”gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven / og undret mig over at jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel / helt vild og det retningsløse ville være så indlysende”
”det nemme og det ensomme”, s. 19.
Nordenhof skriver om en barsk barndom, om vold, sygdom og prostitution, og flere steder er bogen tudealvorligt sørgelig, men hun nægter at påtage sig en offerrolle, det personlige bliver næsten offensivt. ”ikke mere blottet end alt er” slutter et digt. At noget ikke er mere blottet end alt er kan betyde, at alt er blottet, at alt bærer en skrøbelighed i sig, som ikke kan skjules (og som i al sin ensomhed er fælles for alle) eller det kan handle om umuligheden af at blotte sig helt, at nå frem til et dér eller dét er mig, min kerne, mit fald, derfra hvor jeg nu taler.
”nerverne er galere end jeg” står der i første digt, og det jeg, der taler i digtsamlingen, er ansporet af galskab. Det gale er både det helt skønne, som man ikke er herre over: ”at katten finder solstrålen. den smule galskab”, det er en slags magtesløs æstetik: ”i går blev jeg fuldstændig idiot af at kigge udover lyngen / det der bløde blåbrune flimmer”, og samtidig er det en kropsfølt vrede over de rammer, der udstikkes for kønnene, for offentlig tale, for medborgerskab. Op mod disse sætter jeget ”det daglige virke”, der ikke nødvendigvis er produktivt, men som til gengæld er ”fælles for alle”.
Som digtsamlingen flere steder selv siger (”haha”), er den fuldstændig sjov: ”og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille”. Humoren er barok, latterlig og akavet, meget mere end den er distanceret og ironisk. Den gives ikke som en neutralisering af alvoren, men som en udpegning af en fælles verden af frygteligt og herligt.
