”De inviterede hende ikke længere, og de tilkendegav, at det var deres store ønske at gøre iagttagende europæere opmærksomme på, at selv om miss Daisy Miller var en ung amerikansk dame, så var hendes opførsel ikke typisk – og blev af hendes landsmænd betragtet som uhyrlig.”
”Daisy Miller”, s. 90.
Fortryllet af Miss Daisys charme opsøger Mr. Winterbourne hende igen, da han senere på året ankommer til Rom for at besøge sin tante. Den unge frøken er begyndt at se en smuk italiener, som hun offentligt lader sig se sammen med på tomandshånd på spadsere- og karetture rundt i byen. Hendes amerikanske landsmænd i Rom ser hendes livsstil som udsvævende, og Daisy Miller bliver frosset ude af selskabslivet.
Fortællingens konstruktion er typisk for Henry James: I begyndelsen panorerer jegfortællerens blik henover et schweizisk landskab, indtil det zoomer ind og lander på den unge amerikaner Mr. Winterbourne, fra hvis synspunkt fortællingen om Daisy Miller udfoldes: ”Jeg tør ikke sige, om det var lighederne eller forskellene, der gjorde mest indtryk på en ung amerikaner, der, for en to-tre år siden, sad i Trois Couronnes’ have og lidt dovent betragtede nogle af de tiltalende ting, jeg har nævnt” (s. 6).
På samme måde er temaet om amerikanernes møde med den gamle verden i Europa også velkendt i Henry James’ forfatterskab. Daisy Miller er den selvstændige unge amerikaner, der i al sin naivitet og åbenhed bliver forført af Europas fristelser og ikke evner at leve op til sine amerikanske landsmænds forventninger til, hvordan en ung ugift kvinde bør gebærde sig. Hun er som en elefant i en glasbutik, og måske på grund af dette portræt blev romanen i samtiden først og fremmest læst som komedie.
