- Ida Dybdahlcand.mag., 2016
Intro
Charlotte Strandgaards ”Indimellem holder de af hinanden” er 81 korte tekststykker, der kredser om en vanskelig kærlighedsrelation. Bogen udkom første gang i 1969 og blev i 2014 genudgivet på forlaget Gladiator. Tekstfragmenterne, der er svære at genrebedømme, men som samlet set kan kaldes en art punktroman, fordeler sig i en række hovedspor. Det dominerende er fortællingen om et ”de”, hvis komplicerede parforhold skiftevis intensiveres og er på vej mod dets opløsning. Der er både hverdagen (”Indimellem går de på indkøb med hinanden”) og følelsesudbruddene (”Indimellem slås de”). Og så er der forholdet mellem krop og følelser, sex og kærlighed, der kommer til udtryk i sproglige forskydning som ”Indimellem knæpper de med hinanden” og ”Indimellem elsker de med hinanden”.

Charlotte Strandgaard
Siden midten af 1960'erne har Charlotte Strandgaards forfatterskab kredset om det, det er svært at tale om. Både kropslige erfaringer som sex, menstruation og abort og samfundsmæssige tabuer som sp...