”og så ville jeg forsøge ikke at tænke på noget, for jeg ville lade alting være tomt, ja tomt og stille, ja stille, ja stille og mørkt, for det eneste jeg længes efter nu er stilhed, ja at der skal være helt stille, at en stilhed skal falde som sne ned over mig og dække mig, ja at en stilhed skal falde ned over alt der det findes, og også over mig, ja over mig.”
Et nyt navn – Septologien VI, s. 8.
Det leder ham atter ind på tanken om, at Gud er et lysende mørke i os alle, ligesom hans billeder skal lyse i mørke. Lighederne mellem kunst og religion udfoldes eksplicit i dette bind, der også i forhold til både menneske og kunst spørger, hvad ånd er. Det er, når form og indhold ikke kan skilles fra hinanden, at “ånden i kunstværket bliver til noget særligt” (s. 79), ligesom i den menneskelige forening af sjæl og legeme.
I tilbageblik hører vi om Asles første tid i Bjørgvin, hvor han mødte Ales, fik et værelse i byen og flyttede fra Aga, dagen efter at hans elskede Bedste døde. Vi hører også om den anden Asles liv med kvinderne Liv og Siv, tre børn, druk og utroskab.
Skildringerne af død, selvmordsforsøg og kærlighed er rørende i deres nærværende sanselighed og i de næsten messende gentagelser. Den livslange kærlighed til Bedste, den nyvundne kærlighed til Ales og de komplicerede kærlighedsforhold mellem Asle, Liv og Siv er forskellige former for kærlighed, ligesom kærligheden til Gud er det. Med gennem hele romanserien er det grå uldtæppe, som Asle fik af sin bedstemor, da hun flyttede på plejehjem, og som han gennem livet har pakket lige så omsorgsfuldt om sine malerier som om sig selv.
Teksten messer rytmisk og gentagende, som Asle gør det, når han flere gange om dagen fremsiger bønner på både latin og nynorsk. Også dette bind slutter på en indånding, midt i en bøn.
