Emneord:

Hafni fortæller

Helle Helle

168 siderUdgivet: 2023

Lån på biblioteket

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., april 2025

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., 2008

I Helle Helles roman ”Hafni fortæller” (2023) leder titlen direkte ind i første sætning, der lyder: ”at hun skal skilles”. Det er forår 2013, og 48 årige Hafni sidder i sin bil på en rasteplads i nærheden af Ringe og ringer til sin ungdomsveninde (hovedpersonen i ”de”) for at fortælle om sin såkaldte smørrebrødsrejse fra Frederikssund over Roskilde, Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Langeland (ved en fejl) og til Als. Hun er netop gået fra sin mand og fejrer sin nyvundne frihed med en nøje planlagt rejse til kroer og campinghytter, til sildesymfoni, kamsteg og snaps ad libitum. Den detaljerede skildring er iblandet erindringssmuler fra firserne og familielivet og praktiske husmodertips, og Hafni bruger rejsen til at vriste sig fri af det forgange i forsøget på at finde sig selv efter skilsmissen: ”Jeg vil ikke være mig. Jeg vil lave mig selv om.” (s. 10).

”Sats ikke alt på det første det bedste fælles hjem, siger Hafni, slet ikke et med dårlig rumfordeling. Hun husker at ligge med vidt opspilede øjne hele natten, før depositum skulle falde. Et langt nej burde være undsluppet hende, også under frieriet. Det fandt sted på fortovet uden for Imperial. De så Alien 3 ved en fejl, al den slim. Filmen igennem sad hun med sit ja, som mere var et jo.”

”Hafni fortæller”, s. 8.

På rejsen, der skulle have varet en uge, men ender med at tage en måned, møder Hafni et hav af mennesker, og i sin frygt for at skuffe dem, siger hun ja til ting, hun ikke har lyst til. Hun ser sig selv med andres blik og er tynget af en invaliderende skam over alt det forkerte, hun gør og siger. I det hele taget famler hun lidt i blinde over, hvilken retning hendes nye liv skal have.

Fortælleformen er envejs, da Hafni taler uafbrudt om stort og småt, men påfaldende lidt om sin skilsmisse. Selv siger hun også: ”Hun er klar over, at hun har et fortællemæssigt problem, bagatelgrænsen er minimal, hun kan sagtens selv høre det.” (s. 91).

Som altid hos Helle spiller mad en stor rolle, og karaktererne bruger ting på mærkelige måder: Hafni bruger sin stålkam og sin bilnøgle til at dele en avocado med, hendes håndtaske fungerer som hovedpude og regnslag, og hendes sportsstrømper bliver et prisme for hendes måde at være i verden på. Sætningerne er mættede af indhold, ofte af væsensforskellig karakter: ”En tristhed trængte sig på, den skyldtes måske Trelleborg”. (s. 50). Modsat tidligere værker er karakteren her på farten i et roadtrip fuld af nødtvunget vovemod; en langsommelig men dog eventyrlig odyssé ud i det ukendte. Læseren får alle detaljer med fra provinsens smukke stednavne, skæve eksistenser og rigelige mængder smørrebrød.

Helle Helle

Helle Helles forfatterskab begyndte i et eksperimenterende og kortfattet hjørne, og hun har siden udviklet en nøgtern realisme, der indfanger hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form ...

Læs hele forfatterportrættet