”Her står du” defilerer den unge mand Adam rundt i Københavns gader i forsøget på at finde et sted at stå.

For Dan Turèll var København den eneste rigtige kulisse. Særligt den mørke vrangside af byen, som man i 1980'erne blandt andet fandt på det socialt belastede Vesterbro. København er baggrund for hans klummer i Politiken, hvor han under navnet Onkel Danny for eksempel anmeldte kvaliteten på hashen fra Christiania. Og Vesterbro er udgangspunktet for mordgåderne i hans hårdkogte noir-krimier, en serie på tolv bøger, der startede med ”Mord i mørket” i 1981.

”Lyongade hedder/ Lyōngade/ med streg over o’et/ for der skal ikke/ være nogen tvivl om/ at det drejer sig om/ Lyōngade.// Sådan er der på Amager/ ikke ret meget tvivl/ om nogetsomhelst.” Sådan lyder det i digtet ”Lyōngade” i Klaus Rifbjergs ”Amagerdigte” fra 1965, der med den voksnes blik tager læseren med til digterens barndom på den ø, hvortil alle broer sad fast på Sjællandssiden.

Opvæksten i Urbanplanen på Amager er ikke udpræget fredfuld i Morten Papes "Planen" fra 2015. Hovedpersonen Morten vokser op uden at føle, at han hører til nogen steder, og omkring ham falder alt fra hinanden. Banderne hærger, og mange drømmer om at slippe væk fra det socialt belastede boligområde. Morten flytter væk, men vender efter otte år tilbage for at se sin fortid i øjnene og planen efter i sømmene.

Hollænderhallen i Dragør har lagt gulv til mange timers boldspil i 1980’erne. Fortælleren i Maria Gerhardts ”Amagermesteren” fra 2015 er vokset op med hyl i hallen og lugten af pommes frites, med fodbold på Kløvermarken og besøg hos veninder bosat rundt på Amager. ”Hun kan høre de første fly og hun smiler da hun tænker, at nok har de været rundt i verden, men de vil altid lande på Amager.” (s. 45).