”paa Døer Maaten stod en heel Flakon med Haand Sprit og et bref fra Madam Suenson hvor i hun bad mig holde mig i Hjemmet, Vadske mit Legem grondig ved Servanten og spritte efter med den her overbrakte kostelig Fluidum.”
”H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog”, s.13.
I bogen befinder H.C. Andersen sig altså pludselig i en genkendelig nutid, i København, midt under corona-nedlukningerne. Som alle andre i kongeriget Danmark er digteren i karantæne og må ofte opholde sig på sit kammer i Nyhavn. Her forsøger han i krøllede, ængstelige tankerækker og lommefilosofiske refleksioner at forstå menneskenes skøre adfærd og deres nye restriktive omgangsform og levevis i storbyen. Et sjovt eksempel er Andersens maniske forsøg på at hamstre håndsprit i et København, der er tørlagt for dette ”kostelige fluidum”. Han skriver: ”Den Fidus er der dog ved Galskaben, at Galskab holde man sin Afstand til! I Quarantaine-Dage burde alle lege Gale.”
For at få lidt adspredelse i den lange karantæneperiode har digteren klippet fire fine papirklip til kronprinsens små prinser og prinsesser på Amalienborg, som han nu beslutter sig nu for at bevæge sig ud i Københavns gader for at overbringe. Værket er skrevet i et ekstremt gennemført, gammeldags sprog og med en overfyldt stil, der bevidst efterligner Andersens egen måde at stave og bruge sproget på. Sproget er fyldt med ordspil, finurligheder og lavkomik, som ofte vil få læseren til smile og grine højt.
Bogen er derudover en udtalt samfundssatire, hvor så forskellige emner som kongehuset, litteraturkritikken, tidens politiske kriser og aktivistiske emner som klima, racisme, #metoo bliver spiddet.
