- Michelle Mølgaard Andersenjournalist, juli 2026
Intro
Novellesamlingen, der er sammensat af to samlinger på originalsproget ”I drugi istorii”, 2001 og ”I vsichko stana luna”, 2013 (”Blinde Vajsja og andre historier”, 2018), lægger sig både stilistisk og tematisk tæt op af Georgi Gospodinovs romaner. Fortælleren bevæger sig ind og ud af andres historier og skifter mellem første og tredje person. Det gør, at grænsen mellem fortæller, forfatter og karakterer udviskes. Novellerne, der er både humoristiske og absurde, udgør tilsammen en større fortælling om længsel, melankoli og forsøget på at fastholde tid og identitet gennem historiefortælling og erindring.
Novellen ”Manden med de mange navne” handler om landsbytossen Gaustin, der har mistet forstanden på grund af for meget læsning. Han kan føre kloge samtaler ud fra, hvad han har læst, men har ingen erindring om sin egen personlige historie. Gaustin, der også er en central karakter i romanen ”Tidsskjul”, optræder også i andre historier. Blandt andet som en antikvarboghandler og marskandiser, der ligesom novellesamlingens fortæller holder fast og forsøger at fiksere fortidens historier og genstande.

Georgi Gospodinov
Georgi Gospodinov er en markant stemme i europæisk samtidslitteratur. Han er født i Bulgarien i 1968, og hans værker er forankret i de kollektive erfaringer, der knytter sig til landets postkommunistiske historie.
