Partnervold
Detalje af freskerne på Malpaga-slottet. Foto: Giorces.Foto: Giorces via Wikimedia Commons

Partnervold

Intro

Partnervold er en af de hyppigste former for vold, men da den foregår inden for hjemmets fire vægge er den ofte usynlig og yderst tabubelagt. Samtidig henhører det til privatlivet hvor staten ikke blander sig. Man skelner mellem fysisk og psykisk vold, der kommer til udtryk i kontrol, trusler og undertrykkelse og ofte opleves som mere skadelig og krænkende end den fysiske vold. Lovgivningen omkring psykisk partnervold er ikke så entydig som om fysisk vold, men man kan være dækket ind af paragraffer om vold og trusler. Vi har samlet et udvalg af skønlitterære værker der på forskellig vis tematiserer fysisk og psykisk partnervold.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: ”Det slutter her” begynder, hvor ”Fanden tage dig” ender, nemlig med sagen mod den mand, som dræbte Niels Franks søster, Elin, da hun ville skilles.
det nemme og det ensomme

”jeg kan ikke huske hvornår jeg blev klar over det/ at farfar gav dem alle sammen tæsk/ som min far huskede det:/ hver dag ventede man på volden og så blev der stille/ farmor kunne ligge i køkkenet/ som lå i direkte forlængelse af gangen og var lige så smalt/ eller hun kunne ligge i gangen/ æklest hvis det blødte fra hende, hvis man sku tørre op” Sådan står der på i Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme” fra 2012, der udover at fortælle om farmoren og farfarens voldelige ægteskab beretter om en far, der tæskede en mor og om kærlighedsforhold mættede af vold, hån og foragt.

Ludvig Holberg

I Holbergs klassiske og folkekære komedie ”Jeppe paa Bjerget” er de fleste konventioner og forventninger vendt på hovedet. Således også i ægteskabet mellem den drikfældige bonde Jeppe og hans nævenyttige kone Nille, der ikke er sen til at hive krabasken (som har fået navnet Mester Erich) frem og true sin mand med at give ham et drag prygl, hvis han ikke makker ret: ”JEPPE Har du lagt Mester Erich fra dig Nille? NILLE Ja, jeg har, men jeg veed strax, hvor han er at finde igien, dersom du ikke er hurtig. Her hid! see hvor han kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer ikke er her paa Stedet igien, da skal Mester Erich dantze polsk Dantz paa din Ryg.”