Lån på biblioteket

Ekkoland

Per Petterson

132 siderUdgivet: 2008

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., juli 2026
Hovedforfatter
  • Martin Ravn
    journalist, 2022

Intro

I Per Pettersons roman “Ekkoland” fra 1989 (“Ekkoland”, 2008) er Arvid blevet tolv år. Han tilbringer sommeren sammen med sin familie på Nordjyllands østkyst, hvor de danske bedsteforældre har et beskedent mælkeudsalg i en havneby. Scenen er sat i begyndelsen af tresserne, hvor mælken er på flasker, som Arvid hjælper bedstefaren med at køre ud på budcykel om morgenen.

Med de flere år på bagen er Arvid blevet mere trodsig. Han siger RØR MIG IKKE, når de voksne vil vide, hvad der i vejen og GLEM DET. Arvid er ved at blive en enspænder. Samtidig er han en skarp betragter. Voksenverdenens mysterier og hemmeligheder omgærder stadig Arvid: Bedstemoren der græder, når hun tror sig alene i mælkeudsalget, og moderen der går lange ture alene. Men i løbet af bogen kommer de voksnes fortielser og fortrængninger frem i et gråt lys, og Arvid stykker de detaljer og halve sætninger, der fylder barndommen, sammen til et billede af en familie, der som enhver anden har skeletter i skabene.

Formen følger debutens. Igen er det de korte episoder, der fortæller en hel masse om, hvad det vil sige at være en dreng, der smugkigger ind i de voksnes verden. Og igen bliver historierne fortalt i tredje person, men det er gennem Arvid, historierne skrider frem, og det er hans opdagelser og erkendelser, der er fortællingernes fremdrift. Sproget er stadig enkelt. Der er kun det, der bliver sagt. Måden det bliver sagt på. Et blik. Et tonefald.

”Arvid spekulerede længe over det med at han ikke havde det så nemt, men han forstod ikke hvad hun mente og til sidst glemte han at tænke på det.”

“Ekkoland”, s. 16.

På den måde fremstår sproget som noget fysisk, der kan omslutte Arvid. Som når den indremissionske bedstemor synger en salme: “Hendes stemme var lys og anderledes end når hun talte. Hun talte altid lavt, i hvert fald når bedstefar var i rummet, men nu var den høj og gennemtrængende. Der var noget modbydeligt ved den stemme og samtidig en lokken som nappede og nappede og ville have ham med hud og hår, men han vidste at hvis han gav slip ville han blive taget af et sug og ingen kunne vide hvad der så ville ske”. (s. 47).

Per Petterson

Norske Per Petterson folder stille og stærkt indre dramaer ud. Relationen mellem forældre og sønner fremskrives med en udtalt sensibilitet, og det familiære og nære...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger