- Niels Vestergaardcand.mag. og journalist, 2010
Intro
Der er mere fart over feltet i resten af de kårde og kappe romaner, Alexandre Dumas skriver i den frugtbare raptus midt i attenfyrrerne end i forgængeren ”Greven af Monte Christo”. Fortællingen om den smukke frøken “La Dame de Monsoreau” fra 1846 (“Diana”, 1903) er fremragende komponeret med et aldrig svigtende overskud af humor, som udfoldes i lune beskrivelser og en dialog, som er så mundrap, at den flere steder overgår “De tre musketerer” – ikke mindst takket være hofnarren Chicot, den angiveligt homoseksuelle kong Henrik den Tredje og hans ‘mignons’, en lille håndfuld smukke adelsmænd, som udgør hans permanente entourage. Fornærmelserne fyger, rygterne svirrer, sladderen går. Der er forvekslinger og falden på halen. Og selvfølgelig masser af krydsede klinger og ømme forelskelser. Det er en fornøjelse.

Alexandre Dumas
Hvis man måler en mands succes på, hvor mange, der mener, det er værd at bagtale ham, og det kan man udmærket gøre, så var den hyperproduktive forfatter til “De tre musketerer”, Alexandre Dumas, ud...