- Andreas Tonnesencand.mag., juli 2026
Intro
Kim Stanley Robinsons roman ”Antartica” udkom i 1998 og i dansk oversættelse i 2025 (”Antarktis”). Bogen indskriver i sig i den lille gruppe af romaner, der har Antarktis, en af verdens sidste store og ufremkommelige vildmarker, som sin scene. Som i ”Fremtidsministeriet” befinder vi os i en nær fremtid, hvor det isdækkede kontinent ikke længere kun er et fjernt reservat for videnskabsfolk, men et område præget af stigende økonomiske interesser og politiske spændinger. Antarktistraktaten fra 1959, der forbyder militær aktivitet og sikrer området som naturreservat og fredeligt område, er i praksis under opløsning.
Romanens plotmæssige omdrejningspunkt udløses, da en ukendt gruppe igangsætter en stor øko-sabotageaktion, der umuliggør kommunikation og kaster romanens tre figurer ud i en fælles dramatisk overlevelseskamp i de nådesløse landskaber.
Robinsons roman udspringer af forfatterens rejser til kontinentet i 1995. Fascinationen af kontinentets storslåede og barske landskaber og samtidig en bekymring for området som uberørt natur er et bærende element i romanen. Men som en gennemgående vending i romanen også understreger, nemlig at _”_det der er sandt i Antarktis, er sandt alle andre steder” (s. 591), så har Robinsons roman også en bredere tematisk appel. Den er en kritisk belysning af den moderne civilisations destruktive dynamikker og en appel om at se og begribe vores planet på en ny og mere holdbar måde.

Kim Stanley Robinson
Med over 20 udgivelser, oversættelser til 24 sprog og med en lang række priser er Kim Stanley Robinson en af USA’s mest fremtrædende forfattere.
