”En aften gik hun ind i den elskedes kammer og fandt hans trombone. Hun skilte den ad, samlede kondensvandet og spyttet i et lille bæger. Hun rykkede lange totter hår ud af sin hovedbund, vædede dem i bægeret og spandt elleve, slanke hunde heraf; sølvgrå, elegante.”
”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, s. 8.
På samme måde veksler Bjørn Rasmussen mellem meget konkrete beskrivelser af steder, kropsdele og handlinger, som han med nærmest medicinsk præcision skærer ud med skalpel, til mere svævende og vævende skildringer, der fortaber sig i mystik: Fortællerjeget Bjørn refererer til sin mor som en arketype, Moderen. Moderen har en jagthund, Titan, der er ’mere end Titan’ – Titan er således også en brændeovn, motionsudstyr og hårde hvidevarer, men Titan bliver forvekslet med et rådyr og bliver skudt.
Romanen bevæger sig både sprogligt og emnemæssigt gennem forskelligt terræn. Vi følger hovedpersonen Bjørn, der som forfatteren selv er vokset op på en rideskole.
Den spirende homoseksualitet folder sig ud som en overvældende kærlighed og et uudslukkeligt begær i Bjørn, der forelsker sig i en ældre ridelærer, en smuk mand, en bestemt mand, en håndfast mand.
Stringensen i ridesportens dressur forplanter sig imellem ridelæreren og Bjørn, der indleder et sadomasochistisk forhold, hvor det tydeligvis er Bjørn, der udgør den masochistiske part. Om læreren er forelsket, står uklart hen, derimod er Bjørns forelskelse nærmest en ambivalent besættelse, hvor han på skift elsker og hader: Han hader at elske og elsker at hade i en grad, så han må begå hærværk mod ridelærerens saddel, som han flænser op, før han vender hadet mod sig selv og flænser sin egen hud. Vi følger Bjørn fra barn til ung til voksen, en rejse gennem Danmarks, kroppens og følelsernes landskab.
