”Jeg holder om det brune kors af træ, og siger så om og om igen inde i mig selv mens jeg ånder dybt ind Herre og mens jeg ånder langsomt ud Jesus og mens jeg ånder dybt ind Kristus og mens jeg ånder langsomt ud Forbarm dig og mens jeg ånder dybt ind Over mig.”
Jeg er en anden – Septologien III, s. 110.
I frie spring mellem tider tænker Asle tilbage på først sin barndom, hvor hans mor mistroede ham at have stjålet tre kroner (som han havde fået af Skaldepanden for at tie stille om, at han havde taget Asle på lårene). Senere tænker han tilbage på den periode, hvor hans søster pludseligt døde, og hvor de voldsomme billeder i hans hoved fyldte så meget, at han forsøgte at spille dem ud i stedet for at male dem ud. Men tiden som lidt uduelig guitarist i et rockband fik ikke smerten til at forsvinde, så han vendte tilbage til maleriet. Asle begynder på gymnasiet og flytter hjemmefra. I et underspillet og humoristisk tilbageblik hører vi om den dag, Asles familie fik bil (som nogen af de sidste), og hvor fremmedgørende det var for hans forældre pludselig at være bilejere. Midt i den ellers tidsutydelige fortælling bliver det et skarpt lille tidsbillede.
Indimellem tænker Asle på tiden med Ales, hvis nærvær stadig opsøger ham som flygtige kærtegn.
Sproget er associativt, flydende og nærværende, og tider og karakterer optræder næsten simultant. Også dette bind åbner med sætningen “Og jeg ser mig selv stå og se” og slutter med en åben bøn, forbundet med vejrtrækningen, uafsluttet og i evig bevægelse.
