Jespers lillesøster Stine er begyndt i skole, Jesper bliver kæreste med Trude, og uskylden forsvinder for alvor, da en pige i deres klasse begår selvmord. En ny alvor indfinder sig også hos Maj, der er begyndt som sekretær på Dek-Rek, hvor hendes nu afdøde mand Ewald arbejdede. Hun skiller sig ud fra normen og de andre damer i Røde Kors ved at være arbejdende alenemor til to – og den sociale sladderpresse er ikke sen til at dømme hende, da hun under stærke samvittighedskvaler under sig selv en kærlighedsferie i Rom med Jespers klaverlærer Enzo Zanetti.
Jespers møde med Majs frisindede familie og Josteins møde med den rige Henry Vilder sætter deres arbejderklasse i perspektiv. Den lille verden åbner sig for dem, som også den store gør det på en ekskursion til metropolen København. Alligevel er det en skæbnesvanger sommer i morforældrenes hus på landet, der gør størst indtryk på Jesper: Det simple landliv og mødet med en pige får hans liv til at tage store drejninger.
Også i dette bind spiller Oslo en central rolle. Lyset, bladene, den septembervarme Indian summer, sporvognene, parkeringskældre, baggårde, vasketøjssnore, udsigten over fjorden og de evindelige rådhusklokker. Byen, børnene og kvinderne er beskrevet sympatisk og kærligt, som en hyldest og en fejring. Maj er en kvinde, der tror på det bedste i folk, og som står ved sig selv, selvom det koster på omdømmet. Hun taler de svages sag og viser sig at være ganske effen til reklamekampagner hos Dek-Rek.
Romanen vender sig mod de tidspunkter i livet, der kan ligne højdepunkter (Jesper spiller ved skoleafslutningen, Trude holder tale), men som i realiteten overskygges eller overstråles af de sande øjeblikke, der vender op og ned på tilværelsen, som man kendte den: en stille sommerferiedag på Trudes værelse, en lang biltur til Danmark, havearbejde i en rigmandsvilla. Det er i hverdagene, sandheden gemmer sig, og i øjeblikkene, at livet bliver til.
