Johann Wolfgang von Goethe

Ved fejringen af 250-året for Goethes fødsel var “Die Wahlverwandtschaften” fra 1809 (“Valgslægtskaber”, 1810) helt naturligt en af de romaner, man herhjemme valgte at genudgive for at markere begivenheden, oven i købet i en fin oversættelse af Niels Brunse.

Baron Edouard og Charlotte er ungdomsforelskede, som har fået hinanden efter ægteskaber med andre. De lever i et harmonisk forhold på baronens overdådige slot og strækker harmonien ud i det omliggende landskab og parklandskab, som Charlotte former efter datidens forestillinger om romantisk havekunst med stier, hvor man kan vandre og fortabe sig, og udsyn, hvor blikket kan fortabe sig og en moshytte, hvor man kan gemme og svale sig. Men slangen i paradiset er på vej, Edouards ungdomsven, kaptajnen, inkarnationen af det moderne Europa, en landmålertype, som kan sætte det hele på topografiske kort og gør det, da Edouard hidkalder ham efter diskussioner med Charlotte, som har bange anelser. Charlotte får til gengæld lov til at invitere sin myndling Ottilie. Kompositionen er rigtig fin og symbolikken stærk (side 38):

“Lægger man et stykke af denne sten i fortyndet svovlsyre, så griber svovlsyren om kalken og fremtræder med den som gips; men den fine, luftige syre flygter derimod bort. Her er der opstået en adskillelse og en ny sammensætning, og man mener sig nu berettiget til endda at bruge ordet valgslægtskab, fordi det virkelig ser ud som om det ene forhold foretrækkes frem for det andet, som om det ene vælges i det andets sted.”

“Undskyld mig”, sagde Charlotte, “ligesom jeg underskylder naturforskeren; men jeg ville aldrig se noget valg i det, snarere en naturnødvendighed (…)”

Det er hele pointen og romanskabelonen i et: Naturen som skæbne, livet som en restløs sum af virkninger og årsager. Charlotte og Edouards forhold opløser sig i det syrebad, de har beredt for sig selv. Deres valgslægtskaber er en illusion. De vælger kun tilsyneladende selv. Deres hjerter stikker af i hver sin retning. Edouard og Ottilie bliver heftigt forelskede, og det samme gør Charlotte og kaptajnen. Slutningen er ikke akkurat lykkelig, men romanen giver Goethe mulighed for at fremføre sin betragtninger om kærlighed og ægteskab i opbyggelige diskussioner:

““Du sletter,” svarede majoren, “med nogle få træk alt det, man kunne og burde sætte op imod dig; og dog må det gentages. At genkalde dig forholdet til din kone i hele dets værd, det overlader jeg til dig selv; men du skylder hende, og du skylder dig selv, ikke at forplumre dig det. Men hvordan kan jeg blot tænke på, at I har fået skænket en søn, uden samtidig at udtale, at I tilhører hinanden for altid, at I af hensyn til dette væsen er skyldige at leve forenet, så I forenet kan sørge for dets opdragelse og dets fremtidige vel.” (side 216)

Goethe er ved at være en ældre herre, men han er stadig ufatteligt produktiv og arbejder på flere felter, herunder naturvidenskaben. Samme år som “Valgslægtskaber” udkommer, udgiver han summen af tyve års studier af farver, et værk på intet mindre end tusinde sider, kaldet “Zur Farbenlehre” (“Farvelære”, 1967). Videnskabeligt bliver den hurtigt forkastet, men efter sigende tjener den stadig som inspiration for billedkunstnere. Så sent som i 1998 var den udgangspunkt for en prisbelønnet dansk dokumentarfilm, “Lyset, mørket og farverne”.

Goethes hustru Christiane dør, men hans kærlighedsliv er ikke slut. Han når som halvfjerdsårig at tabe sit hjerte til en nittenårig frøken ved den idylliske Boden-sø – for nyligt skildret i den tyske forfatter Martin Walsers roste “En mand som elsker”).

Goethe havde ånden lige til det sidste. Da mørket begyndte at omslutte ham, var hans Famous Last Words: “Mere lys!”

Den store, danske litteraturforsker og kritiker Georg Brandes formulerede Goethes format på den her måde: “Der gælder i Goethes væsen noget, som umuliggjorde, at han nogensinde kunde blive populær. Han var for stor og for utilgængelig til at kunne vurderes af flere end et mindretal. Naar hans ry er gået over jorden og det den dag i dag kan betegnes som urokkeligt, vil dette ikke, at hans værker har havt saadanne horder af læsere som Walter Scotts eller den ældre Dumas' romaner, men at de forskellige landes kunstforstandige har bibragt deres landsmænd troen på hans overlegenhed. Denne drages vel endnu bestandig af og til i tvivl, men svagt, og kun idet man gør sig et vaaben af sin uvidenhed og uforstand. Han er indtraadt i den lille Falanx af jordens aller ypperste aander.” (Georg Brandes: “Johann Wolfgang Goethe” side 231-232).

For Brandes er en klassiker noget, som bliver udråbt af dem, som ved bedre, for Lagercrantz, som vi citerede ovenfor, er en klassiker et værk, som spontant vinder læsere i nye generationer. Ifølge Brandes definition har Goethe formentlig ikke skrevet andet end klassikere, ifølge Lagercrantz' definition har Goethe formentlig ikke skrevet andre klassikere end Werther. Et helt hav af revolutioner tårner sig op mellem Goethe og den moderne læser; borgerskabet og arbejderne og kvinderne og ungdommen og studenterne og alle mulige andres. Mennesket er blevet til mere end ånd og følelser. Det er blevet til socialitet, psykologi og økonomi. Det var ikke for ingenting, at den næste hovedstrømning i det nittende århundredes litteratur, realismen, vendte sig mod arv og miljø. Sværest er vel den modne Goethes stil. “Wilhelm Meisters læreår” er en henvendelse på syvhundrede tætskrevne sider, som væver af sted uendelig selvgod og uendelig omstændelig. Et værk som “Faust” er efter nutidige standarder om muligt endnu mere umedgørligt. De almene dimensioner – mennesket i Faust og djævlen i Mefistoles – er så at sige opgivet allerede i stykkets afsæt til fordel for en lokal finkultur (lokal i forstanden en bestemt gruppe mennesker i en specifik tid et bestemt sted), som dyrker en indforstået jargon med branderterne og den studentikose ironi. Djævlen præsenterer sig aldeles udjævelsk som djævlen, og Faust bliver aldeles umenneskeligt ikke bange for ham, men indgår et væddemål med ham, et væddemål, hvis gevinst oven i købet ikke er indlysende, for så vidt som han ryger i helvede, hvis han bliver tilfreds, men synes at være lige vidt, hvis han ikke bliver det: “Den stund jeg strækker mig tilfreds på lade hynder,/ tilintetgør mig i en fart!/ Kan du med snak og løgne milde/ bibringe mig et selvbehag,/ kan du i nydelse mig hilde,/ så bliver det min sidste dag!/ Det væder jeg!” (side 76-77).

Goethe har været vant til at begejstre, siden han var helt ung, med at skrive digte på bestilling til sine venner, når de var ude i et amourøst ærinde, og han har været vant til at tage en dramatisk udfordring op og til stor imponade for sine omgivelser levere et skuespil på en uge eller to. Han er grubler og tænker og videnskabsmand og lyriker, men han er også vidunderbarnet, som har udviklet sig til entertainer og opmærksomhedskrævende levemand. Måske har han efter at have siddet med Faust-myten i tredive år valgt en hurtig løsning. Tanken er nærliggende. Han ved, hvad der vil få det til at buldre af indforstået herrelatter i studenterselskaber og loger afløst af øjeblikke af stor alvor og tavshed, som markerer, man er rystet over stykkets dybe visdom – og for øvrigt en frygtelig begavet fyr med sans for de skønne kunstner. Instruktøren Katrine Wiedemann skar det, hun kaldte “Goethes ordflom”, væk og leverede en pixi-udgave, da hun skulle sætte “Faust” op på Det Kongelige Teater. Den samme frihed ville nobelprisvinderen Herta Müller formentlig ønske, hun havde haft i forhold til hans digte. Hun fik den stalinistiske variant i skolen under sin opvækst i en tysk enklave af det kommunistiske Rumænien. “Det var som en tæppebankertakt i hovedet. “Hvem ridder så sent mod stormens harm?/ Det er en far med sit barn i arm.” eller “Leonore brat i morgenrød'/ op fór af onde drømme: / Er du utro Wilhelm, eller død?/ hvor længe vil du dig ømme.” (“Kongen bukker og dræber”, side 42). Citaterne i citatet og tæppebankertakten kommer fra de “herlige” (oversætteren P.A. Rosenbergs ord) såkaldte ballader, som Goethe skrev i “frugtbar” (Den store danske encyklopædis beskrivelse) udveksling med Weimar-vennen og digteren Friedrich Schiller – kun de kommunistiske partidigte forekom Müller værre. Hvis man har tyske bekendte og nævner hans navn, er der overvejende risiko for, at de har haft den samme oplevelse som Herta Müller i skolen og får et træt udtryk i ansigtet. Goethes værk lever vel i dag i kraft af de bevægelser, han opfangede, synliggjorde og forstærkede, ikke af måden, han gjorde det på – når man bortser fra “Werther” – af hans slag for følelsernes frihed, af hans diskussioner af ånd, kunst, nation, (national-)teater, individ og dannelse, og de horisonter, han forlod, ikke mindste kristendommens. Hans kulturhistoriske betydning er i den forstand uden sidestykke. Alt hvad der kunne kravle og gå af tænkere og forfattere på den gamle side af Anden Verdenskrig har forholdt sig til ham. Ikke bare Brandes, men alle andre i samme liga; Lord Byron, Nietzsche, Thomas Mann … Selv Napoleon sørgede for at få Goethe i audiens, så han kunne give ham sin mening om “Werther”. Mest markant er måske hans indflydelse på det nittende århundredes komponister. Alene “Faust” har inspireret til et utal af lieders, operaer og symfonier af blandt andre Franz Schubert, Gustav Mahler og Richard Wagner.

Og på trods af tvivlsomme oplevelser i klasselokalerne er tyskerne ikke holdt op med at fejre ham. Hvis man fik kvalme over den pludselige kærlighed til H.C. Andersen blandt eventmagere, kulturformidlere og politikere i 200-året for hans fødsel, skal man formentlig prise sig lykkelig over, at man ikke var i Weimar i 250-året (1999) for Goethes død. Alt var Goethe, og alt er stadig Goethe der – og andre steder, som han har beæret med sine sjældne besøg – og Tysklands kulturelle repræsentation i udlandet er i dag varetaget af institutter i hans navn, Goethe-institutter, akkurat som landets mest betydelige litteraturpris også uddeles i hans navn. Ud over et utal af hjemmesider er der også mulighed for at gå på opdagelse i Goethes univers på museer i Tyskland og Italien. I kultenden findes knejpen Auerbachs kælder – et stop på Faust og Mefistoles' rejse – i Leipzig stadig.