Andrev Walden

Andrev Walden er født i 1976 i Norrköping i Sverige og voksede op med sin mor og to halvsøskende. I mange år vidste han kun meget lidt om sin biologiske far. I et interview har han beskrevet, hvordan den lille familie hele tiden flyttede, ofte ud og ind hos morens kærester: ”Jeg tror, vi havde ti forskellige adresser i 80’erne. Inden historien i min roman begynder havde vi også boet i Skåne og Småland og Värmland og et sted i Sörmland. Det var meget rodløst, kan man sige, men der var altid stabiliserende mennesker rundt om det rodløse. (…) Min mor er en meget varm og tryg person. Eller ikke tryg, men hun er meget varm, og hun har aldrig været misbruger eller noget i den retning.” (Selma Brodej: ”Jag var livrädd för vuxna män”. Dagens ETC, 2023-08-04. Egen oversættelse).

I samme interview beskriver Andrev Walden sig selv som et uroligt barn, der på grund af sin mors ofte psykisk ustabile kærester lærte sig at tage sig i agt for voksne mænd. Det hjalp på hans uro, at han i mange år gik på den samme Rudolf Steiner-skole, hvor han sugede den stabilitet til sig, han savnede andre steder i sit liv.

Efter at han havde studeret journalistik, flyttede han til Stockholm og blev redigerende og artdirector på avisen Aftonbladet. Her var han fortsat på vagt over for mænd og deres temperament. ”Det var derfor, jeg søgte ind i feature-afdelingen, der arbejdede mest kvinder,” har han fortalt i et interview (Selma Brodej: ”Jag var livrädd för vuxna män”. Dagens ETC, 2023-08-04. Egen oversættelse). Faktisk blev han først rigtig tryg ved andre mænd i 30-35-års alderen, siger han samme sted. Det skete ikke igennem terapi, som han aldrig har haft lyst til at bruge tid på. Efterhånden gik det bare op for ham, at de fleste mænd ikke var så farlige, som han havde oplevet dem som barn.

Andrev Walden har også været redaktør og programleder på SVT. I dag er han foruden at være forfatter essayist og kronikskribent på Dagens Nyheder. Han bor i Stockholm med sin sambo og to sønner.

Hele historien i Andrev Waldens selvbiografiske roman ”Jävla karlar” fra 2023 (”Satans mænd”, 2024) rummes i bogens første sætninger: ”Engang havde jeg syv fædre på syv år. Det her er fortællingen om de år.” Den tredje sætning lyder: ”Hvis noget lyder opfundet, kan du være sikker på, at det er sandt.” Selv om bogen er en roman, er det altså også en virkelig beretning om Waldens egen dramatiske og omskiftelige barndom, der var præget af morens tendens til at falde for dominerende og psykisk ustabile mænd. I bogen har han givet de syv mænd, som på hver deres måde kom til at spille en slags farrolle for ham, specielle navne og et langt kapitel hver: Der er Plantetroldmanden, Kunstneren, Tyven, Præsten, Morderen, Kajakroeren og Indianeren.

138152138

Alle beskrives de ud fra drengens på én gang forskrækkede, påpasselige, indimellem beundrende og endnu oftere forundrede synsvinkel. Han prøver at få styr på, hvad de har gang i med hans mor, men det er ikke nemt, når de opfører sig så ofte uforudsigeligt hernede på bunden af det svenske samfund i 1980’erne. Drengen kæmper også med, at han ikke føler sig god til noget. Bl.a. gennem et sommerjob som opvasker får han dog langsomt mere selvtillid, også overfor de piger, der optager ham intenst.

I øvrigt hjælper det at kunne grine, når endnu en af ”fædrene” spænder ben for hans tryghed og livsglæde. Andrev og hans søskende bliver stadig bedre til at se det sjove i de skøre mandstyper, grinene giver dem en følelse af magt og afstand og giver ham selv plads til at finde sit eget ståsted.

Inden for rammerne af de syv kapitler er bogen fortalt med små og store nedslag i vigtige begivenheder i Andrevs formative år. De skildres med stor indlevelse i barnets behov for indimellem at krydre lidt ekstra med drama og andre gange dæmpe dramaet. Sproget er stilsikkert og fabulerende med afstikkere til det eventyrlige. Tit er der både tragedie og komik i en og samme sætning. En af fædrene er ”sådan en mand som smukke kvinder strikkede uldtrøjer til.” En anden er ”i hvert fald rig nok til at han har guldet på sig og ikke hos pantelåneren.”

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Satans mænd"

Det store tema i Andrev Waldens selvbiografiske roman ”Satans mænd” er en drengs opdagelsesrejse ind i den maskuline identitet. En rejse, der bliver sværere af, at han ikke kan huske sin biologiske far. Til gengæld når hans mor at have syv kærester på bare syv år, men ingen af dem dur som forbilleder. Selvom flere af stedfædrene er voldelige og skrækindjagende bekendtskaber, beskriver den voksne Andrev Walden dem med en vis varme. Det er hverken hævn eller medlidenhed, han søger. Efter at han selv er blevet far, har han mere ønsket at forstå. ”Et stykke inde i forældreskabet opdager man, hvor svært det er at gøre alting rigtigt. Og så mistede jeg ligesom evnen til at dømme dem, der ikke er gode til at få livet til at fungere. Normaltilstanden i tilværelsen er jo kampen. Selv i et helt almindeligt liv,” har han sagt i et interview. (Lotte Thorsen: ”Jeg bliver stadig skuffet, hver gang jeg ser min far.” Politiken, 2024-04-27).

I samme interview fortæller han, at miljøet i bogen i høj grad er påvirket af efterdønningerne fra ungdomsoprøret, som hans mor deltog i. Hun er lidt som den gode hippiefe, der uanset lavvande i økonomien og kriser bliver ved at farve sit hår hennafarvet og er sød ved sine børn. Deres tilværelse er fattigere end arbejderklassens, men latter er hans barndom aldrig fattig på, og det er derfor, romanen er endt som en mørk komedie. Den er inspireret af den særlige latter, der opstår mellem søskende, når de taler sammen om deres forældre, siger han. ”Det er næsten den allerbedste latter, der findes. Det er den energi, jeg gerne ville ramme i romanen. At man som læser får lov at smuglytte til den samtale mellem søskende.” (Lotte Thorsen: ”Jeg bliver stadig skuffet, hver gang jeg ser min far.” Politiken, 2024-04-27).

Til Politiken fortæller han også om de elementer og stemninger fra eventyrene, han har brugt til at understrege barnets undren og modning. Bl.a. er det ikke tilfældigt, at han fokuserer på syv af de mænd, der passerer igennem morens liv. ”Der er noget magisk over tallet 7. Mange eventyr handler om et barn, der går vild i skoven og skal klare sig forbi et antal væsner på vejen. Og jeg skulle jo overleve at møde de syv fædre i skoven – og finde ud på den anden side,” siger han.

Andrev Waldens roman ”Satans mænd” rammer ned i en bølge af romaner, hvor mænd gør op med fædre, de har oplevet som dårlige forbilleder. Opgørene med den giftige maskulinitet, med fravær og svigt er ofte både smertelige og komplicerede. Bl.a. har Glenn Bechs roman ”Farskibet” fra 2021 haft stor gennemslagskraft i Danmark. Ligesom ”Satans mænd” er det en insisterende, personlig fortælling, i dette tilfælde om konsekvenserne af forfatterens fars selvmord og den forkvaklede maskulinitetsopfattelse, som to nye stedfædre på skift udsætter drengen for. Den selv samme giftige maskulinitet, som gjorde, at faren tog livet af sig.

Også forfatteren Morten Pape gør op med tidligere generationers måder at være far på. I sine romaner ”Planen” fra 2015 og ”Nøglebarn” fra 2024 fortæller han om fædre, der i flere slægtled svigter deres børn, holder sig væk efter skilsmisser og har svært ved at tale om deres følelser. Pape taler ligefrem om en slags forbandelse, han bevidst forsøger at gøre sig fri af. 

Men ingen af de forfattere skriver med samme på én gang rørende, medrivende og spiddende humor som Andrev Walden. Selv beskriver han den norske forfatter Erlend Loe som sit første og største litterære forbillede på det punkt. ”Jeg tror, at det var, da jeg læste ”Naiv. Super”, at jeg første gang tænkte, åh, jeg kan også blive forfatter, hvis man må opføre sig sådan, når man skriver,” har han sagt i et interview (Bjørn Berglund: ”Andrev Walden: Var inte dum i huvudet”. Bohusläningen, 2023-08-30. Egen oversættelse).

”Naiv. Super” fra 1996 er en morsom og tankevækkende dannelsesroman om en ung mand på 25 år, der ikke længere kan finde meningen med tilværelsen og derfor stopper på universitetet, siger alting op og flytter ind i sin brors lejlighed. I en naivt humoristisk tone filosoferer han over sin tvivl og angst, over tiden og verdensrummet på en måde, der både er genkendelig, sjov og medrivende. Ikke helt ulig den tone, Andrev Walden så gennemført bruger i sin egen roman.