”Oddur rækker bare konkylien til Tordur, siger, lyt, og den seksårige dreng fører konkylien op til øret. Kan du høre havet, spørger hans far. Ja! Så er du en søens mand, afgør Oddur, og Margret må kigge væk for at skjule et smil da hun ser stoltheden i Tordurs ansigt. Pigerne får muslingeskaller, de er smukke, dem kan man forvandle til mange ting, de er som en åben hånd.”
”Fisk har ingen fødder”, s. 204.
Afsnittene ”Keflavik – 1976/1980” handler om den navnløse jegfortæller og vennen Aris ungdomsår i den mørke og kolde kystby Keflavik lige uden for amerikanernes base på Midnessletten i det sydvestligste Island. Der er Beatles på grammofonen (højt!), lange arbejdsdage på fiskefabrikken Skuli Million og en begyndende og besættende optagethed af piger. I ”Keflavik – nu” er den tidligere digter, nu forlagsredaktør Ari på vej fra København til Island efter to års landflygtighed foranlediget af hans selvbestaltede og dramatiske afsked med ægteskab og familieliv. Aris far ligger for døden og har bedt ham komme hjem til Keflavik. De to når ikke at mødes i romanen, men Ari og fortælleren skuer i fællesskab længselsfuldt tilbage.
I lighed med tidligere værker er denne roman en utvetydig hyldest til den stærke fiskermand, der kan tæmme havet og tale med guderne. Samtidig er der en besyngelse af kærligheden og poesien, men denne gang har svigt og uærlighed fået en større plads: Voldtægt, skilsmisse og tavse stedmødre forplumrer den universelle drøm om et lykkeligt liv baseret på kærlighed og fjeldluft. Sideløbende med at natur og vejrlig skildres betaget, ser vi hvordan lovbestemmelser indvirker konkret på menneskers liv. Hvor man tidligere kunne skovle alle verdens fisk ombord, er havnen i Keflavik nu lukket på grund af fiskekvoter. Menneskene er forment adgang til det erhverv, de er født til, og heltefiskeren Jonni sælger nu hamburgere i stedet. Og som der står, så er ”det lettere at være glad, hvis man bor ved havet” (s. 44).
I krydsklip mellem tre tider og tre generationer ser Jón Kalman Stefánsson i ”Fisk har ingen fødder” (ingen kan gå på vandet, derfor har fisk ingen fødder) romantisk på historien og samfundskritisk på det nutidige Island, der rummer en gabende afstand mellem postkortenes evigtblå himmel og dagliglivet med vold, druk og et forstemmende mørke i Keflaviks sorte lavaørken. Det siges i øvrigt om Keflavik, at byen har tre verdenshjørner: vinden, havet og evigheden.
