Emneord:

Dette burde skrives i nutid

Helle Helle

190 siderUdgivet: 2011

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., april 2025

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., 2008

Helle Helles roman ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011 lægger sig i direkte forlængelse af det tidligere forfatterskab, men laver også et nybrud i og med, at forfatteren for første gang bruger stof fra sit eget liv i fiktionen. Hovedpersonen Dorte Hansens liv har flere sammenfald med Helle Helles liv, uden at det dog gør romanen til en selvbiografisk roman. Titlen er Helles egen omskrivning af et citat fra en bog af den irske forfatter Samuel Beckett: ”… pludselig stod der: ”Alt dette her burde skrives om i førdatid.” På den måde får man pludselig åbnet sine øjne for, at det man sidder og læser, bare er nogle ord på et stykke papir. Men det er det jo ikke. For litteratur er rum, der kan åbne sig.” (Daniel Øhrstrøm: Livet kræver fortolkning – ligesom litteraturen. Kristeligt Dagblad, 2011 04 08).

”Jeg lakerede mine negle og besluttede mig for en ny stil og en anden måde at tænke og gå på, jeg fik oven i købet lyst til at fabrikere et indlæg til en avis. Jeg vidste ikke om hvad. Jeg havde ikke nogen specialer. Højst festsange, men de var fortid.”

“Dette burde skrives i nutid”, s. 72-73.

Jeg-fortælleren Dorte er flyttet til et nyt hus lige ved stationen i Glumsø, og herfra pendler hun ind til København, hvor hun er indskrevet på universitetet på Amager. Hun kommer dog ikke så meget på universitetet, men mere i Scala, hvor hun shopper og mødes med sin ven Digter Hase. Han introducerer hende til forfattermiljøet i København, hvilket Dorte både tiltrækkes og frastødes af. Hjemme i Glumsø har Dorte svært ved at få gjort noget som helst og går næsten i stå i forhaven med udsigt til togene, der suser forbi.

I tilbageblik fortæller Dorte om tidligere episoder i sit liv, koncentreret om de mænd, hun har forladt, om faster Dorte og om de mange flytninger rundt omkring på Sydsjælland. Disse tilbageblik optræder ikke kronologisk, men fungerer som et spredt billedalbum over Dortes mærkeligt afventede tilgang til verden.

Romanen er ikke plotdrevet, men har sin fremdrift i de detaljerede portrætter af Dorte, hendes kæreste Per Finland, faster Dorte og digter Hase. Igen er provinsen med dens småkedelige hverdag, jeg-svage kvinder og bløde mænd omdrejningspunkt for fortællingen, der med sit fokus på bittesmå detaljer tegner et portræt af folk, som de er flest. Helle gør sig ikke til dommer over karakterernes gøren og laden, hun noterer bare, hvad der foregår.

Som i Helles andre bøger er stilen nøgtern og konstaterende frem for analyserende og udfoldende. Dorte gør ting uden helt at vide hvorfor, og så er den ikke så meget længere. Det er op til læseren at lave mellemregninger og sammenstykke karakterernes bevæggrunde for deres handlinger. Romanen er dialogbåret, og netop i dialogen viser forfatteren, hvem karaktererne er. De afslører sig selv gennem deres handlinger og deres tale.

Helle Helle

Helle Helles forfatterskab begyndte i et eksperimenterende og kortfattet hjørne, og hun har siden udviklet en nøgtern realisme, der indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form ...

Læs hele forfatterportrættet