Der bor Hollywoodstjerner på vejen

I tilbageblik skildres det københavnske autonome miljø og natteliv: ”Bogen er også en slags tilbageblik på København og byen.” (Ditte Giese: ”Når man er så vigtig som mig, kan man da ikke dø”. Politiken, 2014-09-22), ligesom Gerhardts bog bliver et portræt af en generation, der ”ikke tror på velfærdssamfundet (…) Vi regner ikke med nogen folkepension, og vi ved godt, at meget få af os kommer ind på boligmarkedet.” (s. 83-84). Alle romanens episoder er fortalt til den elskede Rosa.

Kærlighedshistorien udgør fortællingens ramme, der starter med ordene ”Nogle piger vil gøre alt for ikke at være alene. Men sådan er du ikke. Det kan jeg se. På de fem meter imellem os. På de femten år, der skal gå, før du endelig bliver min” (s. 7) og slutter med et frieri: ”Langsomt breder jeg tæppet ud foran ilden, så mine knæ forhåbentlig lander blødt.” (s. 207). Indlagt i den gennemgående kærlighedshistorie findes skildringen af Amagerpigen, der forelsker sig i pigen fra Nordsjælland, som er vokset op med helt andre kulturelle og klassemæssige koder: ”Det er en smuk allé. Underspillet. Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Der er en stor have, som din mor selv har anlagt (…) Jeg går rundt og spørger dig om blomsternes navne. Du kender de fleste på latin.” (s. 67). En anden vigtig tematik er skriften og samtalens forløsende potentiale.

Stilistisk er bogen både humoristisk og poetisk med en jeg-fortæller, der ofte har en selvironisk distance til sig selv. Som da hun fra sin hospitalsseng overvejer at abdicere som dj-dronning, eller når hun reflekterer over en eventuel sammenhæng mellem alkohol og kræft: ”Jeg har haft fri bar i et årti. Den knude har ligget vodkamarineret.” (s. 16).

Romanen skildrer de fysiske og psykiske følger af en alvorlig kræftsygdom og opruller ligeledes episoder med bl.a. angstanfald og komplicerede kærlighedsrelationer, men den består også af fiktive glansbilleder: ””Jeg kan ikke lide de glansbilleder, du har af mig”, har du sagt mange gange (…) Men jeg lever for de glansbilleder. Lige meget hvad der sker, kan ingen tage dem fra mig.” (s. 119). Romanen er netop fiktion og en iscenesættelse af den virkelighed, som den udspringer af.

Maria Gerhardt blev nomineret til Bogforums Debutantpris 2014 for bogen.