”Keesa drømte om manden. Han sad på kanten af himmelsengen og betragtede hende med en intense, prikkende øjne, som lod til at registrere hvert et molekyle i hendes krop. Hun ville flygte fra ham, men han havde gjort noget ved hende, så det ikke lod sig gøre. Hendes krop ville ikke, som hun ville, men hendes hjerne var endnu klar.”
”Dødvægt”, s. 343.
I starten af fortællingen bliver Dicte, kæresten Bo og et hold fotoelever vidner til en uhyggelig scene, da en flygtningebåd fra Libyen under en storm kæntrer i Middelhavet mellem Malta og den lille ø Gozo. På samme tid dukker liget af en ung hvid kvinde op i havet, hvilket får Dicte til at reflektere over, at hvide liv tilsyneladende tillægges større værdi end sorte: ”En hvid kvinde mellem sorte mænd. Et værdifuldt liv mellem alle deres billige, som de havde trukket i en afrikansk automat, tænkte Dicte om det faktum, som ingen ville sige højt, men som alle vidste, var sandheden: Middelhavet var en stor gravplads for bådflygtninge, der ikke var velkomne nogen steder. Med liget af en lyshudet ung kvinde var det en ganske anden sag.” (s. 12-13).
Herefter hvirvles Dicte hurtigt ind i efterforskningen, hvilket viser sig at være en farlig færd for både hende selv og kæresten. Det plotbaserede handlingsspor kædes sammen med højaktuelle temaer som bådflygtninge, verdens ulighed og trafficking, ligesom forskellige kulturers syn på religion, ægteskab og abortlovgivning berøres.
I vanlig femikrimi-stil bliver der ligeledes plads til hovedpersonens egne personlige kvaler og følelsesmæssige dilemmaer, da Dicte møder den tiltrækkende politimand Jack Spiteri, mens Bo synes mest optaget af det unge fototalent Natascha. Parforholdsproblemer, jalousi og sidespring kobles med plottet, hvor de mange løse tråde i efterforskningen efterhånden bliver bundet sammen.
