”Der var universet, solsystemet, jorden, Grønland, bygden, det grønne hus, Andreas, Sofie, far og mor, og inde i morens mave var der en astronaut der svævede rundt i sit eget univers.”
”Drengen og pigen og miraklet i snehulen”, s. 7.
Der er høj sol og blå himmel, da hele familien suser afsted. Højt over slæden følger Sofies krage Kraka, der ifølge Sofie i virkeligheden er en åndemaner, familien på afstand.
Men lige så smukt og storslået landskabet tager sig ud ved afgang, lige så pludseligt forandrer det sig. Piteraq – en orkan er på vej. Selvom Sofie er sikker på, at Kraka nok skal lede dem på vej, så må familien hurtigt søge mod kysten og grave sig ned, mens stormen raser. Da børnene vågner, er det nat, og deres mor er ved at gå i fødsel. Men da de vil vække deres far, opdager de, at han er væk. Der er ikke tid til at finde faren, for fødslen er i gang, og børnene skal hjælpe med at støtte barnets hoved, når det kommer. Sofie og Andreas hjælper mirakuløst deres mor, mens hun føder ikke bare et, men hele to børn – en dreng og en pige – dér i snehulen.
Om morgenen kravler Sofie ud og støder ind i sin far. Han går straks i gang med at fortælle om det, han tror er den største overraskelse. Nemlig at Kraka i nattens mørke synes at have ledt faren op på fjeldtoppen, netop til det sted, hvor der faktisk var mobildækning, så faren kunne tilkalde hjælp, og at hospitalets helikopter nu er på vej. Men Sofie ved, at hun har en overraskelse, der trumfer sin fars.
