- Michelle Mølgaard Andersenjournalist, juli 2026
Intro
Georgi Gospodivs første roman ”Estestven roman”, 1997 (”En naturlig roman”, 2006) handler om en mand i krise, der sætter sig for at skrive en roman. Hans ægteskab er gået i stykker, efter hans kone er blevet gravid med en anden mand, og romanen er hans måde at bearbejde dette tab. Fortællerforholdet er komplekst. Romanen fortælles primært i første person, men forfatteren, fortælleren og de karakterer, der beskrives, flyder sammen. Manden, der i romanen skriver på en roman, hedder ligesom forfatteren Georgi Gospodinov. Det samme gør den redaktør, der opdager ham og udgiver hans tekster.
To tilbagevendende temaer er fluer og toiletbesøg. Fluerne optræder som et symbol på det ubetydelige, irriterende næsten usynlige liv, der summer rundt om os mennesker. Lokummet beskrives som et intimt rum, hvor man kan være alene med sig selv og samle tankerne. mens selve afføringsritualet er forbundet med noget naturligt, hvor det sociale, pæne og kontrollerede er sat til side.
”En naturlig roman” er således en roman om at befinde sig midt i et sammenbrud og om at forsøge at fortælle og forstå sin egen historie fra dette meget sårbare sted.

Georgi Gospodinov
Georgi Gospodinov er en markant stemme i europæisk samtidslitteratur. Han er født i Bulgarien i 1968, og hans værker er forankret i de kollektive erfaringer, der knytter sig til landets postkommunistiske historie.
