Lån på biblioteket

Nogenlunde på størrelse med universet

Jón Kalman Stefánsson

406 siderUdgivet: 2017

Lån på biblioteket
Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2017
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2012

Intro

Som en fritstående efterfølger til ”Fisk har ingen fødder” udgav Jón Kalman Stefánsson i 2015 ”Eitthvað á stærð við alheiminn” (”Nogenlunde på størrelse med universet”, 2017). Også i denne roman tager den navnløse jegfortæller læseren med rundt på Island i flere tider: Nordfjord, Østfjord, Reykjavik og Keflavik. Forlagsredaktør og tidligere digter Ari er fløjet hjem fra Danmark for at tage afsked med sin kræftsyge far Jakob. Det bliver et kort og uforløst møde, som alligevel sætter en vulkan af tanker i gang hos dem begge. Fortiden kommer til syne i form af Jakobs mor Margrets dagbøger og breve og i rørende skildringer af Aris smukke og livsduelige mor, der døde da Ari var fem år. Den hidtil ensidigt beskrevne far åbner sig som et helt menneske, som også Aris sure stedmor gør det – hun endda til et fint og poetisk væsen.

”Kærlighed er altså, når det kommer til stykket, ikke jeg elsker dig så højt at jeg kunne dø, you’ll always be my endless love – men når nogen går ud i frostvejr med et uldtæppe og en hue så et andet menneske kan fortsætte med at se på stjerner …”

”Nogenlunde på størrelse med universet”, s. 245.

Gennem de episodiske nedslag i slægten ser man, hvordan et menneske skabes af sin historie og sine forfædre, og hvordan karaktertræk nedarves direkte. Mænd bliver til mænd på havet, tavse og stolte. Slægtens mødre og kvinder er gode og omsorgsfulde, men også indebrændte. Aris farmor Margret bar på så store uforløste længsler og drømme og så bundløs sorg, at det nær tog livet af hende. Netop sorg er noget af det, der er større end universet, jf. bogens titel; Sorgen over døde børn, forbudt kærlighed, savn og umuligheden af at realisere sine drømme. Et mantra gennem bogen er, at den der ikke har levet fuldt, ikke er værdig til at komme i himlen: ”Vores dæmon er sikkert fejheden” (s. 385).

Et sted, de ofte tavse karakterer får afløb for deres fantasi og lidenskab, er i skrivningen, og den hjemvendte Ari hyldes stadig som digteren. Breve, digte og noveller bliver afgørende vendepunkter i karakterernes liv og binder generationer sammen: Tordurs digt trykkes i Østfjordingen, Aris mors noveller i et tidsskrift og hvor erindringen om et favntag kan falme, overlever det skrevne ord.

Jón Kalman Stefánsson skriver oktobernatten, tøjlesløst begær og bundløs sorg frem i endnu et patosfyldt og naturbegejstret værk. Samtidig er det en vild civilisationshistorie om et land, der funderet i natur og fiskeri overmandes af amerikansk kultur og kapitalistiske kvotekonger, der med et pennestrøg kan slette hele fiskerbyer fra landkortet.

Jón Kalman Stefánsson

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson blander i sine romaner højstemt patos med hverdagens praktiske gøremål. Poesi, skindanorakker og stormvejr hænger uløseligt sammen og gør tilsammen for...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger