Lån på biblioteket
Emneord:

    Faust

    Johann Wolfgang von Goethe

    Lån på biblioteket

        Intro

        I Goethes tidlige ungdom havde den aldrende digter Lessing henledt den nye generation af heftige digtere på myten om den videbegærlige doktor Faust, som solgte sin sjæl til djævlen mod at få tilfredsstillet sin tørst efter kundskab. Myten bygger på en historisk skikkelse, som i reformationens første år blev beskyldt for at bedrive sort magi og til skræk og advarsel blev henrettet.

        Den blev diskuteret, tolket og anvendt som udgangspunkt for digte og skuespil. Goethe skrev – fra ung til gammel – løbende på sin Faust-version, og arbejdet blev hans livs “hovedforretning”. Det første udkast, kendt som “Urfaust”, er angiveligt forfattet allerede i 1773, da han var fireogtyve. I 1790 udsendte han en foreløbig i version. I 1808 kom den endelige gennemarbejdning under titlen “Faust” (“Faust, 1928). Det er langt fra de elegante, moderne Faust-fortolkninger, som vi kender fra titler som Oscar Wildes “Dorian Gray” og Klaus Manns “Mephisto”, men udformet som et klassisk læsedrama på vers med branderter og studentikos ironi. Handlingen er minimal og persongalleriet tilsvarende begrænset. Til gengæld vrimler det med marekatte, talende husdyr og overnaturlige væsner.

        Ånden: I livets skumsprøjt, i handlingsstorm  er jeg bølgen dér,  er jeg vind og vejr!  Fødsel og grav,  et endeløst hav,  en ild som lever –  Jeg former og væver,  ved tidernes susende væv står jeg vagt:  jeg væver for Gud en forvandlingsdragt.  Faust: Du, der om hele verden når,  utrættelige ånd, dig ligner jeg.  Ånden: Du ligner ånden, du forstår,  Men ikke mig!

        Johann Wolfgang von Goethe: “Faust”, side 28.

        I Goethes version går væddemålet mellem Faust og Mefistoles på, om Mefistoles kan gøre den søgende Faust tilfreds med sig selv og sin tilværelse. Mefistoles tager Faust med på en rejse, som primært går ud på at introducere den støvede doktor for øl, fisse og hornmusik. Undervejs møder de en af Mefistoles' ansatte, en heks, som kalder ham junker Satan. Mefistoles virker stødt over øgenavnet, men opløser så den anspændte stemning med sit djævelske vid: “Nej, kald mig hr. baron, så har jeg gammel rod; jeg er en grandseigneur som andre grandseigneurer. Du tvivler næppe på mit ædle blod? Se bare for et våbenskjold jeg fører (Han gør en obskøn gebærde.) Heksen (ler ubehersket): Hi hi! De lægger ikke skjul på at De er og bliver en spøgefugl.” (side 120)

        Relativt skægt kunne man mene, akkurat som den her, hvis man er til den bevidst skamløse og pinagtige humor: “Mefistoles: Åh, gid jeg havde haft en stærk og smækker/ ung buk at ride! – Vil du ha et kosteskaft?/ Vi har jo langt igen. Faust: Jeg foretrækker/ min knortekæp, så langt det rækker/ at komme frem ved egen kraft. *(*side 196.)

        Kosteskaftet er jo i hvert fald indlysende. Vores to helte er faktisk på vej ad Bloksbjerg til. På Auerbachs kælder, en knejpe i Leipzig, er der øl og hornmusik. Det frister ikke Faust. Det gør den fagre Gretchen derimod. Han får hende med djævlens mellemkomst og tragiske følger. Gretchen bliver gravid, drukner barnet og ender i fængsel.

        Efter Goethes død i 1832 udkommer en kompakt og endnu mere lærd anden del af “Faust”, som afslører, at Faust vandt væddemålet. Han lod sig ikke stille tilfreds. Det lykkes ikke Mefistoles at nedbryde hans ånd, at gøre ham til en selvtilfreds dovenkrop.

        Johann Wolfgang von Goethe

        Johann Wolfgang von Goethe var romantikkens vidunderbarn; digter, dramatiker, forfatter, naturvidenskabsmand og damebedårer. Han kunne det hele. Hans ungdomsværk om den hyper følsomme egotripper We...

        Læs hele forfatterportrættet

        Opdag andre bøger