Statens kunstfonds præmieringer for 2026

Statens kunstfonds præmieringer for 2026

Intro

En smuk børnebog om sorg og tab, fem danske skønlitterære værker, der på forskellig vis tematiserer prekære situationer: at være flygtning, at være boligløs, at være pårørende. En særligt mesterlig oversættelse og endelig en fagbog om dramatik og teatrets væsen. Det er de otte værker, Statens Kunstfond litterære legatudvalg i 2026 har valgt at præmiere. Se dem i listen nedenfor sammen med et uddrag af Kunstfondens motiveringer.

Forfatter Merete Pryds Helle er udvalgsleder for legatudvalget for litteratur. Om årets udvalgte bøger siger hun: 

"Udvalget har valgt at præmiere en række værker blandt de mange gode bøger, vi har læst i år. Alle udmærker de sig ved på hver sin særlige måde at bruge og udvide det danske sprog og brugen af illustrationer, for derigennem at forstå, hvad det vil sige at være menneske i vores samtid. Det er værker, som vi mener fortjener en særlig opmærksomhed for deres kunstneriske kvaliteter."

Nonnerne fra Ørslev Kloster

Signe Parkins’ 'Nonnerne fra Ørslev Kloster' består af en kombination af korte dagbogsnotater, fotografier og materialebeskrivelser af små stoffigurer, hvoraf de fleste mimer bevingede og menneskeliggjorte insekter. Ligesom de knappe notater kredser om hverdagslige gøremål og tildragelser, er figurerne skabt af ting, kunstneren har fundet omkring sig. Disse figurer kaldes for nonner; et ord, der refererer både til nonneklosteret Ørslev Kloster, hvor hun påbegynder arbejdet med figurerne, og til den mor, hvis sygdom og død tegner en tråd gennem værket.

Toubab

Nana Fatous debutsamling 'Toubab' kredser om familierelationer på tværs af sprog og grænser, kærlighed og tab. Den viser os de magtpositioner, der kan opstå mellem mennesker, når økonomi og grundvilkår støder sammen, også når man er i familie. Digtene er fuldstændig stilsikre, letflydende og giver et rørende indblik i en ung kvindes verden i verden. Fatou har skabt sit eget poetiske univers, hvor sproget og stemmen er de bærende elementer, der fører læseren ind i digterjegets indre liv og hendes rejse gennem livet.

Det røde er det grænseløse

Helga Marie Jansson oversættelse af Judith Kiros’ 'det røde er det grænseløse', der handler om anakoreten Julian af Norwich og blev udgivet på svensk i 2023, er intet mindre end en kraftpræstation. Jansson har skullet forholde sig til en mangfoldighed af sproglige registre og kontekster, et væld af situerede kulturelle koder. Hun har skullet tage livtag med et kontemporært svensk digter-jeg, som flettes sammen med et middelalderligt objekt. Undervejs lykkes det ovenikøbet Jansson at berige det danske sprog med flere fornemme neologismer, og takket være hende kan vi nu nyde denne digtsamling i al dens storslåede poetiske vildskab.

Mennesker i små rum

Hvor meget kan man tillade sig at kræve af et menneske, der elsker én? I Luca Engberg Talamonas 'Mennesker i små rum' flytter en voksen søn hjem til sin mor. De skal være der begge to, med deres vaner, deres behov og det, de ikke får sagt. Og så er der hunden, som ikke må være der, men som selvfølgelig også skal have et sted at være. Det er komisk og klaustrofobisk. Og efterhånden også ganske alvorligt. For moren beder sin søn om at hjælpe hende med at dø, hvis hun bliver syg. Så hvad stiller man lige op med sådan et ønskekrav?

Tørklædet og puden

I 'Tørklædet & puden' undersøger Tom Silkeberg på fornemste vis, hvad det vil sige at skrive dramatik i det 21. århundrede. Gennem fire essays reflekterer han over teatrets væsen, dramatikkens centrale aspekter og begreber og dykker ned i både det episke, postdramatiske teater og klassiske tragedier. Han sætter sin egen praksis i spil med blandt andet Sofokles tragediefragmenter, Jair Bolsonaros politiske taler, Elfriede Jelineks kolofontekster og eksperimenterende samtidsteater.

skrevet af Forfatterwebs redaktion, 12. november 2026.

Kilde

Statens Kunstfonds hjemmeside